#Metoo - De er jo magtliderlige
Det startede som perverteret Hollywood, men viser sig at være hverdag, at mænd i magtpositioner krænker kvinder. Fokus er på sex i overgreb. Men sex er jo ikke målet. Det er bare midlet til at manifestere magt. Væsentligt, for ellers får vi ikke løst problemet. Måske skaber vi bare endnu et overgreb, nu på uskyldige mænd.
På tredje måned fortæller kvinder verden over om sexovergreb i professionelle relationer. Fælles i eksemplerne er magtforholdet: Mænd i magtpositioner krænker kvinder lavere i hierarkiet.
Men hvis #Metoo skal sætter stopper for misbrug på arbejdspladser, skal vi rette fokus på det grundlæggende problem, nemlig mennesker der ikke kan forvalte magt. Sex er bare midlet til at manifestere magt.
#Metoo skal videre
Fællesnævneren i de personlige historier er ikke primært sex, men magt. Vi skal erkende, at den principielle diskussion handler om ledelse af magt i personlige relationer. Magtfulde mennesker har flere forpligtelser end andre, og det skal de systematisk stå til ansvar for. Ikke bare den enkelte krænker, men også de sideordnede kollegaer, der har accepteret magtmisbruget.
Debatten skal flytte over til at handle om magt af to årsager: Eller får vi ikke skabt normer og systemer til at løse magtmisbrug. Og vi ender måske med generelt at ødelægge relationer mellem køn, hvis alle mænd er under anklage.
Ikke alle mænd
Mænd begynder nu at afvise debatten, fordi det er håbløst at navigere i beskyldningerne: Hvordan omgås kvinder med sikkerhed for ikke at overskride grænser? Dansk Kvindesamfund bidrager ukonstruktivt for alle parter: Mænd skal bare være gennemsnitsintelligente for at vide, hvornår sex er frivilligt, siger forkvinde Lisa Holmfjord.
Hallo! #Metoo handler jo ikke om en mand og en kvinde, der er i tvivl om en privat og personlig relation. Det handler om mænd, der manifesterer professionelle magtpositioner ved at bruge sex over for kvinder. Fællesnævneren i historierne er magtmisbruget. Derfor giver det ingen mening generelt at anklage mænd.
#Metoo?
Fokus skal over på magtrelationen. Sådan flytter ansvaret fra hende til ham i den konkrete situation.
Da #Metoo begyndte, følte jeg mig nærmest udenfor: Svært genkendeligt. Indtil mine egne historier dæmrede. Jeg var ung, nyuddannet og blev inviteret til anden jobsamtale på direktørens kontor fredag aften kl. 18. Han havde kæmpe Trampedach malerier med nøgne damer på kontoret, husker jeg, og det var godt nok en meget lang samtale. Men jeg havde lånt en bil, som jeg var meget opsat på at aflevere til tiden, så jeg insisterede på at gå efter et par timer. Underlig stemning.
Og så den netværksmiddag, hvor jeg var med som ’påhæng’. En dominerende mand greb mig i bogstaveligste forstand i skridtet og gav mig sin adresse som en ordre. Underlig opførsel.
Jeg opfattede aldrig situationerne seksuelt. Jeg opfattede det som magtdemonstrationer. Netop det er afgørende for at kunne tage stilling og handle. Ja, de mænd var mere magtfulde end jeg. Ja, de manifesterede deres magt. Men jeg vidste instinktivt, at de misbrugte deres magt.
Den erkendelse gjorde mig fri til at bruge den magt, som var min, nemlig at give dem ansvar og skyld for situationen. Også selvom det koster. Derfor kunne de ikke bruge magten, med mindre de overskred en fysisk, voldelig grænse.
Magtliderlig
Nej, det er ikke i orden, at det koster, når andre ikke kan forvalte deres magt. Men med mindre en mand fysisk forgriber sig (og det sker!), så afhænger magtpositioner jo af andres accept eller afvisning.
Der skal fokus hen, for den enkelte chokerede kvinde (eller pressede kollega, der passivt ser til) kan ikke gribe ind, hvis vi tror, at det handler om subjektive personlige relationer. Så kan vi ikke skabe kontrolsystemer, uden at skade mere end vi gavner.
Derfor skal vi genkende, hvad #Metoo handler om: De er ikke bare liderlige. De er magtliderlige. Sex er et middel, ikke et mål. Vi skal løfte debatten til at handle om nødvendigheden af stærk karakter hos dem, der betros magt. Og tilsvarende forpligtelser hos andre magthavere til at tage karakter alvorligt, når de ser magtmisbrug. Ellers handler den næste #Metoo bare om psykisk vold på arbejdspladsen eller andre måder at misbruge og manifestere magt overfor dem, der er lavere i hierarkiet.
- Adam Estrup
- Alexandra Krautwald
- Anne E. Jensen
- Anne H. Steffensen
- Annette Franck
- Bo Bejstrup Christensen
- Bo Overvad
- Britta Schall Holberg
- Carl Holst
- Carsten Boldt
- Caspar Rose
- Casper Hunnerup Dahl
- Cecilia Lonning-Skovgaard
- Christian Engelsen
- David Munk-Bogballe
- Eelco van Heel
- Eric Ziengs
- Erik Høgh-Sørensen
- Esther Dora Rado
- Frank Lansner
- Gitte Winther Bruhn
- Hans Fogtdal
- Helge J. Pedersen
- Henriette Kinnunen
- Henrik Franck
- Henrik Funder
- Imran Rashid
- Jan Al-Erhayem
- Jan Bau
- Jens Balle
- Jens Ole Pedersen
- Jesper Boelskifte
- Johan Hygum Hillers
- Kaj Høivang
- Karim Ben M'Barek
- Karl Iver Dahl-Madsen
- Katerina Pitzner
- Keld Zornig
- Kersi F. Porbunderwalla
- Kim Ege Møller
- Kim Pedersen
- Kim Rud-Petersen
- Klaus Lund
- Knud Erik Andersen
- Kristian Hansen
- Lars Barfoed
- Lars Sander Matjeka
- Lars-Christian Brask
- Lasse Birk Olesen
- Line Rosenvinge
- Lisbet Røge Jensen
- Mads Lundby Hansen
- Martin Rasmussen
- Mette de Fine Licht
- Mette Mikkelsen
- Michael Stausholm
- Michael Winther Rasmussen
- Michael Winther Rasmussen
- Mikkel Grene
- Mikkel Krogsholm
- Mikkel Kruse
- Morten Sehested Münster
- Nikolaj Stenberg
- Nils Thygesen
- Per Hansen
- Richard Quest
- Rune Wagenitz Sørensen
- Steen Bech Andersen
- Steen Thomsen
- Steffen Hedebrandt
- Stina Vrang Elias
- Susanne Møllegaard
- Susanne Møllegaard
- Teis Knuthsen
- Thomas Harr
- Tim Vang
- Tobias Lau
- Torben Tolst
- Torsten Grunwald
- Tove Holm-Larsen
- Ulrik Heilmann
- Yasmin Abdel-Hak
Få Annettes indlæg