Er De borgerlig og holder af kultur?

Er De borgerlig, kære læser, og holder De af litteratur, billedkunst, lyrik, film, måske TV? Ikke den slags, hvor heltinden er en ”stærk”, mellemkøn enlig mor, der på trods af sin barnevoksne eks klarer ærterne takket være pilates, boligstøtte, velfærdsstatens hjertevarme og i sidste ende en fraskilt reklamedirektør med sommerhus og bonusdatter, hvor den seriekriminelle, funktionelt analfabetiske, gangstermuslimske indvandrerefterkommer gør op med kriminaliteten og forlader Loyal to Familia for at blive børnelæge og frivillig Røde Kors-julemand, hvor blege betonbloksmatroner ryger sig skæve med de af deres spraytannede Disney-prinsessebørn, der aldrig blev tvangsfjernet, på den der forargelige måde, der gør, at unge middelklasseakademikere får det lidt bedre med sig selv, hvor bankdirektøren er et sexistisk svin, hvor den ufaglærte far drikker og slår, hvor kapitalismens globale uretfærdigheder demaskeres i en iTunes podcast under en storbyferie med ”lækre drinks”, hvor en gruppe modige studerende sætter sig for at udstille de patriarkalske og racistisk undertrykkende magtstrukturer i universiteternes bagstræberiske curricula og forlanger, at ledelsen giver dem ”trigger warnings” og ”safe spaces”, hvor malerierne er ”meta” (og grimme), musikken ”post”,  kunstinstallationerne lavet af brugte menstruationsbind, pigtråd og yoghurtbægre, og hvor digtene består af meningsløse konsonantrækker og vulgært opblæste banaliteter. Nej, jeg tænker på kunst fra gamle dage.

På den slags hvor idealet er skønhed, raffinement, ophøjelse, dybde. Hvor beskueren kan møde sin menneskelighed og grundlæggende vilkår i værkernes mesterligt formidlede fortællinger og former. Den slags holder De af? Jamen så skal De stemme på mig ved det næste folketingsvalg. Jeg vil nemlig sikre, der skabes mere af lige præcis dén slags kunst. ”Hvordan”, tænker De måske? Alene ved at sige det! Ord skaber nemlig virkeligheden, skal jeg fortælle Dem. Det er noget, venstrefløjen har fundet ud af. De vidste det måske ikke, men ved at italesætte det negative som noget godt, ja så bliver det godt. Skilsmissen bliver “den gode skilsmisse”, hvor De og Deres partner, men mest Dem, får friheden tilbage, og hvor de involverede børn ikke længere i gennemsnit klarer sig markant dårligere end kernefamiliebørn på parametre som psykisk helbred, skoleresultater, arbejdsliv og parforhold.

”Hillemænd”, tænker De, og lad Dem endelig rive med, for det er ganske mageløst. Groft kriminelle indvandrere og efterkommere bliver engleblide bioanalytikere, hvis bare de bliver omtalt som ”søde ven” og spurgt om, hvad de selv synes om, at de har skudt en rocker, afpresset et spisested eller voldtaget en skolepige. De skal blot sættes ind i positive rammer. På en ferie til Caribien eksempelvis. Beskæftigelsesindsatsen, DR, EU og DSB bliver også bedre, hvis de tales op, og de gode historier kommer ud. Det kan de komme via kunsten. Den er i sandhed den stærkeste kraft. En positiv og afgørende drivkraft bag vort moderne samfund og kulturs udvikling. Se bare dansen. Ballet er blevet skubbet til side af en ny og bedre form for dans, nemlig “twerk”. En feministisk praksis hvor kvinder ryster deres bare baller i kamp for emancipation og retten til at kopulere med så mange, de vil, uden at skulle skamme sig. Ja, det har sågar været diskuteret i Deadline. “Rond de jambe” er blevet til “rond de cul”. ”Det lyder vovet”, siger De. Nuvel. Sådan er moderne kunst. En bleg røv, der blævrer.