Nåh nej, skilsmisser skaber vindere!

På baggrund af anekdoter, der blev fremlagt i løbet af debatten, der fulgte i kølvandet på det sidste indlæg på denne blog, lærte jeg, at Danmarks Statistiks, Det Nationale Forskningscenter for Velfærds og en lang række anerkendte forskeres statistikker om skilsmisser og skilsmissebørns liv er forkerte, misvisende og utilstrækkelige. Det er naturligvis ærgerligt, især fordi det statistiske materiale bidrog til blogindlæggets vinkling altså den, at børn lider under deres forældres skilsmisse og i gennemsnit klarer sig dårligere end kernefamiliebørn. Angivelsen af at det for børnenes skyld ville være godt, hvis færre forældre blev skilt, er også kritisabel. Debattens anekdoter har heldigvis gjort mig klogere. Skilsmisser skaber vindere! Ikke kun i nogle tilfælde, svagt tendentielt eller overvejende, men snarere kategorisk, altid og med sikkerhed. Ved nærmere eftertanke er det faktisk også åbenlyst hvorfor.

Når et spædbarn kommer til verden, lægges det som noget af det første typisk hud mod hud med sin mor, så tilknytningsprocessen imellem de to kan komme i gang så hurtigt som muligt. På mange fødestuer er det også blevet normalt, at barnet gives til faren med samme formål. Tæt fysisk kontakt mellem forældre og barn skaber nemlig ro, tryghed og fordrer følelsesmæssig tilknytning. Når et ægtepar tager deres nyfødte med hjem, forstærkes denne tilknytning over tid. Ofte ammer moren, og i afvekslende fællesskab med faren bliver barnet badet, skiftet, givet mad, leget med, læst for, klædt på, sunget for, trøstet og underholdt. Det bliver også taget med på familiebesøg, ferier, indkøb, og senere sendt til sport, hjulpet med lektier og meget andet. Allerede inden for dets første leveår har barn et knyttet sig meget stærkt til sine forældre, og deri ligger et indlysende problem. Barnet bliver fastlåst af den tætte kontakt med far og mor, og dets horisont begrænses til den helt nære omgangskreds. Heldigvis er intet mere horisontudvidende og udviklende for et barn end en skilsmisse. Når de mennesker, der udgør det vigtigste fundament i et barns liv, går fra hinanden og barnet og river de nære og stærke familiebånd itu for i mange tilfælde senere at blive en del af en ny, mere kompliceret familiekonstellation, åbnes det lille menneske for nye relationer. Ved at skulle forholde sig til bonussøskende, en bonusmor eller far, nye bedsteforældre og nye naboer styrkes barnets sociale kompetencer og dets evne til at skabe netværk fra en tidlig alder. Noget virksomheder senere i livet vil efterspørge. 

At barnet efterlades med en række bekymringer om lavpraktiske spørgsmål om fødselsdage, højtider, om det er skyld i, at forældrene ikke er sammen længere, om hvorfor den ene flytter, når barnet får at vide, at forældrene stadig elsker det, om forældrene elsker deres eventuelle nye familie mere end barnet, og hvis ikke hvorfor forældrene så ikke er blevet, men i stedet nu læser godnathistorier og spiser morgenmad et andet sted, om hele tiden at skulle flytte fra den ene til den anden, om kun at måtte se den ene forælder af og til styrker dets evne til at tænke kritisk og fremmer dets overblik og forståelse for logistik. Barnets eventuelle følelse af ensomhed og oplevelse af at være forladt medvirker endvidere til at gøre barnet fortroligt med, at det ligesom voksne er et individ og derfor må tage ansvar for egen lykke og fremtid. De følelsesmæssige udsving og dale giver også mulighed for at udforske flere aspekter af følelseslivet, hvilket modner og er noget, overbeskyttede kernefamiliebørn ikke får lejlighed til på samme måde.

‘Nej, vi elsker ikke den andens børn, som var de vores egne’, skrev Berlingskes per oktober tiltrådte debatredaktør først på foråret om børnene i sammenbragte familier, og “[d]e elsker heller ikke os fra dag et.” Denne manglende kærlighed kan måske være en af forklaringerne på, at stedbørn oftere udsættes for seksuelle overgreb og vold end kernefamiliebørn, men på den anden side betyder manglen også, at børnene lærer, at de ikke er verdens omdrejningspunkt. ‘Det er dejligt, de ikke er der hele tiden’, som debatredaktøren skrev. Og ja, ‘skilsmissebørn drømmer om at se far og mor sammen igen. Selvfølgelig!’ Det er imidlertid kun en styrke i en tid, hvor det handler om at realisere sig selv og have visioner og drømme for fremtiden. Priv at såvel som på arbejdsmarkedet. Måske drømmeriet i barndommen i kombination med skoleskift og nye kammerater umiddelbart kan være forbundet med koncentrationsudsving, dårligere indlæring og konflikter, men på sigt kan det blive en stor force at kunne drømme og “tænke ud af boksen”.