Ingen kan alt men alle skal prøve alt

BLOGS Af

Misundelse er en dødssynd, men jeg kan ikke lade være med at være misundelig. Jeg er misundelig på det professionelle og velorganiserede idrætsliv i Danmark. Jeg er misundelig, fordi disse organisationer – på tværs af landsdele, på tværs af idrætsgrene – med stor succes, er lykkedes med at gøre idræt og sport til et politisk projekt.

Idræt er blev et poliltisk projekt i to henseender.

Dels i forhold til sundhed. Det kan betale sig! Staten sparer penge på sundhedsudgifter, hvis borgerne er aktive og motionerer. Det siger alle statistikker. Om du er i tvivl , så tjek blot det statsfinansierede Idrættens Analyseinstitut, som er leveringsdygtig i fakta.

Dels i forhold til engagement i lokalsamfund, hvor foreningsliv og idrætsanlæg bruges som identitetsskabende samlingssted for borgerne, i en sådan grad, at rigtig mange aktuelt arbejder mere eller mindre ulønnet med at træne børne- og ungdomshold.

Når nogens lykke er andres ulykke
Men jeg synes, at det er blevet for meget. Navnlig gennem de seneste cirka ti år. Jeg synes, at idrætsforeningernes privilegier realiseres på bekostning af kulturlivets eksistens.

Hvad med os, der virkelig ikke bryder os om at løbe og svede? Hvad med os, der har det overmåde svært med lugten af klor og sure tennissokker? Hvad med os, der ikke kan se pointen i at hoppe højst, skyde længst og komme først?

Hvad med os, der hellere vil lytte til en digtoplæsning, danse til noget musik, tilegne sig noget billedkunst, give sig hen til en forestilling eller diskutere en filosofisk tekst uden at nogen behøver at have ret.

Er det bare mig, der er usportslig? Er det bare mig, der har appetit på kulturel dannelse?

Du skal prøve det hele
Nu ikke så nørdet, prøver jeg at sige til mig selv. Prøv at være lidt åben i stedet for at svælge i kulturelitær selvforståelse. Nuvel, jeg vil meget nødig tvinges til medlemsskab i en idrætsforening. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste idrætsgren, som tiltaler mig.

Jeg har ikke boldøje, som man vist siger. Og jo, jeg har prøvet. Jeg har jo gået i den danske folkeskole og den danske gymnasieskole. I samfulde 13 år har jeg brugt cirka to ugentlige undervisningstimer på alskens idræt. Intet har tændt mig. Intet. Jeg har hadet hvert et sekund af disse obligatoriske idrætstimer. Jeg kunne ikke finde ud af det og var altid sidsten, når der skulle vælges hold.

Det er med dette afsæt, at jeg tænker, at om der op gennem hele skoletiden havde været som minimum musik og billedkunst blandt de obligatoriske fag, så havde der sikkert været børn, der havde tænkt, at disse kunstneriske fag var ugens pestilens.

Der havde sikkert været børn, som havde følt sig farveblinde og uden rumforståelse. Børn, der var blevet sig bevidst, at de ikke har en tone i livet eller kunne holde en rytme. Synd for dem? Nej! For ved de kunstneriske fag er der ikke noget facit, der er ikke nogen vinder.

Jovist, nogle er bedre end andre. Nogle er mere motiveret for at dygtiggøre sig inden for et kunstnerisk fag. Men du kan ikke lave en lerfigur, der er forkert. Til gengæld kan du kravle ned i et svømmebassin med følelsen af, at du er forkert.

Forkert og med den stadigt mere pinlige erkendelse af at soppe rundt i børnebassinet mens alle andre i klassen svømmer på det dybe og de modige springer fra vippen. Idrætslærerens opgivende og lidet tålmodige blik. Det store urs uendeligt langsomme minutslag og angsten for fodvorter.

Leg og læring
Billedkunst og musik var for mig straks noget andet og mere lystigt. I billedkunstlokalet kunne vi høre jazz eller electronica, alt efter hvem der havde holdet. Der var materialer på alle hylder og en vis grad af rod var tilladt.

I musik var det godt nok altid drengene der fik lov til at sidde ved det store trommesæt mens pigerne blev parkeret på bænken med en bongotromme eller et par claves. Det lød rædderligt, men vi var der. Det var okay at stå i hjørnet med en triangel, og det var okay at stå i front ved mikrofonen.  

Netop derfor kunne jeg unde børn i den danske folkeskole at de – i langt, langt højere grad end det aktuelt er tilfældet – får lov til at prøve den åbenlyse og umiddelbare succesoplevelse det kan være at fordybe sig i og tilegne sig forståelse for de kunstneriske fag som eksempelvis musik og billedkunst.

Men nu tager jeg revanche. Jeg har købt en badehætte. Så kommer mit hår i det mindste ikke til at lugte af klor. Jeg har købt mig en kulørt badehætte i forhåbningen om at jeg kan få det til at være sjovt at tage en tur i svømmehallen.

Jeg vil udsætte mig selv for det, som jeg ikke bryder mig om. Og jeg vil tænke over, at der er mange, der har det lige så svært ved at gå ind på kunstmuseum, som jeg har det ved at gå ind i en svømmehal.

Men jeg vil stadig drømme om, at alting kunne være anderledes og at den kulturelle dannelse, og ikke blot den sunde folkeidræt, blev en politisk prioritet. 


 

Se flere blogs



Profil