Macron bliver afgørende for dansk politik de kommende år

I går holdt jeg et oplæg og deltog i en drøftelse om megatrends i politik globalt og i Danmark. Drøftelsen fandt sted på et strategiseminar i ledelsen af den danske afdeling af en global virksomhed, og på et tidspunkt spurgte den amerikanske direktør mig, hvem, som kunne stå frem som afgørende for stabilitet og fremgang i dansk politik og økonomi. Mit svar var – Macron og Merkel.

En både stor og skrøbelig sejr

Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron vandt en på én gang stor og en skrøbelig sejr. Stor fordi Macron er blevet præsident på trods af, at han ikke en gang har et parti eller pladser i Nationalforsamlingen bag sig; men blot sin to år gamle bevægelse "En Marche", der nu bliver et politisk parti med navnet "Republique en Marche". Og ikke mindst stor fordi han vandt to tredjedele af stemmerne i anden runde af det franske præsidentvalg.

Men sejren er også skrøbelig, fordi første runde af valget afslørede, at vel omkring 40 pct. af de franske vælgere er stærkt skeptiske ved EU på trods af, at en positiv EU-politik er basis for Macrons politik. Og skrøbelig fordi det er vanskeligt at se et flertal i den nye Nationalforsamling efter valget i juni for de økonomiske reformer, der er en væsentlig del af Macrons program.

Hvis Macron allerede nu ser fem år frem i tiden til det næste franske præsidentvalg, og det gør han nok, må han indse, at hans succes til den tid ikke mindst beror på, om han kan forsone de franske EU-skeptikere med EU. Det vil kræve, at EU-samarbejdet opnår konkrete resultater, så væsentlige problemer bliver løst til borgernes tilfredshed, og det vil kræve reformer af EU-samarbejdet.

Den tyske forbundskansler har nøjagtig den samme interesse. Uanset om kansler Merkel står som vinderen af det kommende tyske valg til Forbundsdagen i Berlin, eller det bliver SPD's Martin Schultz, så har den tyske forbundskansler en enorm interesse i, at EU-projektet får succes og bred opbakning i hele Europa; også efter Brexit.

Det danske opgør

Det politiske opgør i Danmark handler frem mod næste valg om et eller to år eksplicit om EU, vækst og arbejdspladser samt klima og energi. Det er på disse felter, vandene skiller for alvor. Valget kommer også til at handle om immigration, terror, ældrepolitik og sundhed, men her er partierne ikke for alvor uenige.

Og så vil det implicit være afgørende for næste danske valg, i hvilket omfang det lykkes politikerne at genskabe deres tillid hos vælgerne, der i øjeblikket er meget lav, ligesom den er det i det øvrige Europa, derunder i Frankrig. Man kan også sige det sådan, at de etablerede partier selv skal skabe så meget disruption i politik, at vælgerne ikke efterspørger de disruptive partier til at gøre det.

Berlin-Paris aksen

Aksen mellem Paris og Berlin, mellem Macron og formentlig Merkel, måske Schultz, vil være determinerende for reformer af EU-samarbejdet, der viser empati for de mange EU-skeptikere i hele EU. Og det vil være deres samarbejde, der mere end noget andet afgør, om EU faktisk opnår resultater i forhold til kontrol af de ydre grænser, bekæmpelse af terror og mere vækst og flere jobs i Europa samt fremskridt på klimaområdet og gode handelsrelationer bl.a. til USA.

Nøglen til at opnå både reformer og resultater må blive på én gang at begrænse EU-reguleringen i forhold til medlemslandene til færre områder men samtidig styrke EU på de udvalgte fokusområder, der står tilbage, så man rent faktisk får handlekraft til at gøre en forskel.

Kommer Merkel og Macron sammen med de øvrige europæiske ledere igennem med det, så bliver det afgørende for dansk politik. Hvis EU kan skabe resultater, der skaber mere tryghed for borgerne, vil det på én gang øge tilliden til EU og til politikerne generelt i hele Europa og dermed også i Danmark.

Derfor kan Macron og Merkel blive de personer, der bliver mest afgørende for dansk politik i de kommende år.