Trump har tweetet, at han ikke kan lide mig

Jeg vil gerne fortælle mine læsere lidt om løgne og den menneskelige hjernes reaktion på dem. Emnet er da relevant i disse dage, hvor så mange etablerede medier publicerer indlæg og artikler om Donald Trump´s selvfabrikerede historier og mange sandheds-forvridninger.

_ _

Jeg kan ikke lide Trump. Jeg er bange for hans væsen, politik, udmeldinger, syn på sine omgivelser og ustandselige uforudsigelighed. Han er tilsyneladende heller ikke så glad for, at jeg ikke er glad for ham. Mine få og hidtil ret sobre ytringer om verdens mest magtfulde mand, er nemlig nået hele vejen ind i mandens sovekammer, hvis det altså er der, han fabrikerer sine mange tweets i nattens mørke.  

Hvad sker der, når en løgn rammer din hjerne?

Hvad betyder det for dem, der sidder i den modtagende ende af konstant leverede usandheder? Svaret er såvel kulturelt som psykologisk betinget. Og vores hjernes bearbejdning af løgnene er helt essentielt, men ikke særlig opmuntrende for dem, der bekymrer sig om nationale og virksomhedsrelaterede konsekvenser.

Harvard Universitet psykolog Daniel Gilbert hævder sammen med andre førende forskere, at mennesker oplever budskaber i to trin. Først, bare kort, hvor vi opfatter løgnen som sand. I andet trin fuldbyrder vi enten vores tro på løgnen, eller også afviser vi den som usand opspind. Det første skridt er imidlertid en naturlig del af vores hjernes måde at arbejde for os på, og sker automatisk og ubesværet. Det andet trin kan let disruptes, og er hårdt arbejde at gennemføre, fordi vi aktivt og bevidst må vælge mellem at acceptere eller afvise løgnen, hvilket kræver mental båndbredde og besværliggøres på grund af mangel på tid, energi eller afgørende beviser. Når vi overvældes med falske, eller potentielt falske, udsagn, bliver vores hjerner temmelig hurtigt så overbebyrdet, at vi holder op med at forsøge at finkæmme indholdet.

Ydermere er vores hjerner dårligt udrustet til at håndtere løgne, når de ikke kommer enkeltvis men snarere i en konstant strøm. Til sidst, uden helt at vide det, opgiver hjernen simpelthen med at forsøge at regne den ud.

Man begynder selv at lyve

Selv for dem, der aldrig har støttet den, der viser sig at lyve, er der en fatal risiko. Løgneren lykkes nemlig ofte med at kolonisere vores hjerner. Når vi befinder os i et miljø, der ledes af en person, der ofte lyver, sker der noget skræmmende. Vi stopper med at opleve løgneren som løgner. Løgn bliver en normalitet, og vi kan endda blive tilbøjelige til at begynde at lyve selv.

Vores moralske intuitioner er afhængige af det spil, der spilles, de ting der fortælles og måden de fortælles på. Vi er med andre ord sårbare. Placeres vi i et miljø eller i en situation, hvor løgn er dagligdag, udvikler vi os til at blive intuitive afhoppere.

At konsekvenserne kan være enorme, behøver jeg næppe gøre rede for her?

Danske ledere skal passe på

Ja, nogle fucker faktisk med din hjerne, og det sker ikke kun, når manipulationseksperten Jan Hellesøe folder sig ud i programmer på TV3. Danske ledere skal være ekstra opmærksomme i fremtiden. Vi må ikke svømme med bugen opad eller lade os forføre af kontroversielle udspil. Klassiske hersketeknikker, dobbeltkommunikation og frygtledelse må ikke indtage direktionsgangene. At skifte alle ud, der trodser vores vilje, er ikke svaret på vores udfordringer. Vi skal vise godt lederskab ved ikke at udnytte andres følelser og hjernens tilbøjelighed til at være i føromtalte trin 1. Som gode ledere må vi fortsat sætte interessen for virksomheden og dens medarbejdere foran vores egen, og skabe et ledelsessystem, der ikke fremmer ødelæggende og narcissistiske træk.

Som afslutning for i dag, vil jeg mod sædvane give en afviger og formodet lystløgner ret i en påstand. Jo, jeg har problemer. Det største af dem har netop sat i en stol i det Hvide Hus i Washington.