Europa har måske en fremtid

EU har måske en fremtid. Det er da en god nyhed efter år, hvor elendighederne ikke har haft ende. Bare et par dramatiske højdepunkter fra en lang række opslidende begivenheder: Grækernes gældskrise, som tydeliggjorde euroens udfordringer. Flygtningekrisen, som udstillede EU’s manglende samarbejde om at sikre de ydre grænser. Fremvæksten af EU-skeptiske partier, som har vundet vælgertilslutning i mange EU-medlemslande og ledte til den Brexit-afstemning, der nu ryster EU i sin grundvold.

Men netop det kan vise sig at være begyndelsen på konstruktiv og nødvendig udvikling af EU. 2017 har foreløbigt budt på valgresultater, der udfordrer den pessimisme, der ellers har domineret debatten om EU’s fremtid. Vi har set et valg i Holland, hvor EU-skeptikere ikke vandt så overbevisende, som forventet. Nu ser vi i Frankrig, at Emmanuel Macron har vundet over erklærede EU-modstandere netop på en pro-EU-linje og økonomisk reformlinje.

Nervepirrende
Ventetiden er nervepirrende forud for valget til den franske nationalforsamling den 11. og 18. juli. Her ser vi, om Macron opnår det nødvendige arbejdsgrundlag for at reformere landet og dermed muliggøre EU-samarbejdet.  

Næste afgørende valg finder sted i Italien, senest i maj 2018. Her fører 5-Stjernebevægelsen med komiker Beppe Grillo, som underholder vælgerne med sin EU-modstand. Og manden bliver taget seriøst.

Disse valg handler grundlæggende om den europæiske befolknings forståelse af og vilje til at reformere deres økonomier og især deres arbejdsmarkeder, som forhindrer EU-samarbejdet i at fungere.

Dysfunktionelt EU
Reformer er afgørende for, at euroen kan fungere. Som udgangspunkt var euroen udfordret, fordi valutaunion blev gennemført, før landenes økonomier var tilstrækkeligt harmoniserede. I en økonomisk monetær union binder landene uigenkaldeligt deres valutaer sammen. Når først det er sket, er det afgørende, at landendes økonomier udvikler sig ensartet. Det går for eksempel galt, når omkostningsudviklingen er ude af trit mellem landene. Hvis det sker, bliver virksomheder i lande med for høj omkostningsvikling ukonkurrencedygtige, og landene får lav vækst, arbejdsløshed og øget gæld.

I gamle dage kunne det enkelte land devaluere sin egen valuta for midlertidigt at genskabe konkurrenceevnen. Det kan lande i Eurozonen ikke i dag, for valutaerne er bundet sammen.

Nationale forskelle
Euro-samarbejdet knirker, fordi lande som Frankrig og Italien ikke har gennemført økonomiske reformer. Tyskland og Danmark er eksempler på lande, som har gennemført smertefulde men nødvendige reformer siden 2000. Grækenland har ikke fået meget anerkendelse for, at landet faktisk har lært af gældskrisen i sommeren 2015 og nu har gennemført nødvendige reformer. Spanien er også et godt eksempel. Men vi venter på Frankrig og Italien, hvor de kommende valg er afgørende for udviklingen i EU.

Rabat på aktier
Dysfunktionalitet i den europæiske monetære union har medført, at europæiske aktier handles med 15 procent rabat i forhold til amerikanske aktier. Den rabat afspejler de dårlige rammebetingelser for virksomheder i EU og den politiske risiko i Euro-zonen.

Men med risici følger muligheder. Det betyder, at europæiske aktier jo netop kan genvinde værdien, hvis udviklingen i EU bliver mere konstruktiv.

Håb om fremtid
Vi står foran meget vigtige valg i Europa i 2017 og 2018. De foreløbige resultater i Holland og Frankrig giver håb om, at Europa måske har en fremtid, fordi flere vælgere viser erkendelse af behovet for økonomiske reformer.