Politiet er så ramponeret af kritik, at ledelsesmagten er i fare

Politiet slås – nu med hinanden. Den voldsomme offentlige kritik fra medarbejdere af Politiets øverste ledelse er et blændende eksempel på, hvorfor medarbejderinvolvering ikke er blødt og harmløst. Det er benhård og ansvarlig ledelse.

Politiets ledelse er af udfordret af bandekrigen. Spektakulært, at udfordringen kommer fra egne rækker. Berlingske lagde i går spalter til, at tillidsrepræsentanter  kritiserede Politiets øverste ledelse voldsomt. Fællestillidsmand Torben Ryttergård opfordrer faktisk til at afsætte rigspolitichefen: ”Jeg og mine kolleger håber, at vi snart ser en anden i spidsen for dansk politi.”

Menige politi-ansatte giver deres personlige indsigelser til kende offentligt. På Facebook er et opslag fra en politibetjent delt 700 gange og fået 1300 ’likes’. Her beskrev David Korsgaard Greve at medarbejdere havde ’råbt og skreget’, og han advarede om ”…faneflugt i politiets rækker, når tilværelsen for den enkelte ikke længere hænger sammen.”

Kritikken går på, om ledelsen giver et retvisende billede af organisationen. For borgere og politikere er det jo helt afgørende at vide, hvad politiet kan levere til os og tager ansvar for i vores samfund. For de ansatte i politiet er det afgørende for deres arbejdsforhold og personlige sikkerhed i udførelsen af opgaverne.

Situationen

En ultrakort gengivelse – for min egen regning: Københavns Politi udsendte i weekenden en meddelelse om, at mænd mellem 17 og 25 år frarådes at gå på Nørrebro. Politiet kan ikke garantere for disse borgeres sikkerhed. Helt uhørt i Danmark og ikke er set siden krigen. Anden verdenskrig altså. Imens udtaler Rigspolitichefen til TV2, at politiet har de nødvendige ressourcer og nok skal få styr på det igen. I går fulgte så den offentlige mistillid fra medarbejdere, som fortæller at der mangler mandskab ”ude i den spidse ende på gaden”.  Den offentlige kritik fra egne rækker har fået Rigspolitichef J H Højbjerg til i dag i Politiets fagblad at anerkende de konsekvenser af ressourceprioritering, medarbejderne advarer imod.

Oversat til en almindelig organisation, så har vi et billede af en øverste ledelse, der gør sig lækker for bestyrelsen og dermed sikrer egen position. Samtidigt oplever de ansatte et svigt, fordi deres viden om konsekvenser og arbejdsvilkår forties.

Skaden er sket

Skaden er sket, når medarbejdere kritiserer ledelsen offentligt og voldsomt. Det handler om mere end at ’vælge side’. De ansvarlige beslutningstagere – her vil det i øverste instans sige justitsministeren – står i et kæmpe dilemma. Den typiske reaktion er at bakke den øverste leder op, præcist som justitsminister Søren Pape gør i dag. Det er nødvendigt, for hvis kritiske medarbejdere kan diktere ledelsens afgang,  vil ledelsesmagten i praksis være givet til dem fremover.

På den anden side er ledelsen så ramponeret af åben kritik, at ledelsesmagten er i fare, trods opbakning fra øverste beslutningstagere i bestyrelsen, på politisk niveau eller hvor den magt nu ligger. Det er ’dead man walking’ på direktionsgangen.

Derfor har de øverste ansvarlige virkeligt en udfordring, der kræver stillingtagen og handling. Læg dertil, at indtil de handler, har de ansvaret for alt. Nu er de jo bekendt med, at der ikke er en sammenhæng mellem de rapporter, ledelsen giver, og den organisation der skal levere.

Så hva’ nu, når skaden er sket?

Klog af skade

Situationen er til at blive klog af, for det viser jo, at medarbejderinvolvering ikke bare er blødt og harmløst. Det er benhård og alvorlig ledelse, for en leder uden følgeskab er ikke leder. Så er der jo ikke nogen organisation til at levere på ledelsens beslutninger og forpligtelser.

”Vi er hans medarbejdere, men han lytter ikke til medarbejderne”, siger Torben Ryttergård. Det er smertefuldt for alle, når den øverste ledelse ikke lytter men bare vænner sig til, at organisationen ’støjer’. Så opstår situationen, hvor medarbejdere bryder rapporteringsgange og kræver at blive lyttet til.

Der er mange indikatorer, som en bestyrelse kan orientere sig efter uden at være illoyal over for den øverste ledelse: Personaleomsætning, sygefravær, klimamålinger, osv. Men de færreste bestyrelser sidestiller denne bløde rapportering med f.eks. økonomirapportering. Jeg synes, at det er uforståeligt og uansvarligt, og denne sag viser hvorfor.