Er det håbløst umoderne at holde hvad man lover?

Weekendens store samtaleemne var udgivelsen af tidligere PET-chef Jakob Scharf’s bog, "Syv år for PET". De fleste har nok fulgt med i, hvordan fogedforbuddet blev "underkendt" af flere medier, og Politiken eksempelvis valgte at trykke hele bogen som tillæg i deres søndagsudgave. 

Nogle politikere og meningsdannere er nu ude og kritisere Scharf for at have brudt sin tavshedspligt. Det mener hovedpersonen selv, at han ikke har gjort. Og sådan vil debatten nok fortsætte. 

Jeg ved ikke mere om den sag, end jeg har kunnet læse i aviserne, men det fik mig til at tænke på et emne, som jeg har gået og blevet mere og mere frustreret over på det sidste: at et ord ikke længere er et ord. Det er selvfølgelig et lidt gammeldags udtryk ”et ord er et ord”, men der er noget ved tidsånden, der siger mig, at det ikke længere betyder så meget, om man løber fra sit ord. 

Tænk bare på, når man tænder fjernsynet. Halvdelen af de programmer, man kan se på TV handler om, hvordan man kan snyde hinanden og løbe fra sit ord. Det dyrkes ligefrem. Tænk bare på Robinson, Paradise osv.

Et ord er et ord

Indrømmet, jeg er selv nok lidt "miljøskadet" af at have arbejdet en årrække for A.P. Møller-Mærsk. Her var det simpelthen en del af kulturen, at man holdt sit ord. Mange fokuserer ofte på "rettidig omhu", når talen falder på Mærsk, men der er også et par andre værdier, der sidder i virksomhedens DNA bl.a. retskaffenhed. Og her beskrev Hr. Møller selv engang i en tale for cheferne i A.P. Møller-Mærsk (som kan læses i Niels Lunde’s bog om Hr. Møller):  

"Man skal - som jeg har sagt - kunne stole på vort ord - altid - our word is our bond and deed. Vi skal aldrig være smarte i ordets negative betydning. Jeg mindes, da min fader sagde til mig: Mærsk: nu prøver du at være smart. Det skal du aldrig forsøge. Du er heller ikke smart. Husk altid at være loyale over for virksomheden - over for hinanden og over for ledelsen, den nye formand, formandskabet og bestyrelsen. Mange store beslutninger vil være et kompromis af varierende synspunkter. Men når beslutningen er truffet, er det vitalt, at alle 100% går ind derfor og hele tiden. Og vedstår derefter ansvaret for beslutninger - også når de er forkerte."

Jeg synes denne passus er fantastisk, rammende og vigtig. Særligt selvfølgelig når man - som jeg - arbejder som advokat, men også generelt i ens hverdag. For det er simpelthen gift for samfundet, når man ikke kan stole på hinanden.

Nye tider?

Jeg sidder dog lidt med fornemmelsen af, at det ikke længere har samme betydning. Og jeg har selv (desværre) efterhånden oplevet en hel del eksempler herpå gennem min tid som advokat. Men det værste er nok, hvis det er nogen tæt på én, nogen man stoler på i det private eller professionelle liv, der ikke holder ord.

Måske er min antagelse forkert. Og jeg lyder som en gammel mand (håber jeg ikke!). Men betyder ”et ord er et ord” noget i dag? Holder vi, hvad vi lover?

Hvad mener du?