København dræber konkurrence om kommunale opgaver

Intentionerne om flere og bedre udbud af kommunale opgaver er der absolut, når man læser Københavns Kommunes Erhvervspolitik. ”København vil […] bruge sin købekraft og sine høje politiske ambitioner til at understøtte erhvervsudviklingen gennem innovative udbud og partnerskaber.” Om det samme gælder decideret konkurrenceudsættelse, kan man blive i tvivl om. Konkurrenceudsættelse nævnes slet ikke i erhvervspolitikken.

København nede som nr. 82
Også i virkelighedens verden ser det trist ud. Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop offentliggjort tal for, kommunernes konkurrenceudsættelse, den såkaldte Indikator for Konkurrenceudsættelse (IKU). Tallene viser, at kommunerne i 2016 konkurrenceudsatte 26,9 pct. af de udbudsegnede serviceopgaver. Det gælder opgaver som rengøring, ejendomsvedligehold, kantinedrift og vaskeri.
Københavns Kommune halter efter landsgennemsnittet, da hovedstaden i 2016 kun konkurrenceudsatte 24,1 pct. af de udbudsegnede opgaver. Det giver en lidet flatterende 82. plads blandt de øvrige kommuner. København hører altså nu til blandt de kommuner, der skaber mindst konkurrence om offentlige opgaver. Dermed lever kommunen op til sit ry som en af de kommuner, der er ringest til at skabe gode vilkår for at drive virksomhed og skabe private arbejdspladser.

Ydermere viser en nylig redegørelse fra overborgmester Frank Jensens (S) Økonomiforvaltning, at IKU’en for Københavns Kommune til og med 2014 har været holdt på et kunstigt højt niveau. Kommunens konteringspraksis har været misvisende, idet ”interne handler” -altså køb og salg mellem kommunens egne enheder - fejlagtigt er blevet talt med som en del af kommunens konkurrenceudsatte ydelser. Konteringsfejlen betød, at Københavns Kommunes IKU i 2014 lå på 27,5 pct., hvilket var over landsgennemsnittet og resulterede i en 28. plads. Efterfølgende er kommunen altså faldet fra top til bund på IKU-skalaen.

Brug for ny strategi
Den triste udvikling understreger, at der er behov for at arbejde mere ambitiøst og strategisk med konkurrenceudsættelse i Københavns Kommune. Som kommune er der en række redskaber, vi kan tage i brug, f.eks. at sætte et klart mål for konkurrenceudsættelsen og udarbejde en udbudsstrategi, der forklarer, hvordan kommunen vil nå målet.

Til inspiration kunne vi i København passende kigge til nabokommunen, Frederiksberg. Her har man en strategi for arbejdet med konkurrenceudsættelsen, et ambitiøst mål om at øge IKU’en til 33 pct. og konkrete anvisninger på, hvordan kommunen skal nå målet. Når naboerne i Frederiksberg Kommune kan øge konkurrenceudsættelsen og arbejde mere strategisk med udbud, så kan vi selvfølgelig også gøre det i Københavns Kommune.

Helt konkret vil jeg opfordre kommunens chefer til at gennemgå deres opgaver med henblik på at vurdere, om opgaverne kan løses på en bedre måde, herunder ved at udsætte opgaven for konkurrence. Det vil være interessant at bryde tallene ned, så vi politikere i Borgerrepræsentationen får et overblik over, hvilke opgaver i hvilke forvaltninger, der pt. er konkurrenceudsatte, og hvilke opgaver, der har potentiale til at blive konkurrenceudsat.

Ikke overraskende lader der især til at være et stort potentiale på Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabells område. Her kan Københavns Kommune tilsyneladende konkurrenceudsætte langt mere, end man gør i dag.
Eksempelvis har Holstebro Kommune vist, at det i praksis er muligt at konkurrenceudsætte stort set alle opgaver inden for transport og infrastruktur. Det gælder blandt andet opgaver som vejvedligeholdelse og drift af parkeringsområdet. Her løser Københavns Kommune stadig en stor del af opgaverne i eget regi, selvom der er tale om serviceydelser, som leveres på velfungerende private markeder.

Det er en fordel for København, hvis vi som kommune kan udsætte flere offentlige serviceopgaver for konkurrence fra private virksomheder. Det øger innovationen, og så får vi mere kvalitet i velfærden, uden at vi skal opkræve mere i skat. Det er sund fornuft, og det er vejen frem for København, som pt. har en tendens til at holde på opgaverne i forvaltningerne – selvom private firmaer står klar til at løse opgaverne bedre og billigere. Det er en dårlig forretning for borgerne. Vi skylder københavnerne, at vi rent faktisk lever op til intentionerne i kommunens erhvervspolitik, så de kan få den bedst mulige service for deres skattekroner.