Museum for vindsteg og luftfrikadeller ligger i Hellerup

Forestil dig en skoforretning uden sko, eller et autoværksted, der ikke reparerer biler. Nej, vel? Det giver ikke mening.

Anderledes i museumsbranchen. Eller i hvert fald på Øregaard Museum i Gentofte kommune. Der reklamerer man på sin hjemmeside med en samling, der tæller “omkring 3000 værker fordelt på maleri, kobberstik, raderinger, akvareller og tegninger”. Perioden er “1750 til 1950".

Et oplagt visit en stille søndag, hvis man f.eks interesserer sig for 1800-tallets danske guldaldermalerier, kunne man forestille sig.

Desværre. Kunstværker er ikke det, der fylder på Øregaard Museum. Når man betalt 130 kr. for sig selv og fruen, er der adgang til en 15 malerier af gamle danske mestre. Spisekortets fristelser dækker kort sagt over vindsteg og luftfrikadeller.

Vanviddet vokser, når man efterfølgende kan læse om et tocifret millionbeløb på renovering, som Gentofte Kommune sammen med fonde har pøset i Øregaard Museum de senere år.

Jamen, hvad med at bruge lidt af monetos på at få den store samling i kældre ud til publikum?

Det praktiske løsning er tæt på rutinepræget som et dagligvareindkøb i Netto: digitalisér de 3000 værker.

Digitalisering passer måske ikke ind i strategien og skaber ikke receptioner og snoreklipning på matriklen. Men digitalisering løser, hvad, skulle man mene, er en ikke uvæsentlig opgave for et museum som Øregaard: publikum får mulighed at se museets kunstværker.

En fotograf kunne affotografere samlingen på to-tre måneder, og den totale opgave ville næppe overstige 500.000 kr. Et beskedent beløb, hvis man sammenligner med museets jonglering af millioner i øvrigt, og når resultatet er, at publikum får mulighed for at beskue museets kunstsamling, faktisk den hele.

Men sådan tænker man altså ikke på Øregaard Museum, og, siger fornemmelsen, flere andre steder i Museumsdanmark. Der er bygninger, restaurant, “stedets ånd”, “kuratering” og tætklippede græsplæner så langt mere væsentlige end at udnytte moderne teknologi og få de mægtige samlinger ud til publikum.

Den skrabede udstilling af værker på Øregaard Museum kunne eventuelt have passeret som et sjovt og sturt nummer, hvis museet havde været i cirkusbranchen. Men det er det jo ikke.

Eller er det egentlig der, Øregaard Museum og flere danske kunstmuseer er? Så kan der trods alt tvinges en form for mening ud af tomheden.