Ni måneders værnepligt. Til alle. Nu!

Samfundet skrider.

Dekade efter dekade med tiltagende ansvarsforflygtigelse som konsekvens af statens umyndiggørelse. Ingen skal have ansvar for noget. Ingen skal lære noget, ikke alle kan lære. Vi er alle ofre, det er samfundets skyld og alt det der. Offerkortet spillet i hænderne på os alle sammen.

Alle har mistet respekt for alle og alting. Egoismen regerer. Overalt. Men selv om de fleste helst vil skyde skylden på Joachim B. Olsen, de politisk korrektes prügelknabe numero uno, så kommer uvæsnet altså ud af de mange dekader med målrettet umyndiggørelse.

Samtidig vånder børnehaver, folkeskoler og andre institutioner sig under voksende omkostninger. Plejehjem spinker, sparer og berøver de ældre den smule anstændighed som de burde have, også selv om nogle af dem netop er 70’ernes venstreorienterede topegoister; dem, der har ført os direkte ind i tidens ucharmerende og respektløse me, myself & I.

Men hvordan gør vi så noget ved det?

Well, et naivt bud kunne være at udvide den traditionelle værnepligt til en egentlig samfundspligt. For alle unge i en årgang. Uden mulighed for at trække frinummer eller på anden måde undslå sig at bidrage til fællesskabet.

Ni måneders samfundspligt, hvor de unge ikke kun sættes til at forsvare landet, men i lige så høj grad sættes til at forsvare og bidrage til den medmenneskelighed som vi har ladet os berøve en hel del af.

Det kræver selvfølgelig en masse koordinering og alt muligt andet administrativt – og uden tvivl korsets tegn fra mine liberale venner og helt sikkert indignerede oratorier fra forbenede og forbitrede fagforeningsfolk – men tænk, hvor mange varme hænder, der hvert eneste år kunne sendes ud til plejehjem, daginstitutioner, sygehuse og skoler.

Og hvor meget hver årgang unges målrettede omgang med ikke kun forsvaret, men også ældre, syge og børn kunne bryde egoforbandelsen og styrke respekten, samhørigheden og fællesskabsfølelsen i samfundet.