Er palaveren om social ulighed ikke bare ren teatertorden?

Der er en masse palaver om ulighed, og at det vist ikke er så godt lige nu. De rige bliver rigere hurtigere end de fattige bliver mindre fattige.

Og den større sociale ulighed er, lyder både professorale og politiske tordenrøster, mægtig farlig, fordi den fører til mindre tillid og mere kriminalitet.

Uha!

Det må være derfor vores børn opgav at sælge æbler ved vejen. Pengene blev hugget. 25 kroner, 50 kroner. Anseelige summer, når man sparer sammen til kaninfoder og den slags – og har brugt tid på at samle, sortere og vaske. Og penge på indbydende poser.

Måske var det derfor vores lokale put-and-take lukkede, da dens pengeskab for femte gang blev åbnet med skærebrænder og tømt for de 300 kroner som dagens lystfiskere havde erlagt.

Eller derfor olietørstige, lyssky elementer drages af brændstoftanken til vores korntørringsanlæg. Og tømmer den hurtigere end vi selv kan, hvis de får lov?

Se, det er jo så en mægtig god forklaring. Al den voksende ulighed. Føj for pokker.

Men, hov, hvad så med i gamle dage? Hvor der vistnok var mere ulighed? Hvor færre havde mere og de fleste henslæbte deres udbyttede liv i åbenbart stærkt kriminaliserende armod? Uden ret meget salt til deres æg eller sjove ting på to do-listen?

Dengang, hvor vi, herude på landet, ikke havde nødig at låse hverken biler, værksted eller hoveddør. Hvor ungernes æblesalg kunne florere uden forbipasserende tømte pengekassen. Hvor brændstoftanken kunne stå ulåst midt i gården uden nogen kom i nærheden af at lænse den uberettiget.

Nu har jeg ikke megen eller kvalificeret forstand på samfundsvidenskab og kriminologi, og jeg ved også, at det er taknemmeligt at lave statistik på tre punkter.

Men det forekommer mig alligevel, at den stordundrende ulighedstale mestendels er teatertorden? Og at der er andre og mere farlige ting på spil end to procentpoints oder so stigning i uligheden i et af verdens i forvejen mest udglattede samfund?