Politisk management eller lederskab?

Valentins Dag var en perfekt ramme for dobbelt-interviewet mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl med formanden for 3F, Per Christensen, som Kirsten Giftekniv på sidelinjen. Men hvad er perspektivet? Taler vi om forlovelse, uforpligtende flirt eller handler det i virkeligheden om at gøre de hidtidige partnere jaloux, så de plejer parforholdet bedre for fremtiden?

Et fastfrosset Christiansborg

Mit svar må være, at det er svært at se et  politisk perspektiv i det sværmeri, der mere fundamentalt flytter dansk politik og det danske samfund. Tværtimod bidrager det snarere til at blokere yderligere for politiske beslutninger og politisk ledelse, der grundliggende kan skabe forandringer.

Det er for det første ikke overraskende meldinger, vi hørte fra de to politiske turtelduer på  Valentinsdag.

 Dansk Folkeparti har gennem flere år bevæget sig væk fra sin historiske oprindelse som et parti, der er afvisende over for staten, skatterne, EU og udenlandske immigranter til et parti med fordelingspolitiske og økonomisk-politiske synspunkter næsten til venstre for Socialdemokratiet. En udvikling man har kunne se også hos lignende politiske partier andre steder i Europa.

Og Socialdemokratiet har fra den anden side, når det gælder indvandringspolitikken, bevæget sig mod højre. Helt væk er forlængst modstanden tilbage fra 2001 mod VK-regeringens  stramninger af udlændingepolitikken.

Det er imidlertid vanskeligt at se Dansk Folkeparti sammen med venstrefløjen og Alternativet bag en socialdemokratisk ledet regering. I hvert fald hvis vi skal bevare forestillingen om, at politiske grundholdninger har en betydning for regeringsdannelsen, fordi det nu en gang må være sådan, at et parlamentarisk flertal bag en regering hænger sammen med fælles opbakning til en overordnet politisk retning på væsentlige områder.

Vi er med andre ord i en situation, hvor Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet blokerer for en borgerlig regerings politik. Regeringen er jo reelt sat under administration af oppositionen. Men på den anden side vil de næppe støtte en S-ledet regering og den politik, den i givet fald ville stå for.

VI må konstatere, at dansk politik er frosset til her midt på vinteren. Om der er optøning på vej hen over foråret er meget usikkert. Ligesom klimaet agerer det politiske liv på nye måder, og det er uforudsigeligt, hvad det næste bliver.

Der er nok at tage fat på

Det kan jo være meget underholdende. Der er lagt op til spændende og muntre timer i selskab med politiske kommentatorer i forskellige TV-programmer, der mere og mere kan ses henlagt til underholdningsafdeligen end nyheder og samfundsdebat.

Men politik bør jo trods alt handle om at udvikle vort samfund og rammevilkårerne for borgere, virksomheder og nationen. (Jeg kan godt høre, at man lyder som en alt for seriøs træmand, når man siger det). Der er store politiske udfordringer, der kalder på gennemgribende og afgørende politiske beslutninger og politisk lederskab.

Det gælder inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken med nyt forsvarsforlig i en ny verden efter valget af Donald Trump som USA’s præsident og en aggressiv Putin i Rusland og vores tilgang  til udviklingen af EU ikke mindst i lyset af Brexit. Tilsvarende gælder det behovet for et nyt boligskattesystem, reformer i uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken under indtryk af den fjerde industrielle revolution samt efterspørgslen efter nye investeringer i vores infrastruktur. Og så er der behovet for at sikre Danmark som et fortsat konkurrencedygtigt samfund som forudsætning for at vi kan blive ved med at kalde os et af verdens mest velstående lande også om 10 og 20 år.

Tag konsekvensen af disruption

Men som det ser ud nu, bliver det kun til lapperier. Politisk management til nød – men ikke politisk lederskab.

For at løsne op for et handlingslammet og fastfrosset Christiansborg skulle man måske tage konsekvensen af disruption i politik og tænke helt nyt. Det giver mindre og mindre mening at tale om blå og rød blok bortset lige fra i spørgsmålet om  valg af statsminister.

Det ville give et kæmpe løft til vort samfund, hvis partier på tværs af de to blokke kunne blive enige om at danne en regering. Vel at mærke med et flertal bag et politisk program for at gennemføre gennemgribende beslutninger over en otte års periode, hvis vælgerne vil give dem mandat til at fortsætte efter et valg. Det er lige før jeg tilføjer, at så er det ligemeget med den politiske kulør i øvrigt, bare der sker noget, der rykker, men det er nok at gå for vidt.