De Beers løber tør for diamanter
Diamanter er åbenbart ikke for evigt. De sagde det faktisk allerede for flere år siden. Forventningerne, som brancheanalytikere havde, viser sig at holde stik. Nye analyser fra McKinsey & Co. viser, at udbuddet af diamanter vil falde i løbet af de næste par år. Efterspørgslen er støt voksende, og man har ikke fundet nye diamantområder på land i over 20 år. Det tvinger mineselskaberne til at finde nye græsgange.
Mineselskaberne kæmper med dyre omkostninger
Ifølge de nyeste meldinger fra branchen er det generelt blevet sværere og dyrere at hente diamanter op af jordens indre. Manglen på nye diamantområder tvinger mineselskaberne til at grave dybere ned i jorden og endda under vand. Det koster mange penge. Når man graver dybere ned, som f.eks. 700m ned under jordens overflade, er man også nødt til at gøre hullet bredere. Det er er en proces, man måler i ”cuts”. I Botswana er De Beers på ”cut 8” i en af deres miner. Dette ene niveau koster USD 500 millioner at udvinde, men afkastet er uvist. Selvom der foretages nøje beregninger ud fra de givne fakta, er der store risici forbundet med udvindingsprocessen. Indgående forståelse for geologi, mineralogi og petrografri (læren om bjergarter) er nødvendigt. Derudover er der andre risici:
1) Leverer den mine, hvad der er regnet med?
2) Er kvaliteten af sten så høj, som den de havde håbet på?
3) Er stenene den størrelse man har forventet?
4) Større vigtige sten kan blive knust under udgravningen
Når de åbne miner bliver for dybe, fortsættes der underjordisk, som De Beers f.eks. gør i Venetia-minen, der er Sydafrikas største diamantmine. Det koster dem USD to milliarder. I Snap Lake minen i det nordvestlige Canada, hvor temperaturer kommer ned under 50 minusgrader, er de gået under floden, og er her i færd med at spendere USD en milliard på at åbne den mine.
Begrænset udbud
Det globale generelle udbud af hvide diamanter, forventes at peake næste år og flade ud i 2020. Her efter er fremtiden tåget. ”Da flere rå diamanter befinder sig endnu dybere nede i minerne, stiger omkostningerne for at hente dem op”, sagde Bruce Cleaver, CEO for De Beers Group for nyligt.
De Beers har, med sine 51% i Gahcho Kue –minen i Canada, en markedsandel i rå-diamantsegmentet på 30%. De regner med, at denne mines levetid på ca. 12 år vil være deres største mulighed for at finde diamanter i næste mange år.
Gennem de senere år er det faldende udbud noget, der kan mærkes i markedet. Priserne på de særligt sjældne sten er steget markant og visse størrelser og kvalitetskombinationer er næsten umulige at opdrive. Det lykkes dog altid at finde en løsning, men det er enten fordi mine kunder og jeg har måtte acceptere en højere pris, eller fordi vi har måtte vælge en anden størrelse eller kvalitet.
Laboratorie- fremstillede diamanter
Billedet ovenfor er fra en "diamantfabrik" i Kina. Her fremstiller de diamanter. I de senere år er der kommet flere og flere af denne slags laboratorier. Laboratorie-diamanter er ca. 30% billigere end de naturlige diamanter. De har samme kemiske opbygning som en naturlig ægte diamant. Med det blotte øje kan man ikke se forskel på den syntetiske diamant og den ægte, men det afsløres altid under certificeringen, og det skal fremgå af certifikatet, hvis den er syntetisk fremstillet.
Priskrig eller erstatning?
Om diamantfabrikkernes hensigt er at starte en priskrig eller tilbyde en erstatning for de sjældne sten, er der delte meninger om. Uanset formål kan jeg ikke forestille mig, at det er et produkt, der vil blive populært på vores breddegrader. Langt de fleste jeg har spurgt, om de kunne finde på at købe en syntetisk fremstillet diamant, kunne aldrig drømme om det. Tanken om at diamanten skulle være fremstillet i et laboratorium på en til to uger er frastødende og totalt blottet for den magi, der er forbundet med at en ægte diamant er mellem tre-fire milliarder år gammel og har været flere millioner af år undervejs.
Samtidig kan jeg ikke lade være at tænke på, at selvom de syntetisk fremstillede i dag er 30 % billigere end de naturligt ægte, så vil de synetiske med tiden sandsynligvis falde i pris i takt med at teknologien udvikles, som vi ser i mange andre brancher. Så har man da for alvor gjort en rigtig skidt handel.

- Adam Estrup
- Alexandra Krautwald
- Anne E. Jensen
- Anne H. Steffensen
- Annette Franck
- Bo Bejstrup Christensen
- Bo Overvad
- Britta Schall Holberg
- Carl Holst
- Carsten Boldt
- Caspar Rose
- Casper Hunnerup Dahl
- Cecilia Lonning-Skovgaard
- Christian Engelsen
- David Munk-Bogballe
- Eelco van Heel
- Eric Ziengs
- Erik Høgh-Sørensen
- Esther Dora Rado
- Frank Lansner
- Gitte Winther Bruhn
- Hans Fogtdal
- Helge J. Pedersen
- Henriette Kinnunen
- Henrik Franck
- Henrik Funder
- Imran Rashid
- Jan Al-Erhayem
- Jan Bau
- Jens Balle
- Jens Ole Pedersen
- Jesper Boelskifte
- Johan Hygum Hillers
- Kaj Høivang
- Karim Ben M'Barek
- Karl Iver Dahl-Madsen
- Katerina Pitzner
- Keld Zornig
- Kersi F. Porbunderwalla
- Kim Ege Møller
- Kim Pedersen
- Kim Rud-Petersen
- Klaus Lund
- Knud Erik Andersen
- Kristian Hansen
- Lars Barfoed
- Lars Sander Matjeka
- Lars-Christian Brask
- Lasse Birk Olesen
- Line Rosenvinge
- Lisbet Røge Jensen
- Mads Lundby Hansen
- Martin Rasmussen
- Mette de Fine Licht
- Mette Mikkelsen
- Michael Stausholm
- Michael Winther Rasmussen
- Michael Winther Rasmussen
- Mikkel Grene
- Mikkel Krogsholm
- Mikkel Kruse
- Morten Sehested Münster
- Nikolaj Stenberg
- Nils Thygesen
- Per Hansen
- Richard Quest
- Rune Wagenitz Sørensen
- Steen Bech Andersen
- Steen Thomsen
- Steffen Hedebrandt
- Stina Vrang Elias
- Susanne Møllegaard
- Susanne Møllegaard
- Teis Knuthsen
- Thomas Harr
- Tim Vang
- Tobias Lau
- Torben Tolst
- Torsten Grunwald
- Tove Holm-Larsen
- Ulrik Heilmann
- Yasmin Abdel-Hak