Aarhus Universitet svigter den fri debat

Sandheden kan være ilde hørt, men hvis der er ét sted, hvor sandheder skal kunne præsenteres uanset deres bekvemmelighed, så er det på vore universiteter. Fri forskning, åbenhed og ærlighed om kilder, metoder og resultater er det udgangspunkt, der kan sikre, at den videnskabelige undersøgelse, samtale, faglige kritik og udveksling kan give os en stadig bedre forståelse for, hvordan vores verden hænger sammen og klarlægge, hvad det vil sige at være menneske.

 

Netop, fordi universiteternes rolle er så central, er det vigtigt, at forskeres arbejde og den videnskabelige samtale ikke obstrueres; hverken af politikere, interesseorganisationer eller universiteterne selv. Selvom det måske lyder ganske barokt, forekommer det desværre oftere og oftere, at universiteter og studerende selv er med til at gøre livet besværligt for forskere, hvis forskningsinteresser og resultater ikke falder i smag.

 

Ganske opsigtsvækkende måtte den anerkendte amerikanske politolog Charles Murray i marts måned tidligere på året eksempelvis flygte fra en horde af vrede og delvist voldelige studerende, der, fordi de følte sig stødte over hans forskningsresultater, fandt det rimeligt at drive ham ud af auditoriet, hvor hans oplæg skulle afholdes og senere ud af det afsikrede rum, der i forvejen var blevet forberedt, så forelæsningen kunne transmitteres på afstand i tilfælde af uregerlige studerende. Murray og arrangørerne kom heldigvis i sikkerhed, men måtte flygte igen til et fjernere beliggende spisested, da patruljerende studerende fandt dem på en restaurant tæt på universitetet. Sagen er et af flere tilfælde i USA, men også England og Tyskland, hvor forskere og tænkere, hvis arbejde udfordrer et bestemt verdensbillede, søges censureret bort af studerende og akademisk personale, der føler sig krænket.

 

Der har, så vidt jeg ved, ikke fundet lignende optrin sted i Danmark i nyere tid, men det er alligevel stærkt bekymrende, at TV2 Østjylland fredag aften den 26. maj kunne berette, at meget tyder på, at der også på Aarhus Universitet findes en lomme af den krænkelseskultur, der søger at undertrykke forskning, hvis konklusioner indeholder ubekvemme og upopulære resultater. Ikke via faglig og videnskabelig kritik, men via simpel chikane. Nærmere drejer sagen i Aarhus sig om, at fakultetsledelsen på Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet angiveligt har syltet en sag, hvor studenterforeningen Konservative Studenter (KS) har forespurgt at låne et lokale til et arrangement med intelligensforskeren, professor emeritus i psykologi Helmuth Nyborg. Normalt ekspederes en sådan forespørgsel per rutine inden for en uge, men i dette tilfælde måtte KS vente i over halvanden måned på en afklaring, der kun kom, efter sagen var bragt videre til TV2 Østjylland, som henvendte sig til universitets pressechef for at få en kommentar.

 

Nyborgs forskning, som jeg selv har omtalt i et tidligere indlæg her på bloggen, er kontroversiel, og det var netop med henvisning til den kontroversielle forskning, at universitet i korrespondancen med KS begrundede forsinkelsen: Oplægsholderen var umiddelbart ikke velkommen på universitetet, og det var at forstå, at man ved at skifte oplægsholder hurtigt ville kunne få tildelt et lokale.

 

Hvis man præsenterer forskningsresultater, der viser, at der er flere meget intelligente mænd end kvinder, og at afrikanere i gennemsnit er markant mindre intelligente end europæere, der igen er mindre intelligente end nogle grupper af asiater, bør man forvente at få lidt vind på næsen i den offentlige debat, men man bør dog kunne regne med, at eventuel kritik og modstand på universiteterne er af videnskabelig og faglig karakter. Det var den ikke i Aarhus. Hverken tidligere eller i sagen om lokaletildelingen.

 

Universitetets kommentar til TV2 Østjylland var i øvrigt, at forsinkelsen i behandlingen af studenterforeningens henvendelse skyldtes en kommunikationsfejl, og at der straks ville blive fundet en løsning med arrangørerne af oplægget. Det sidste blev der ganske vist, men forklaringen ville stå stærkere, hvis der blev fremlagt dokumentation for, at der virkelig var tale om en kommunikationsfejl og ikke et forsøg på at sylte og lukke ned for diskussionen af ubekvemme forskningsresultater. Var der reelt tale om syltning, som noget kunne tyde på, er sagen faktisk en skandale.