Ingen velfærd uden velstand.

Kommunalvalget blev ikke et, men mange dramaer. Men kommunalvalg rummer altid mange, dramaer.

Kaos og overraskelser

For politiske nørder er det rigtig spændende, fordi der i stort set alle kommuner og regioner potentielt er et opgør om magten efter valget. Mange steder er det selvfølgelig givet med valgresultatet hvem, som bliver borgmester og hvilket flertal, der styrer konstitueringen. Men rigtig mange steder beror det på en forhandling hvilket flertal, der danner sig. Og der kan ligge store overraskelser og vente der.
Samtidig er det i kommunerne langt mindre forudsigeligt hvem, der danner alliance med hvem. Og det bidrager både til spænding, og nogen gange kaos, på valgnatten.
Sådan er det også gået denne gang.

De mange dramaer

Vi har set dramaer og overraskelser overalt i landet. Partier, der er gået frem, har alligevel mistet borgmesterposten. Radikale Venstre gik frem trods sagen i København, der truede med at lamme partiet i hele landet. Alternativet drønede ind i byråd i hele landet med omkring fem procent af stemmerne og skabte ravage, da de ikke var repræsenteret ved sidste valg. DF gik tilbage over hele linjen og formåede heler ikke denne gang at erobre borgmesterposter. Tilsvarende gik Venstre tilbage over hele landet, mens Socialdemokratiet blev valgets vinder både i kommuner og regioner.

Er der en politisk tendens?

I kommentarer og analyser er fokus på de politiske partiers indbyrdes styrkeforhold og de taktiske manøvrer i forbindelse med konstitueringerne. Men er der nogen fællesnævnere ved dette kommunal- og regionsvalg på tværs af kommunerne, der peger på en retning og tendens i den politiske og samfundsmæssige udvikling?
Politisk er der i hvert fald én, og den er bekymrende. Overalt er der fokus på begrebet ”velfærd” forstået som flere penge til offentlige ydelser, mens der slet ikke er samme fokus på ”velstand” forstået som mere produktion, beskæftigelse og indtjening, der kan finansiere velfærden. Den manglende forståelse for, at offentlige ydelser skal finansieres af penge, der tjenes i den private sektor, rummer i virkeligheden paradoksalt nok en trussel mod velfærdssamfundet på sigt. For det skal jo finansieres. Hvis finansieringen bliver undermineret, krakelerer velfærden på sigt.
Samtidig er der meget, der tyder på, at det er lykkedes Socialdemokratiet at sætte sig på denne velfærds-dagsorden. Mens Dansk Folkeparti, der langt hen ad vejen deler det socialdemokratiske syn på velfærdspolitikken, gik tilbage, gik S frem.

Samarbejde bliver belønnet

Meget tyder også på, at vælgerne belønner borgmestre, som er pragmatiske og søger brede flertal. Det er det, der skaber ”bykonger”, som bliver genvalgt gang på gang, uanset om deres parti ved folketingsvalg går frem eller tilbage i området. Det skaber også politisk stabilitet, der gør, at borgere og ikke mindst lokale virksomheder bedre kan lægge planer i tillid til de udstukne retningslinjer for udviklingen.