Familien må forsvares imod fri abort, prævention, solomoderskab og velfærdsstaten

Familien er samfundets naturlige byggesten. Det er i familien, børn opdrages. Dér, de får deres første moralske vejledning, dér, hvor grundstenene til deres personlighed lægges. Familien er centret for kærlighed, intimitet og loyalitet. Den hjælper sine medlemmer med at træffe beslutninger, beskytter dem mod farer og dårlig indflydelse, og selvom unge menneskers karakterudvikling i høj grad påvirkes af jævnaldrende i deres omgangskreds, så er det i familien, vi forberedes til at indgå i relationer med andre. Vi lærer at vise tolerance, overbærenhed og tålmodighed, for vi har ikke selv valgt vores forældre, søskende, bedsteforældre, onkler og tanter, men vi må forsøge at få det bedste ud af forholdet til dem. At indgå i en familie er forbundet med ansvar og forpligtelse, og det er ikke alene sundt og stabilitetsskabende, det er også med til at få det bedste frem i mennesker. 

Gode og stærke familier er af afgørende for, at vort samfund fungerer godt, og derfor er det ærgerligt, at familiens levevilkår som konsekvens af særligt tre udviklinger er blevet forringet. 

Fri sex og fri abort 

For det første har udbredelsen af prævention betydet, at vi kan gøre brug af hinandens kønsorganer, uden det er forbundet med nogen nævneværdig risiko for graviditet, og når man ikke risikerer, at de seksuelle aktiviteter ender med en baby, behøver man ikke bekymre sig synderligt om sin partners kvaliteter uden for soveværelset, og om man ønsker at danne en familie med vedkommende. Man kan dyrke uforpligtende sex fra en tidlig alder og blive ved, til man ikke længere kan stå. Familien er med andre ord ikke længere en forudsætning for at udleve sin seksualitet.

Skulle man alligevel vælge at stifte familie, kan man ved brug af kondomer, p-piller, spiraler og andet brede sine seksuelle aktiviteter ud over familiens grænser, så de involverer andre end ens partner. Vel at mærke uden omkostninger i form af nye babyer. Selv hvis det skulle ende med en uønsket graviditet, kan man nemlig slippe ud af kattepinen via den fri og aftabuiserede abort. Dermed er den eneste bekymring, man skal gøre sig under sine eskapader, om man bliver opdaget.

Soloforælderskab er en trussel

En anden faktor, der medvirker til at svække kernefamilien, er muligheden for kunstig befrugtning af enlige kvinder. Solomoderskabet har været et heftigt debatteret emne i Berlingske denne sommer, og selvom det endnu ikke er et voldsomt udbredt fænomen, er det en trussel mod den stabile familie, ligesom det vil være det, hvis kommercielle rugemødre bliver tilgængelige for enlige mænd med et ønske om at blive fædre. Solomødre vælger i mange tilfælde inseminationen som sidste udvej, når det biologiske ur er ved at tikke ud. Derfor bør solomoderskabet snarere ses som en konsekvens af den seksuelle frigørelse og af mænd og kvinders manglende lyst og evne til at binde sig i forpligtende forhold end som udtryk for et dybt funderet og principielt valg om at være alene med sit barn. Ikke desto mindre er muligheden for soloforælderskab et problem for familien, idet sidstnævnte starter ud med at skulle holde balancen på et ben frem for to. Selv hvis en partner skulle komme til undervejs, vil bindingen til de andre familiemedlemmer ikke være så stærk, som hvis vedkommende havde været med fra start. Man elsker ikke andres børn så højt som sine egne, i hvert fald ikke til at starte med, og derfor er det lettere at glide ud af konstellationen igen, når den modgang, der uvægerligt melder sig i forhold, stikker hovedet frem.

Velfærdsstaten som familiens fjende

Endelig er der velfærdsstaten, som på væsentlige områder trænger sig ind på familiens territorium og søger at overtage dens funktion og ansvar. Den gør enlige kvinder fri for at finde en partner, hvis de vil være mødre, ved at betale for deres fertilitetsbehandling; den bestikker forældre til at lade sig skille, idet den overtager en stor del udgifterne, skulle man vælge at blive enlig forsørger; den tiltvinger sig pasningen og opdragelsen af børn ved at opkræve verdens højeste skatter og afgifter, så det kun er muligt at leve rimeligt som kernefamilie, hvis begge forældre arbejder, og børnene parkeres i vuggestuer og børnehaver; den tillader NemId-skilsmisser, så man med et museklik kan forlade den, man har lovet evigt troskab.

Familien må forsvares

Familien er altså under massivt pres fra mange sider, og hvis man ønsker et samfund, hvor den fortsat udgør det stabile fundament, er det nødvendigt at forsvare den. Ikke ved at forbyde alt, der går den imod, men ved at føre familiepolitik, der kan afvæbne en del af truslerne imod den, og gøre den til et naturligt og attraktivt valg for flere. En del handler om skattepolitik, hvor registreringsafgiften gerne skulle afskaffes og indkomstskatten sænkes; en anden om privatisering af daginstitutioner, så de bedre kan agere frit og tilpasse deres tilbud til familiernes behov; en tredje handler om afskaffelsen af NemId-skilsmissen og genindførelsen af den tvungne separationsperiode; en fjerde om en generel værdikamp til fordel for forpligtelse, tradition og ansvar og imod uhæmmet selvrealisering, hyperindividualisering, rettighedsfetichisme og verdensborgeri.

Det mener jeg, hvad mener du?