Den annonce-etiske vagthund

Mediebilledet er præget af en stadig mere uklar distinktion mellem indhold og kommercielt indhold. Men langt de fleste af os foretrækker stadig at kunne se forskel på det betalte og det øvrige indhold. Medierne fra alle de foreninger, som danskerne er medlemmer af, kan hjælpe os med at fastholde klarheden.

Når du er på Facebook – og på nettet i det hele taget - er du udsat for kommerciel kommunikation, som er stadig sværere at isolere og identificere blandt likes, nyheder, opslag og al anden kommunikation. Linjerne er uklare. Tidligere var der 1000 lysår mellem journalistisk indhold og reklamer. Nu er vores grænser tilsyneladende i gang med at udvikle sig meget hurtigt væk fra de gamle mediers klassiske idealer. Forenings-Danmark har sin egen variant af denne problemstilling, for kampen om opmærksomhed, relevans og troværdighed er jo ens for alle, og foreningerne skal som alle andre kommunikatører forsøge at trænge igennem.

Foreninger i klemme

Mange foreninger er samlet om et godt formål. ”Sagen” er typisk meget vigtig og i sin kerne ”god”. Derfor håber de fleste af os, at det går ”vores” forening godt, og vi håber også, at dette gode formål sætter dagsordenen i mediebilledet. Foreningernes egne medier – print og online – er også meget vigtige for disse foreningers eksistens og sammenhængskraft. I disse år ser man, at nogle af disse foreninger fravælger annoncer helt principielt i deres medier. Også selv om det enten svækker foreningen økonomisk eller giver råd til mindre kommunikation. Og mindre indhold, færre udgivelser og fravalgte platforme er lig med mindre gennemslagskraft og dårligere interessevaretagelse i forhold til den ”gode sag”.

Jeg tror, at en bevæggrund for, at en forening fravælger annoncer, er ønsket om at fremstå ren og udadlelig. Måske sker beslutningen for at imødekomme nogle kritiske stemmer i medlemsskaren. På sæt og vis er beslutningen et svar på udfordringen med at finde balancen mellem kommerciel levedygtighed og solid saglighed.  Men måske er det faktisk at kompensere for meget og måske er prisen for høj?

Forenings-Danmark som vagthund

Tænk hvis forenings-Danmark tog den opgave på sig at fastholde det tydelige skel mellem annoncer og indhold og mellem betalt og ikke-betalt indhold! Vejen går naturligvis over, at foreninger er loyale mod deres – i min optik – helt legitime egeninteresse i at have en annonce-finansieret pengestrøm. Men. Og det er helt centralt. Foreningerne har relation og kendskab til sin medlemsskare og er forpligtet over for medlemmerne på en anden måde end den rent kommercielle aktør. Derfor kan foreninger langt bedre undersøge, udvikle og fastholde den grænse, som betyder noget for os i målgruppen. Hvor går vores grænser? Hvad vil vi være med til?

Ved at skærpe vores fælles bevidsthed, kan forenings-Danmark gøre hele mediebilledet en tjeneste. Jeg ser et potentiale i at bruge analyse af data til dette formål, hvor foreningen både kan måle medlemmernes holdning og deres faktiske adfærd i forhold til kommunikationen.

Kodeks for annoncering

Det ”moralske annoncemedium” har typisk velvilje og ”permissions” fra foreningens medlemmer, og det giver en række klare fordele i dataindsamlingen. Men det kræver selvfølgelig, at man spørger medlemmerne. Måske kan den bedre forståelse for medlemmerne bruges til at udvikle et kodeks for annoncer og nogle klare guidelines. En slags mental kontrakt med læsere og medlemmer om, hvorfor og hvordan mediet bruger annoncer. I hvert fald får foreningen et nuanceret og validt billede af problemstillingen og undgår at træffe en unødvendig restriktiv eller økonomisk usund beslutning. Og forenings-Danmark kunne i bedste fald sætte en standard, som andre medier måtte forholde sig til.