Åbne hjerter, lukkede grænser

Julen sig nærmer, og det samme gør endnu en bølge af flygtninge. Sammen med de billeder og rapporter om udviklingen i det syriske krigshelvede i Aleppo skaber det en nærmest absurd kontrast: Mens vi på traditionel vis gør vores hjem klar til at fejre hjerternes fest i familiens skød, gør andre familier sig klar til at flygte, hvis ikke de allerede er undervejs. Bag dem er dræbte familiemedlemmer, forsvundne venner - tilværelser og hjem der ligger i ruiner. Det er ganske voldsomt, og en umiddelbart indskydelse er ofte den følelse, der også melder sig når man ser nyhedsklip med børn og tilskadekomne bjerget fra skrøbelige både langt ude på Middelhavet, nemlig følelsen af, at der må gøres noget. Vi må hjælpe.

Når vi giver os i kast med det, står det dog hurtigt klart, at der er mange, der har hjælp behov. Ifølge UNHCR var der i 2015 godt 60 millioner mennesker på verdensplan, der var fordrevet fra deres hjem. Af de 60 millioner var cirka 15 millioner flygtninge, det vil sige mennesker, der krydsede grænser for at søge beskyttelse mod krig, forfølgelse og overgreb. I 2015 kom 1,3 millioner sådanne flygtninge til Europa. Det antal udgør mindre en 0,2% af EUs samlede befolkning - en unægteligt forsvindende lille andel - og derfor kunne det være nærliggende at foreslå, at Danmark, der sidste år modtog 21.225 asylansøgere, tog imod nogle flere.

Inden vi gør det, bør vi dog overveje, om det er klogt. Hvis man ser bort fra væsentlige spørgsmål om kultur, og om hvor godt flygtningene må kunne forventes at passe til det danske samfund og betragter situationen fra et perspektiv, hvor det alene handler om at få så meget hjælp som muligt ud af hver hjælpekrone, så er det værd at bide mærke i, at BT i november 2015 kunne referere, at omkostningen forbundet med at have en flygtning boende ét år på et dansk asylcenter i år 2016 i finansloven blev budgetteret til 221.900 kroner. I en artikel i The Independent fra marts i år berettede en talsmand for organisationen War Child imidlertid, at omkostningerne for at give en flygtning kost, logi, sikkerhed, uddannelse og fremtidsmuligheder i en jordansk flygtningelejr i ét år løb op i 21.300 kroner. Altså cirka en tiendedel. Set i det lys er det ubetimeligt spild af ressourcer og aldeles tåbeligt at modtage flygtninge i Danmark. For selv hvis Jordan ikke måtte have plads til flere flygtninge, så er der andre muligheder for at tilbyde sikre tilværelser i nærheden af Syrien og Irak, hvor mange af flygtningene kommer fra.

Den erkendelse er selvfølgelig ubelejlig for mennesker, der måtte ønske at engagere sig for, hvad de måtte betragte som en bedre verden, ved at smugle mennesker over grænser og hjælpe dem til at forstå det danske velfærdssystem, men den ville gavne flygtningene, for vi ville kunne hjælpe ti gange flere bedre, hvis vi gjorde det andre steder end i Danmark. Derfor kunne et juleønske være, at den nyudnævnte justitsminister, Søren Pape, måtte lykkes med at komme igennem med sit forslag om at afvise eventuelle asylansøgere, der måtte møde op ved den danske grænse. Hvis de af os, der kan og vil, samtidig i julens ånd, i stilfærdighed og uden Facebook-opslag, åbnede vore hjerter og gennem organisationer eller direkte ydede bidrag, små som store i form af tøj, penge og frivilligt arbejde, til de mange, der har brug for hjælp, flygtninge såvel som danskere, hvis vi holdt os fra at gøre os til som exhibitionistiske frelser-humanister og fra højlydt og indigneret at kræve statslig og kommunal godhed for andres penge, så ville flere kunne nyde julefreden med god samvittighed.