De Radikale har hentet landbrugspolitikken i en Morten Korch-film

De kloge siger, at en af grundene til, at dansk landbrug tæskes rundt i manegen af medier og politikere er, at ingen længere har bedsteforældre på en bondegård et-eller-andet sted i provinsen. At mange mennesker i dag når skelsår og alder uden at se en ko, en grisestald eller en gulerod blive trukket op af jorden.

På den vis er det egentlig ret imponerende, at De Radikale med deres seneste forslag om omlægning af landbrugsstøtten – Småt er godt – åbenlyst rækker tilbage til deres oprindelse i krigen mellem forpinte husmænd og udbyttende storbønder.

Til en tid, hvor landet frilandsmuseumsagtigt bestod af hyggelige landbyer med stråtag, stokroser og svinestier. Og bønder, der agede med stude, mens blussende malkepiger trak halm af håret og Poul Reichardt fløjtede ørehængere i en evig sommer.

De Radikale vil ændre landbrugets grundbetaling – hektarstøtten – for at favorisere mindre landbrug.

Det skal, synes de, være attraktivt at futte rundt på sine 20 tønder land – og måske rykke føromtalte malkepige lidt i fletningerne, hvis hun bliver for kæk, måske klø grisen lidt bag øret. Mens det at drive et effektivt, større landbrug skal gøres mindre attraktivt.

Forslaget er en tour-de-force i verdensfjernhed.

Danmark er en del af en større verden. Hvor behovet for sikre fødevarer vokser – de større bedrifter i Danmark står for 90 procent af produktionen – og som ikke har noget problem med fornuften i, at landbrug drives rationelt, effektivt og økonomisk optimalt.

Men, selvfølgelig, hvis ens opfattelse af landbruget og hvordan det bør være, hentes hos Morten Korch, så er basale ting som fødevaresikkerhed, konkurrence og økonomi ligegyldige. Og kan der med stokroseidyllen hentes en speltstemme eller to, så er det jo lige meget med storbønderne - for dem er der i alle fald ikke mange radikale stemmer i.