Oppositionens første 100 dage.

Der skal to til tango

”Efter oppositionens første 100 dage under VLAK-regeringen er spørgsmålet, om oppositionen har klaret det godt?” Sådan kunne man også spørge, ligesom meningsmålinger og analytikere helt berettiget vurderer regeringens første 100 dage. For der skal jo to til tango.

Ingen tvivl om, at det efter regeringens første 100 dage er synliggjort for alle, som ikke kunne se det på forhånd, at den borgerlige reformregering nok ikke kommer igennem med mange klare borgerlige reformer. Men er det regeringens eller oppositionens skyld – eller måske vælgernes?

Man kan også se det som en systemfejl, at vi har et valgsystem, der rummer muligheden for et kaotisk parlament med så mange mindre partier, at det er næsten umuligt at navigere med en fast kurs.

Oppositionen skal på dansegulvet

Folketinget er fastfrosset i vinterkulden, og der er ikke udsigt til, at forårets tøbrud trænger ind gennem Christiansborgs tykke mure. Så længe S og DF holder hinanden i skak ved gensidige erklæringer om at stå last og brast mod regeringens borgerlige ideer om økonomisk-politiske reformer, ligeså længe fastholder de regeringen som et forretningsministerium uden mulighed for at forhandle sig frem til forlig om store reformer.

Derfor er der grænser for, hvor langt man ensidigt kan bebrejde regeringen, at der ikke sker noget i dansk politik. Hvis oppositionen i højere grad ville lade sig lokke ud på dansegulvet, kunne der måske komme noget ud af det.

Vi har i Danmark et valgsystem, der betyder, at selv partier med kun 2 pct. af stemmerne er repræsenteret i Folketinget. Det er smukt og demokratisk, men det indebærer også risikoen for et handlingslammet parlament med mange partier, hvor det er vanskeligt for enhver regering at lægge en klar linje og gennemføre den, fordi der altid skal forhandles til flere sider for at finde et flertal.

I sådan en situation har både regering og opposition en forpligtelse til at tage ansvar for, at der kommer noget konstruktivt ud af den måde, vælgerne har sammensat Folketinget på. Det handler om, at vores folkestyre skal kunne fungere på de præmisser, der nu en gang er.

Bedre bliver det ikke af, at der er gået disruption også i dansk politik, så helt nye partier er kommet på banen med en anden tilgang til at føre politik, end det har været praksis. Der er med andre ord flere samvirkende grunde til regeringens vanskeligheder.

Det danske samfund har store udfordringer, der kræver en helt anderledes politisk handlekraft. Derfor er den langsigtede løsning at finde nogle nye samarbejdsmønstre i Folketinget, hvor man på tværs af de gamle blokke kan enes om politiske aftaler, der har perspektiv og tyngde. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at den erkendelse ligger lige for. Og så må der jo regeres efter tingenes tilstand, og det er helt åbenbart ikke let for VLAK-regeringen.

Brug for et bedre diplomati

Men det er for tidligt at dømme regeringen ude. Der er ministre, som rent faktisk kommer igennem med noget. Det er ikke mindst justitsministeren og integrationsministeren, som også er de ministre, som scorer bedst i målinger på, hvordan folk synes, at ministrene klarer sig. De løber nemlig en åben dør ind. Al tale om hårde straffe til forbrydere og stramninger af udlændingepolitikken er for tiden noget der lokker ligesom slesk tale og billig portvin. Det går lige igennem med støtte både fra S og DF.

Måske skulle flere ministre overveje at gribe tingene anderledes an. Der hvor dørene er lukkede og låste har det ikke effekt at forsøge at sparke dem ind. Man må finde en nøgle. Nøgleordene er forventningsafstemning, empati og diplomati.

Regeringen har i sit regeringsgrundlag vist, hvad den egentlig gerne vil. Nu er tiden inde til at afstemme forventningerne bedre med sine vælgere i forhold til, hvad der er realistisk at opnå.

Og så må man forstå, at de, som skal levere stemmerne, også skal have noget ud af det. Ud af det må der ved siden af de officielle forhandlinger med journalister uden for døren og stor dramatik skabes et bedre diplomati, hvor tingene kan drøftes og klares, så alle kommer ud af det i sidste ende med en gevinst.