Stort kram til Hella Joof: Men du er på gale veje

Det er næsten ikke til at bære at skulle gøre sig lystig over Hella Joof. Når man ved, hvor begavet hun er som skuespiller, som instruktør og som klog monopolist. Og når man ved, hvor morsom og underholdende hun er samme steder.

Så, stort kram!

Men nedbrændte indianerlandsbyer som billede på en i os naturligt boende egodisruption er altså en vildfarelse.

Først og fremmest er det vist så som så med det historiske belæg for den slags. Og det er der en vis logik i. Hvorfor skulle et folk, der lever på eksistensminimum, med vilje brænde deres bosteder ned? Det ville svare til, at inuitterne kastede deres igloer, slæder og sælskind i havet fordi de nu ligesom var nået til et naturligt stadie i deres udvikling. Not gonna happen.

Dernæst tager den samfundsmæssige benefice af rygende ruiner i indianerlandskabet vist mestendels udgangspunkt i den flagellerende opfattelse af mennesket som korrumperet af civilisationen. Og forestillingen om de ædle vilde, der evnede at leve i pagt med naturen uden smag for luksus og det ydre; var i kontakt med alting og sunde og opretstående – i dag så glimrende eksemplificeret ved den herostratisk berømte TV-bonderøv.

Men det er altså en paradisisk vildfarelse om lændeklæder og lavthængende frugter. Og i denne sammenhæng desværre et slør henover det måske vigtigste i Hella Joofs budskab:

At vi ikke skal være bange for udviklingen. Ikke bange for fremtiden, ikke bange for, hvad der kan og skal ske. I mere end denne sammenhæng. Får frygten først overtaget, taber vi kontrollen med os selv og over hvad vi gør – og ikke mindst hvad andre gør ved os.