Der spildes millioner i den kommunale beskæftigelsesindsats

Det er tid til et paradigmeskift i den kommunale beskæftigelsesindsats.

Gennem en lang årrække har vi, ikke mindst i Københavns Kommune, holdt liv i en parallelverden af fiktive beskæftigelsestilbud i lukkede økosystemer. Som en del af den blå opposition i København har vi rystet på hovedet, hver gang det røde flertal hev endnu et beskæftigelsesprojekt op af hatten. Trods mange års brug af kommunale midler er der nemlig aldrig fremlagt evidens for, at tilbud som Settlementet, Indvandrerkvindecentret og Sydhavnskompaniet, virker og får folk i arbejde. Snarere tværtimod. 

En evaluering fra august 2016 af fem københavnske forsøg med ”lokalt forankret beskæftigelsesindsats” for omkring 300 udsatte borgere viser, at kun 1 pct. (én procent !!) af deltagerne kom i job eller uddannelse… De fem forsøg, der blev kigget på i undersøgelsen, var målrettet voksne over 30 år, og alle deltagere - på nær én - var tilbage på offentlig forsørgelse efter tilbuddets afslutning. Så selvom deltagerne måske fik øvet sig i at drikke kaffe med andre, er der absolut ingen evidens for at deltagelse i et lokalt forankret beskæftigelsesprojekt er en effektiv vej til et job eller start på en uddannelse.

Lidt tal: I Københavns Kommune er der i dag omkring 5000 familier, der i gennemsnit koster kommunen 1 mio. kr. om året. De dyreste enkeltfamilier koster op mod 3 mio. stykket. Familierne er langt fra arbejdsmarkedet, og fra det, vi andre forstår ved en normal tilværelse.  Det er disse familier, vi som kommune skal sørge for at få i gang med decideret selvforsørgelse på sigt.

Med budgettet for 2017 er der endnu engang afsat penge (7 mio. kr.) til en omgang lokalt forankrede beskæftigelsesindsatser, blandt andet i Mjølnerparken, ligesom gamle kendinger som Sydhavnskompaniet står på listen. Som budgetpartner står Venstre i København selvfølgelig bag hele budgettet, men der skal ikke herske tvivl om, at disse projekter ikke er vokset i vores have.

Lidt flere tal: Tal fra Københavns Kommunes statistikbank viser, at der i 2015 var over 35.000 personer bosiddende i København, som modtog kontanthjælp, uddannelseshjælp, mm. Det er rigtig, rigtig mange mennesker. Det er givet, at mange af de nuværende kontanthjælpsmodtagere har svært ved at gå ud og få et rigtigt job i morgen – men det er også givet, at de ikke kommer tættere på arbejdsmarkedet ved at bruge årevis på at lære ”hverdagsmestring”, på at blive sendt i ”snusepraktikker”, og på at deltage i projektagtige tilbud i den semikommunale beskæftigelsesindustri.

Med kontanthjælpsreformen har vi fået de rammer, der skal til, for at give ledige incitament til at søge job. Næste skridt er, at kommunerne prioriterer de tilbud, der reelt giver deltagerne mulighed for jobs. Vi skal arbejde for at få folk i rigtige jobs. Vi skal i dialog med virksomhederne (især de små- og mellemstore virksomheder) om, hvilke kvalifikationer de efterspørger. Og vi skal stoppe med selv at opfinde jobs, og med at konstruere lokalt forankrede tilbud og socioøkonomiske virksomheder, der kun overlever, fordi kommunen spytter i kassen.