Skattelettelser er kernevelfærd

Venstre i København lancerede for nylig et forslag om, at København bør sænke kommuneskatten for at få landets laveste kommuneskat. Konkret betyder det, at København går fra landets 10. laveste kommuneskat på 23,8 pct. til en skatteprocent på 22,4 pct.

Den laveste kommuneskat vil gøre København ekstra attraktiv i forhold til at tiltrække og fastholde arbejdende og højproduktive borgere, herunder de børnefamilier, som på grund af høje boligpriser nu for alvor begynder at flytte fra hovedstaden. Skattelettelsen vil således give en funktionærfamilie et øget rådighedsbeløb på ca. 10.000 kr. om året og en LO-familie ca. 6.000 kr. ekstra.

Overborgmester Frank Jensen (S) benyttede sin 1. maj-tale i Fælledparken til at sige, at Venstres ambition vil medføre dårligere velfærd til københavnerne. Det er ikke tilfældet. Det er trist, at Socialdemokraterne på Københavns Rådhus - uden at kende regnestykket - straks råber op om, at Venstre vil finde penge til skattelettelsen ved at fyre kommunalt ansatte. Socialdemokraternes automat-reaktion går ud på at råbe fuldt stop i højeste alarmberedskab, så snart vi i Venstre prøver på at gå proaktivt til værks og se på, hvordan vi kan gøre kommunen mere effektiv og attraktiv at bo i. Faktum er, at der ikke er nogen modsætning mellem skattelettelser og kernevelfærd. Heller ikke i København. For vi kan sagtens gøre det bedre indenfor de eksisterende kommunale rammer.

Venstres forslag koster 1,5 mia. kr. ud af et samlet budget på 49 mia. kr. i kommunen. Det er en overkommelig besparelse, selvom Frank Jensen som led i sine skræmmekampagner har været ude at sige, at det betyder, at Venstre vil fyre alle skolelærere i kommunen. Sammenlignet med nabokommunen Frederiksberg (som ingen vel vil påstå kører på pumperne) kan man se, at Københavns besparelsespotentiale er på 2 mia. kr. Det kan altså sagtens lade sig gøre at finde 1,5 mia. kr. – uden at vi i København bliver dårligere stillet end borgerne på Frederiksberg. 

Socialdemokraternes argumenter holder ikke vand. Hvis vi skal tage dem for gode varer, skal vi altså også tro på, at det i Københavns Kommune i dag ikke er muligt at spare nogen steder. At der ikke findes overflødige bycykler, som med fordel kunne være drevet af private. At der ikke er dyre lysende bænke, som kunne undværes. At der i det hele taget ikke er flere steder at optimere – selv om Frederiksberg Kommune gør det 2 mia. kr. mere effektivt end København.  

Konkret kan skattelettelsen finansieres ved en generel reduktion af det kommunale budget, hvor det vil være oplagt at se på projektmidler, puljemidler og engangsbevillinger eksempelvis på integrationsområdet. Supplerende kan besparelsen komme fra kommunens personalebudget, hvor en effektivisering for 1,5 mia. kr. vil svare til ca. 3.000 færre ansatte i kommunen. Reduktionen i antallet af kommunalt ansatte kan klares ved naturlig afgang af medarbejdere, der for eksempel går på pension eller skifter job, eftersom der hvert år er cirka 6.000 medarbejdere og ledere i Københavns Kommune, som fratræder deres job i kommunen. Hvis besparelsen findes over en tre- eller fire-årig periode, vil det kunne foregå på en ganske nænsom måde.

Spørger man børnefamilierne, vil mange af dem formentlig takke ja til en disponibel lønstigning på 6.000-10.000 kr. om året. I min optik er der langt mere velfærd i at lade borgerne beholde flere af deres penge i egne lommer end at spilde dem på overflødige, kommunal projekter.