De er søde, de sure vælgere i København

Det er næsten sødt som de københavnske tiljublere af Enhedslisten og Alternativet nu tilsyneladende er i oprør. Over at de to partier fravælger posten som beskæftigelses- og integrationsminister i hovedstaden.

Sødt fordi det viser deres, vælgernes, mangel på indsigt i det stof, som de to partier er gjort af. Men i stedet forføres af sirenesang om festivaler, bredere cykelstier og mangfoldighed – og nogle måske endda af udsigten til slappe mandlige kønsorganer på eksperimenterende regnbuebeverdinger.

For selvfølgelig er det nemmere at vælge poster, der ikke handler om mennesker. Selvfølgelig er det nemmere at kaste sig jublende over områder, som handler om døde ting. Og selvfølgelig vil partier, der grundlæggende slår sig op som ødelande for andre folks penge, aldrig kunne påtage sig et reelt ansvar for andre mennesker.

Først og fremmest fordi de ville skulle stå ansigt-til-ansigt med real life udfordringer. Hvor konsekvenserne af deres handlinger og indsats har betydning for andre menneskers ve og vel. Og hvor enhver prioritering har en bagside. Dernæst fordi de, hvis de rent faktisk påtog sig ansvar, ville miste den jomfruelige dyd, der fortsætter med at tryllebinde mennesker til et dystopisk utopia.

Det giver selvfølgelig mening, at de to grupper ikke vil noget. Så ville det være slut med at danse frit, frivolt og festende omkring i tylskørt. Slut med at harcelere harmdirrende og indigneret mod dette eller hint uvæsen. Forårsaget af rigtige beslutninger truffet af rigtige politikere.

Så det kan i virkeligheden ikke overraske ret mange. I alle fald ikke udenfor Ø og Å.

Men, well, nu falder den slags oprør jo altid lidt sammen som tiden går. 

Og mon så ikke de mange sure københavnske Ø og Å vælgere trods alt er vundet tilbage? Med lysende parkbænke, inkluderende danseopvisninger og grøn jul? Og over de næste fire år formås til at glemme, at det godt kan betale sig at se sit stof efter i sømmene. Før man sætter sit kryds.