Pukka-netværk fastholder forestillingen om kvindeligt b-hold

Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne tilbageholde et anstrengt suk, da jeg fornyligt modtog invitationen til endnu et såkaldt professionelt netværk for kvindelige forretningsfolk. Been there, done that og fundet ud af, at min forretning og min karriere blomstrer bedst, hvis jeg henter sparring blandt mennesker, som afspejler den virkelighed, jeg agerer i. Og det er altså en virkelighed, der består af både mænd og kvinder. 

Jeg er, som kvinder er flest, så selvfølgelig nyder jeg at mødes med skønne kvinder og dele stort og småt. Der er en  speciel glæde ved at vende udfordringer og sejre med den særlige sans for analyse, der ligger til mit feminine køn. Men jeg står af på trenden med at semi-professionalisere denne glæde gennem endeløse workshops, hvor  man med en kop Pukka-te i den ene hånd og en croissant i den anden får bekræftet forestillingen om, at kvinder ikke har den samme spilleplade som mænd. Det er simpelthen ikke rigtigt mere.  Og det undrer mig i den grad, at der bliver ved med at være nogen, der ser behovet for flere Pukka-netværk, der kun kan tage udgangspunkt i en forestilling om, at kvinder er et b-hold, som har brug for specialklasser.

Ingen opfatter hjælpeklasser som diskriminerende

Samtidig kan man spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis nogen fandt på at markedsføre et professionelt netværk kun for mænd.

Ville kvinder acceptere det? Selvfølgelig ikke!

Ville det blive opfattet og bekæmpet som kønsdiskriminerende?  Naturligvis!

Hvorfor ser vi så ikke samme reaktion fra mændenes side mod de mange professionelle kvindenetværk? Fordi de godt ved, at de ikke har noget at frygte, så længe kvinder opfatter og italesætter sig selv som b-hold. Mændene er fra sportens verden vant til, at man kønsopdeler konkurrencer, så kvinderne også har en chance for at få en guldmedalje, selvom de er mændene underlegne.

I erhvervslivet er kvinder ikke længere underlegne. Hvorfor skal vi så acceptere, at Pukka-netværk tjener penge på at fastholde en gammeldags forestilling om det modsatte?

Fundamental forandring  med ketchup-effekt

Det kan godt være, at det går langsomt med at få køns-statistikken til at gå op, når man kigger på de øverste ledelsesniveauer. Men sådan er det med de fleste fundamentale forandringer i vores samfund. Det går langsomt fremad i mange år, men når forandringen endelig rammer, så opdager man, hvor meget der er ændret på kort tid. Udviklingen er ikke lineær, den er eksponentiel. Kort sagt, så er det den klassiske historie om ketchup-effekten.

Min søn på 11 år vokser op i en verden, hvor både mænd og kvinder bestrider beslutningstager-jobs. For ham er det naturligt, at en kvinde er statsminister i Danmark eller forsøger at blive præsident i USA. Hans mor er direktør og har været det al den tid, han kan huske. Hans kammeraters mødre har lederjobs og deres fædre har kvindelige chefer. Det er ikke en undtagelse mere. Det er bare sådan, det er.

Et konkurrerende medie til Borsen.dk har netop offentliggjort listen over Danmarks 100 største talenter under 35 år.  Uden at forholde mig til listen i øvrigt, kunne jeg ikke lade være med at tælle antallet af kvinder. Der var 41! I 2015 og 2016 var der henholdsvis 37 og 38. Et rigtigt godt tegn på, at der allerede er sket en stor forandring, for sådan så det ikke ud for tyve år siden.

Samme medie var i øvrigt afsenderen på den invitation, som jeg med det anstrengte suk arkiverede lodret der, hvor den hører hjemme, nemlig i mappen med den lille papirkurv.  Sammen med forestillingen om det kvindelige b-hold.