Nej tak til gymnasiekvoter i København

Hvordan sikrer vi de bedste vilkår for de unge, der skal tegne Danmarks fremtid? Hvor meget skal vi som politikere blande os – og hvornår skal vi holde snuden væk og lade lokale kræfter lave de bedste lokale løsninger? Den svære og principielle debat om landets gymnasier fik en tur i møllen i det tidlige efterår, hvor diskussionen om Langkær Gymnasium og deres klassedannelse vakte opsigt. Sagen fik blandt andre undervisningsministeren op af stolen med en melding om, at der skal tages et opgør med de såkaldte ”ghettogymnasier”. Hun varslede derfor en indkaldelse af forligspartierne med det formål at drøfte en ny fordelingsmodel.

I dag er gymnasierne underlagt en geografisk betinget fordelingsmodel – efter at skiftende regeringer gennem de senere år har indført og forfinet det såkaldte ”afstandskriterium”. Kort fortalt betyder dét, at gymnasierne er tvunget til at optage de elever, der bor tættest på skolen. Rationalet var formentlig at begrænse populære gymnasiers mulighed for at ”plukke” dygtige elever fra andre bydele.

Erfaringerne i København viser tydeligt resultatet af den geografiske fordelingsmodel. Flere gymnasier optager nu kun elever, der bor indenfor en ganske lille radius. Og dermed har afstandskriteriet eftertrykkeligt bidraget til at øge den ”etniske opdeling” af hovedstadsområdets gymnasier, hvilket afspejler, at nogle byområder har en højere koncentration af personer med anden etnisk baggrund end dansk end andre. Og samtidig fastlåser afstandskriteriet i praksis elever fra f.eks. den københavnske vestegn i deres nærområde, da dén muslimske pige fra Høje Tåstrup, der kunne tænke sig at gå på et af city-gymnasierne, ikke har en chance for at komme ind, fordi hun bor for langt væk.

Det er – med københavnske briller og med Venstre-briller – svært at se, hvordan et kvotesystem skulle komme den nuværende opdeling til livs. Nogle etniske unge vil formentlig gribe chancen og søge ind på ”kvotepladserne” på de relevante gymnasier, men det er usikkert, hvor mange, der reelt vil benytte tilbuddet (erfaringerne fra den københavnske skoleverden viser, at det ikke var muligt at fylde kvotepladserne på de privatskoler, der for nogle år siden stillede disse til rådighed). Rent praktisk forestiller man sig vel ikke, at man vil til at ”busse” unge mennesker fra Vestegnen ind til centrum mod deres vilje. Det betyder, at man i praksis kan ende med at stå med tomme pladser på nogle af city-gymnasierne, hvilket vil være ødelæggende for disse gymnasiers økonomi og for den hårdt pressede gymnasiekapacitet i København. Og de afviste etnisk danske elever – ja, erfaringerne fra indførelsen af 28-elevers loftet viser, at de ikke søger mod vest, men derimod ind på byens private gymnasier…

Fra Venstre i København skal der derfor lyde en klar opfordring til såvel ministeren som forligspartierne om at droppe tanker om kvoter og gerne i samme åndedrag aflive både afstandskriteriet, 28-elevers loftet og de regionale fordelingsudvalg. Lad det frie skolevalg råde på gymnasieområdet, og giv i stedet alle gymnasier gode incitamenter til at tiltrække de etniske elever. Dét ville være god liberal politik.