Den gule postbil på Bornholm

De fleste erkender, at disruption for det meste er gammel vin på nye flasker, om end de er meget, meget flotte, flaskerne. Og noget er der om erkendelsen; disruption er vist i en og anden form foregået til alle tider (ild, hjul og vaskemaskiner), og mon ikke de fleste etablerede virksomheder alligevel overlever, hvis de ellers er skruet bare nogenlunde fornuftigt sammen? Og de, der skal dø, også bare gør det?

Alligevel er det svært at se begrebet gå væk lige med det samme. Ligegyldigt, hvor åbenlyst hypet al virakken omkring disruption tilsyneladende er.

Sådan fornemmer man også, at vores, i kortere øjeblikke kære, statsminister har set på det, da han bad nogen hjælpe sig med at lave et disruptionråd. For at sikre, som Løkke har udtrykt det, at vi kan ”omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale løsninger.”

Og det er jo vældig fint, at en masse gode mennesker kan komme med i et godt råd, diskutere og måske endda barsle med en rapport, der måske vil fastslå, at forenklede regler, bedre adgang til risikovillig kapital og lavere skat er nødvendige hjørnesten, hvis Danmark skal disrupte sig frem i verden.

Det er altid en god idé med kloge og gode folk, der taler sammen. Og rådet skal have al mulig held og lykke med denne ellers ikke særligt disruptive afart af "pick the winner".

Men overordnet minder disruption-diskussionen og ikke mindst forestillingerne om det ikke-disruptede forarmede fremtids-Danmark lidt om den åndeløst intense vejrrapport fra et snedækket Bornholm i midten af 1980'erne.

Her rapporterede en apokalyptisk stakåndet journalist live om intet mindre end det totale bornholmske infrastrukturelle snekollaps – alt imens en af postens små gule Renault’er, under det dramatiske indslag, helt og aldeles uanfægtet trillede forbi i baggrunden, givetvis i gang med sin vante rute.