Hvordan bygger vi boliger i byen ?

Stor var glæden på venstrefløjen på Københavns Rådhus i tilbage juni 2016, da Folketinget præsenterede den ny planlov. En planlov, som blandt andet gav kommunerne mulighed for at stille krav om 25% almene boliger, når der udarbejdes lokalplaner for nybyggeri. En mulighed der – med overborgmester Frank Jensens (S) ord – sikrer ”boliger for mennesker med almindelige indkomster”.

Siden er de røde partier fortsat ad samme sti. I oktober 2016 meldte Frank Jensen (S) ud, at Københavns Kommune vil sælge kommunalt ejede grunde under almindelig markedspris til alment byggeri.  Samtidig er København begyndt at implementere reglen om 25 pct. almene boliger i ikke bare nybyggeri, som loven tilsiger, men også når f.eks. erhvervsejendomme skal omdannes til boliger. Det vil potentielt betyde, at en developer, der ønsker at omdanne en 4 etagers erhvervsejendom til 8 private lejligheder, vil skulle afstå 25 pct. - eks. de to lejligheder i stueetagen - til et alment boligselskab, som så skal have håndværkere gående på matriklen.
Og kort før jul lancerede SF et forslag om, at man fremover skulle indskrænke mulighederne for at sammenlægge ældre, mindre lejligheder i hovedstaden - for på dén vis at fastholde en del af den københavnske boligmasse som mindre, og dermed mere økonomisk tilgængelige, boliger.

I Venstre mener vi, at debatten er afsporet – og at overborgmesteren, for at fremme sin politiske agenda, maler et skræmmebillede op, som reelt ikke findes. København er IKKE ved at ”knække over” og det er bestemt en sandhed med modifikationer, at ”sygeplejersken og skolelæreren ikke har råd til at bo i byen”.

For det første er København, rent geografisk, en lille by, med kort afstand mellem bydelene. Der er bydele i København, hvor det kan være svært at få en billig bolig, men den københavnske boligmasse er, set i et bydækkende perspektiv, præget af en god blanding af boligtyper og et bredt udbud.

For det andet er der masser af ledige byggegrunde i København. Ikke i København K, men på Amager, i Ørestaden, i Valby, i Nordhavnen, NV, Vanløse og Sydhavnen Og hvis vi løfter blikket lidt og ser på hele hovedstadsområdet, er der også ledige byggegrunde i Københavns omegnskommuner.

Og for det tredje er der masser af boliger i ”familiestørrelse” udenfor brokvartererne i København som er til at betale, og hvorfra man stadig kan pendle ind til byen på kort tid. 

Når det er sagt, medgiver jeg, at der ER pres på det Københavnske boligmarkedet, ikke mindst når det gælder om at matche udbud- og efterspørgsel for ungdoms- og ”single-boliger”. Men løsningen er ikke enkel, og semi-planøkonomiske løsningsmodeller med kreativ brug af 25 pct.-reglen, eller salg af kommunale grunde under markedspris, er ikke vejen at gå.

Venstre mener, at vi - istedet for forbud, restriktioner og pålæg - skal fokusere på at ØGE det samlede boligudbud. En alt for rigid implementering af 25 pct. grænsen, som f.eks. at udstrække denne til også at gælde omdannelse af erhvervsejendomme, vil føre til færre investeringer i boliger, og det er ikke, hvad København har brug for.

Generelt skal vi arbejde aktivt for frivillige partnerskaber mellem private investorer, almene boligorganisationer og kommunen om udvikling af større områder, til gavn for alle. Ligesom der skal skabes en bedre infrastruktur for trafikafviklingen i København med kollektiv transport, havnetunnel, bedre teknisk afvikling af myldretidstrafik og flere (private) P-anlæg.

Konkret bør vi derfor forfølge tre spor:

Vi skal øge bolig-udbuddet, altså gøre det mere attraktivt at bygge nyt i København. Specifikt kan vi fremrykke nogle af de nye områder i rækkefølgeplanen, som Refshaleøen, hvor der kan der investeres og bygges både billigt og centralt. Og vi kan gøre det mere attraktivt for private at investere i København, bl.a. ved at reducere byggesags-gebyrer og nedsætte sagsbehandlingstiden for byggesager.

Vi skal bygge mere fleksibelt. Ikke alle boliger skal være 80-100 m2 og indrettet til familier med to børn. Vi skal også bygge til singler, som der bliver flere af, ligesom vi skal lempe reglerne for ungdoms- og kollegiebyggeri, hvor der i dag er nogle alt for rigide grænser for f.eks. bolig-areal.

Og så skal vi bruge 25 pct.-reglen med omtanke. Vi skal bygge alment boligbyggeri i områder, hvor der ikke er meget alment boligbyggeri i forvejen, og hvor der er ledige grunde, som kan betales inden for de økonomiske rammer, som de almene boligorganisationer kan betale. Og vi kan overveje modeller med større fleksibilitet, f.eks. om kravet kan indføres i en tidsbegrænset periode, og om man arbejde med kravet på tværs af matrikler og byggefelter ved større byggerier.