Der varsles om yderligere 3000 afskedigelser i dansk erhvervsliv. Således går flere store veldrevne og gamle virksomheder bankerne i bedene, og smider medarbejdere på porten i en tid, hvor næsten ethvert levende menneske oplever stress, overarbejde og udbrændthed.
Jeg har arbejdet hjemmefra i dag. Fordi jeg kan. Det kan mange andre ikke, selvom de meget gerne ville.
Når man møder på sit arbejde, møder man nemlig samtidig op til at skulle stå en helt urimelig distance og leve op til en lang række krav og urealistiske forventninger til produktivitet og effektivitet, der er blevet en fast bestanddel af det moderne arbejdsliv.
Mange af mine undersøgelser og forskning på området viser, at hvis den enkelte linjeleder og medarbejder selv kunne bestemme, så ville de vælge fra over for den den del af arbejdet, der dræner og gør syg. Jeg taler her om arbejdsdagens mange indholdsløse møder, om ukonkrete og skiftende projekter. Om storrumskontorerne, larmen og følelsen af at blive målt, vejet og fundet for let af organisationens mange kontrolsystemer og ledere uden indsigt i, hvad mennesker kan. Og ikke kan.
Mange må gå, så få kan blive
Imens jeg så sad der på min flade i sofaen i roligt kompagniskab med min Mac og en varm kop kaffe, ændrede roen sig til frustration, som dagen skred frem. På TV kunne jeg se og høre et par eksperter udtale sig om dagens fyringsvarslinger.
Virksomhedslederne føler sig presset af krav fra deres aktionærer. De er bagud på halvårsregnskabet, og udsigterne for indtjeningen for 2017, ser ikke ud til at indfri ønskerne til den fremtidige indtjening. Hvis toplederne ikke lever op til deres mål, bliver de selv bedt om at forlade jobbet. Der skal produceres og effektiviseres yderligere, og der skal skæres til i antal medarbejdere, hvis bundlinjen skal forbedres. Og hvis toplederne skal blive siddende i stolen. Sådan omtrent lød ordene fra de eksperter, der udtalte sig om sagen.
Jeg kender både menige og ledende medarbejdere i de omtalte virksomheder. Jeg har netop tilendebragt nogle samtaler med et udpluk af dem. Ingen, som i slet ingen beretter om en overflod af ressourcer og mange hænder og hjerner, der ikke ved, hvad de skal give sig til. Snarere tværtimod.
Det er trist for alle - også toplederne
Det er mit håb, at nogle af landets toneangivende, resultatgenererende og mægtige lederprofiler – med andre ord, dem vi lytter til og har beundring tilovers for – vil tage første skridt til en meget nødvendig ændring fremover. Vi udvikler ikke vores virksomheder ved at spare og fyre os til omsætning og vækst. Vi er nået grænsen.
Om få år vil der være mangel på arbejdskraft. Og så skal vi igen se på virksomhedernes sleske indtog efter rekruttering af arbejdskraft.
Skræmmende, amoralskt, forretningsmæssigt helt i hegnet.
Få Alexandras indlæg 
