Radikale reformer er vejen frem

Glem gældsfinansieret offentligt forbrug og sæt seddelpressen på pause - reformér! 

Pengepolitik som middel i den økonomiske politik er opbrugt i traditionel forstand. 

Centralbankerne vil selvsagt ikke indrømme dette, men det er ikke desto mindre rigtigt. 

Negative renter kan have en positiv økonomisk effekt kortvarigt i en stresset situation, men som en permanent tilstand vil det medføre et sammenbrud i den kapitalistiske markedsøkonomi. 

Ikke i dag, ikke i morgen, men på længere sigt.

Det samme gælder kvantitative opkøb af værdipapirer (QE). QE er et velegnet instrument, når en centralbank skal agere "lender of last resort" under et markedssammenbrud, som f.eks. i 2008. Men at trykke penge kan aldrig give et velfærdsløft på den lange bane.

Forbrug hører til i krisetider

Flere og flere tænksomme mennesker er begyndt at indse dette. 

Derfor har mange i år argumenteret for øget brug af ekspansiv finanspolitik som middel til at løfte den økonomiske vækst og ikke mindst set sig varme på infrastrukturinvesteringer. Også dette er imidlertid en dårlig idé.

Ekspansiv finanspolitik er normalt lig med øget offentligt forbrug. 

Det bedste empiriske argument imod offentligt forbrug er Japan: hvis det virkede, ville landet være et vækstmirakel.

Et åbenlyst krav til en effektiv finanspolitik må være, at en krone brugt giver en økonomisk merværdi. 

På økonomsprog skal multiplikatoreffekten altså være større end 1. Det er der ikke meget, der tyder på henover den økonomiske cyklus, idet offentligt forbrug ofte går til forsørgelse og administration.

En undtagelse er under økonomiske recessioner, hvor finanspolitikken helt åbenlyst kan spille en god rolle som stødpude for en tilbagetrækning af aktivitet i den private sektor. 

Her skræmmer sporene dog. 

Man burde have ført en restriktiv finanspolitik i opgangsårene i nullerne, og man burde have ført en ekspansiv finanspolitik i årene efter finanskrisen. Man gjorde det omvendte. 

For store håb til infrastruktur

Mange taler ligeledes med glæde om infrastrukturinvesteringer og gerne om f.eks. veje og broer. I USA ligner det nostalgi, idet en ældre generation ser tilbage på udbygningen af vejnettet i 1950'erne. 

I Danmark er det nok også værd at tænke på, at der ikke synes at gå mange danskere rundt på f.eks. metrobyggeriet i København. Så hvor den slags forbrug på kort sigt kan være godt for f.eks. Portugal, så vil det i mindre grad være tilfældet for Danmark. 

Et logisk krav til infrastrukturinvesteringer må ligeledes være, at man betænker en forventning til den teknologiske udvikling: Mange af vores trafikale trængselsproblemer kan løses ved at introducere selvkørende biler, deletjenester og droner. 

Et relateret spørgsmål er, om ekspansiv finanspolitik ville løse vores egentlige vækstproblem. I Danmark er arbejdsløsheden faldet markant, men væksten er forblevet lav. Dette tyder umiddelbart på et produktivitetsproblem, snarere end et problem med manglende efterspørgsel (som jo er det, fortalere for ekspansiv finanspolitik egentlig har for øje). 

Infrastrukturinvesteringer i den klassiske forstand synes dog ikke at være et særlig godt instrument til at løfte produktiviteten, undtagen måske på meget lang sigt.

Snarere end at risikere en overophedning af arbejdsmarkedet, så synes en bedre løsning at være at mindske antallet af personer på passiv forsørgelse. 

Tænk nyt og opnå resultater

Som et tankeeksperiment, så prøv at flytte alle på overførselsindkomster ud i arbejde (og flyt samtidigt alle de personer, der er ansat til at administrere personer på passiv forsørgelse, ud i privat ansættelse). 

Overvej derefter effekten på den økonomiske vækst ved at flytte så mange ressourcer fra passivsiden til aktivsiden i økonomien. 

Set fra den vinkel burde fokus nok ligge på radikale strukturreformer, snarere end på gældsfinansieret offentligt forbrug.

Endelig er det værd at overveje, om der egentlig er plads til øget offentligt forbrug i den vestlige verden, idet mange lande allerede døjer med betragtelige budgetunderskud, høje gældskvoter samt høje skattesatser. I kombination udtrykker dette, at offentligt overforbrug har været normen i årevis. 

At fortsætte med at gøre mere af det samme bør derfor egentlig ikke følges af en forventning om nye og bedre resultater.