Lars Barfoed: Det er en absurd tanke at borgerlige politikere har et særligt behov for at tilgodese de rige

Der er to veje at gå, når det gælder den økonomiske politik og fordelingspolitikken. Enten kan man fordele velstanden mere ligeligt, så de med de mindste indtægter får en større andel af velstanden. Eller også kan man søge at øge velstanden, så den samme relative andel af velstanden bliver til flere kroner og dermed større købekraft. Eller sagt mere firkantet; man kan øge skatterne eller man kan nedsætte dem.

Ikke overraskende at regeringen har borgerlige synspunkter

Det er dybest set den diskussion, vi ser udfolde sig politisk efter regeringens offentliggørelse af finansloven samt planerne for henholdsvis skattenedsættelser og vækst i erhvervslivet. Landets borgerlige regering har valgt at spille ud med en lang række forslag, der over de kommende år vil sænke personskatter, afgifter og erhvervsskatter. Man vil sænke skatterne for på den måde at skærpe lysten til at gøre en ekstra indsats, uddanne sig og investere i danske virksomheder.

Det burde vel ikke være så overraskende, eftersom vi har en borgerlig regering. Men fortørnelsen er i visse kredse, også i dele af pressen, ganske stor. Der tales fra kritikernes side om, at regeringen vil give skattelettelser til de rige. Den kritik er ikke overraskende.

Det er imidlertid meget enkelt. Når skatterne stiger, komme de rige altid til at betale mest. En procent af en arbejdsindtægt er mere i kroner og ører af en høj indkomst end en lav. Det burde ikke overraske nogen. Så er det jo ikke så mærkeligt, at de ”rige” også får mere ud af det i kroner og ører, når skatterne modsvarende falder.

Hvorfor ikke sige det som det er?

Derfor burde det heller ikke være så svært for den borgerlige regering at forsvare den bastion. De kunne jo tilføje, at det i øvrigt ikke er en foræring til de, som får skattelettelsen. Der er derimod tale om, at de får lov til at beholde lidt flere af de penge, de selv har tjent.

I stedet har man valgt at fokusere på modelberegninger, der søger at vise, at folk med mindre indkomster relativt i procent får mest ud af skatteforslagene. Og det er en vanskelig position at fastholde i en virkelighed, hvor der hurtigt kan produceres andre modelberegninger med andre forudsætninger, der viser det modsatte.

Så hvorfor siger man det ikke, som det er, at når de rige betaler mest i skat, så får de også mest ud af en skattenedsættelse? Og hvorfor siger man ikke, at lavere skatter godt nok fører til et samfund, der er en lille smule mere ulige, men at det gavner alle, for det er udtryk for, at velstanden stiger, når f.eks. aktiekurserne stiger og flere kommer i arbejde? Og hvorfor siger man ikke, at der er så få rigtig rige, at deres provenumæssige del af skattelettelserne er meget begrænset; men at det er de mærkbare skattelettelser til store brede dele af befolkningen, der for alvor trækker provenu?

Man kunne også mere tydeligt påpege det absurde i den tanke, at borgerlige politikere over en bred kam skulle have et behov for at gøre noget helt særligt for de allerrigeste i landet. Hverken folketingsmedlemmerne  eller deres mange tusinde medlemmer ude omkring i de borgerlige partiers vælgerforeninger er generelt særligt rige. Og borgerlige politikere har naturligvis helt den samme sociale samvittighed over for de svage i samfundet som mennesker og som politikere, som socialdemokratiske og socialistiske politikere har. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, ældreminister Thyra Frank og socialminister Mai Mercado stræber alle lige så meget efter at gøre det godt på deres områder for de, som har brug for samfundets omsorg og bistand, som politikere i Socialdemokratiet eller på venstrefløjen ville have gjort det.

Udfordringen er selvfølgelig, at der tilsyneladende ikke er flertal i befolkningen for en borgerlig økonomisk politik. Socialdemokratiske synspunkter i forhold til lighed og velfærd har vundet kraftigt frem gennem mange år.

Borgerlig strategisk kommunikation har manglet

Årsagen er flere års mangel på strategisk borgerlig kommunikation, der gøder jorden for det, man nu foreslår. Hvis de borgerlige er så bekymrede for deres egen skygge, at de holder deres fordelingspolitiske grundholdninger skjult, hvem skal så fremme dem?

Lighed som målsætning er blevet et mantra, ingen rigtig har turde udfordre eller i hvert fald nuancere. Men det er som om, at den seneste uges diskussion har fået flere borgerlige politikere frem i lyset med deres grundlæggende synspunkter. Simon Emil Ammitzbøll gjorde det i Deadline den dag, skatteforslaget blev fremlagt. Brian Mikkelsen havde bl.a. et fint indlæg i Berlingske fredag om retten til at drømme og have visioner. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det meget tydeligt i et interview i Berlingske søndag.

Nu er chancen der for at bruge det samlede finanslovudspil som en platform til at sætte en borgerlig dagsorden, der kan aflæses i den offentlige opinion i de kommende år, uanset hvilken skæbne udspillet fra regeringen får. Men skal det gøre en forskel, skal det være en vedvarende strategisk kommunikation, der er konsistent, uanset den turbulens, man måtte møde på vejen.