Jeg græder stadig over øverste ledelse

Ved indgangen til 2016 skrev jeg et blogindlæg om mine oplevelser med det danske sygehusvæsen.

Den nat græd jeg som sjældent før

Det blev læst over 56.000 gange. Reaktionerne var mange.

Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen svarede til Børsen:

Beskylder ledelsen

Jeg henvendte mig til daværende sundhedsminister Sophine Løhde for at tale fremadrettede løsninger i det offentlige moderne arbejdsliv.

Fik aldrig et svar.

Vivi Peyk Jensen ville derimod gerne hjælpe.

Efter at have modtaget et fint løfte hørte jeg heller ikke yderligere fra hende. Men hun har jo også haft travlt med sin injuriesag og rod med Nye Borgerlige.

Så kom hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital, Bente Ourø Rørth på banen, og jeg blev inviteret med i et Excellence panel, hvis formål er at skabe patientoplevelser, der overstiger patientens egne forventninger.

Jeg accepterede invitationen. 

Efter at have deltaget to gange i panelet og fulgt en omfattende proces fra sidelinjen vil jeg gerne sige følgende til alle interesserede derude:

1. Ledelsen kan ikke beskyldes for dårligt arbejde, den gør en stor indsats for at imødekomme patienternes behov. Det kniber mere med at tilbyde systemets medarbejdere nogle ordentlige arbejdsforhold
2. Medarbejderne, de stakkels mennesker, udfører en helteagtig præstation. De prøver i hvert tilfælde, alt hvad de er blevet lært og dikteret.

Jeg græder igen

- Denne gang af medfølelse for dem, der knokler så hårdt, på trods af den økonomiske skalpel der til stadighed svinges over hoveder og system. 

- Af vrede over politikkere, der fandme ikke engang gider svare og følge op.

- Og af glæde over et sygehus besøg i august på Gynækologisk Ambulatorium. Blev mødt og betjent (hedder det det?) af tre ildsjæle, der stillede sig til rådighed med et overskud, der bevægede mig dybt.

Lene Paulsen, Pia Egerup og Bente Larsen, jeg nævner jer ved navn. Der er nok ikke andre, der gør det.

Tak !

Aldrig så jeg så sørgelig en tråd...tråden på tråden tråden på..

En venlig whistleblower har inviteret mig ind på en lukket Facebook gruppe for sygeplejersker. Her mødes jeg af tilkendegivelser og kommentarer omhandlende tidens nye fodaftryks-fetich; Robusthed.

Nogle organisationer, rekrutteringsfolk og konsulenter forsøger i ramme alvor at bilde folk ind, at hvis man bare træner sin mentale robusthed, så klarer man skærene derude i det virkelige liv. For mig at se, har den slags tilbud og opfordringer om selvudvikling fået lov til at se dagens lys som konsekvens af en meget usmagelig udvikling, hvor vi som samfund, virksomheder og organisationer er begyndt at bede hinanden om noget, vi ikke kan.

Når folk i ledelseslagene tager den slags til sig, så er det for mig at se et spørgsmål om ansvarsforflygtigelse, usandhed i rå form og et forsøg på at presse medarbejdere yderligere. 

Ny politisk ledelse

Ellen Trane Nørby har netop overtaget sundhedsministeriet.

Hør nu her fru kommende minister:

I går skred klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard. Begrundelsen for hans opsigelse skal findes i reduceret økonomi med et utilfredsstillende stykke patientarbejde og dårlige arbejdsforhold til følge. Der bliver flere, der går.

Det er så tiltrængt, at vi får etableret et simplificeret, medarbejdervenligt, ressourcestærkt og velfungerende sygehusvæsen, hvor der er sundt at være for både patienter og ansatte. Men at forvente, at personalet kan skabe storhed på ingenting, kan ikke blot betegnes som ualmindelig tarvelig politisk ledelse.

Det er også dumt, uforsvarligt og dyrt.