Socioøkonomisk virksomhed gør mig både optimistisk og kynisk

I Saxogade på Vesterbro foregår et spændende projekt: Med NGO’en ”Settlementet” ved roret er gaden ved at omdanne sig til en social handelsgade, hvor butikkerne åbner op og giver mulighed for, at folk udenfor arbejdsmarkedet kan komme ind i praktik og senere også i støttet beskæftigelse, fx fleksjob. Det hele er tænkt i en trappemodel, hvor ledige borgere kan starte i aktivering i den lokale café, som bedst kan rumme de langtidsledige. Her arbejder Settlementet med borgerens kompetencer, hvorefter de bliver sluset videre til næste projekt – og på langt sigt helt ud af gaden. Foreløbigt har de handlende taget godt imod initiativet. De første 20 borgere er i gang og er meget glade, og Tuborgfonden har lagt over 5 mio. kr. i projektet, mens Københavns Kommune også støtter projektet økonomisk.  

Så langt, så godt. Hvad skal man mene om dette? Er det en model til efterfølgelse, eller endnu et hattedame-projekt, understøttet af kommunale midler? For nærværende må man nok sige, at juryen fortsat voterer.

Godt med fokus på arbejdsmarkedskompetencer
Det gode først: Det lader til, at Settlementet og forsøget i Saxogade rent faktisk fokuserer på arbejdsmarkedskompetencer – altså, hvad det vil sige at møde på arbejde, hvordan man går til hånde i en butik, og hvordan man er sin løn værd. Det er fint fremfor de kommunale projekter, hvor der fokuseres på mindre ambitiøse - og mere diffuse - mål om ”hverdagsmestring”. Det er også fint, at det endelige mål ER ordinær beskæftigelse, hvilket mange af de kommunale projektmagere afviser med henvisning til, at ”så langt kommer Lajla eller Gunnar aldrig”. Jeg finder det også positivt, at projektet hævdes at arbejde med en kommerciel bundlinje, hvor forsøget i Saxogade over tid skal kunne løbe rundt uafhængigt af tilskudsmidler.

Skidt med manglende økonomisk transparens
Så alt er tilsyneladende godt! Men der er også udfordringer ved Settlementets konstruktion. Allerførst sammenblandingen af offentlige og private midler. Som medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Kommune er det umuligt for mig at få et overblik over pengestrømmene og dermed et overblik over, hvad den enkelte borgers forløb reelt koster. Settlementet får penge fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og fra Socialforvaltningen. Tilmed bliver mange af borgernes forløb delvist finansieret af statslige aktiveringsmidler og som nævnt også af Tuborgfonden, ligesom A.P. Møller Fonden er på vej med nye penge. Her ville det være ønskværdigt med større klarhed over pengestrømmene.

Uden transparens vedrørende financieringen opstår der nemlig let en mistanke om, at vi bare betaler Settlementet og Saxogade for at ”lege butik”, og på dén måde får nogle af vores ledige beskæftiget i kunstigt skabte jobs... Og så er spørgsmålet, hvor meget værdi projektet reelt har skabt.

Held og lykke med det videre arbejde
Kan Settlementets gode arbejde lykkes, vil meget være vundet. Vi vil kunne lukke de nuværende – og meget ineffektive – lokale beskæftigelsesprojekter og satse på noget, der rent faktisk virker. Og vi vil stå med en model, der i bedste fald kan eksporteres til andre dele af København. På et tidspunkt skal vi jo i gang med at få flere beboere fra Tingbjerg i arbejde, og hvis vi ser mod Aarhus, så er kommunens indsats for at få beboerne i Gjellerupparken i arbejde i høj grad baseret på socioøkonomiske virksomheder. Jeg ønsker Settlementet held og lykke og glæder mig til at lukke de kommunale kasser i og se projektet stå på egne ben.