Skal man træde på speederen eller bremsen i EU?

Regeringscheferne fra EU’s medlemslande er samlet i Bratislava for at drøfte unionens fremtid. Men der mangler en; nemlig den britiske premierminister, Theresa May, og hvorfor så det? Fordi Storbritanien ikke vil være en del af EU’s fremtid.

Men det er alligevel Storbritanien, der totalt dominerer drøftelsen på mødet. Brexit er den direkte anledning til at samles. Både fordi der er brug for at drøfte, hvad man stiller op med et Storbritanien uden for Den Europæiske Union. Og fordi Brexit er den hidtil mest massive udløsning af den stigende skepsis over for et EU, som man har set i flere lande udtrykt på forskellig vis.

To skoler

Når det kommer til strategien ud af den krise, EU befinder sig i, er der - firkantet sagt - to skoler. Den ene er repræsenteret af kommissionens formand, Jean Claude Juncher, som vil mere EU, og den anden af formanden for Rådet, Donald Tusk, som vil mindre EU.

I sin store tale om unionens tilstand i Europaparlamentet forleden slog Juncher fast, at kritik og skepsis skulle mødes med mere EU. Man skulle ikke give efter for nationale frustrationer men gå i gang med nye initiativer, fælles beslutninger og effektiv implementering. Ikke mindst slog Juncher til lyd for et styrket militært samarbejde.

Juncher blandede sig også i Donald Tusks planer for dagsordenen på mødet i Bratislava, som Tusk jo leder, og foreslog, at man på mødet når frem til tre gode grunde til, at EU er nødvendigt. Ifølge det europæiske medie, Politicos kommentator, Florian Eder, skulle en af Junchers taleskrivere privat have kommenteret den bemærkning med, at ”even one reason would be fine”.

Omvendt har Donald Tusk gjort sig til talsmand for at vise mere empati i forhold til de stærke tegn i befolkningerne på skepsis over for EU, som især Brexit er udtryk for. Lige før Junchers tale offentliggjorde Tusk et brev til regeringscheferne som optakt til mødet i Bratislava. Her skriver han bl.a: ”Following Brexit, business as usual is not an option”. Og han slår fast, at “new powers to European institutions is not the desired recipe” og tilføjer, at nationale folkevalgte fremover vil forlange større indflydelse på unionens beslutninger.

Det nødvendige EU

Trods forskellige tilgange til at løse EU’s massive udfordringer, er de to, Tusk og Juncher, enige om at udfordringerne er enorme, Brexit er et kæmpe tilbageskridt for Europa og at EU er helt nødvendig.

Hvis det var nødvendigt at etablere det fælles marked efter anden verdenskrig, så er det endnu mere nødvendigt nu i Europa at kunne træffe fælles beslutninger og finde fælles løsninger på grænseoverskridende problemer. Og der er ikke et dueligt alternativ til EU. Hvis EU bryder helt sammen, er man nødt til at opfinde det igen.

Der er i hvert fald to væsentlige kritikpunkter mod EU, der går igen. Det ene er, at EU er blevet for centralistisk i den forstand at der er for meget regulering på for mange områder, hvor medlemslandene lige så godt selv kunne træffe beslutningerne. Og det andet er, at EU ikke gør det godt nok i forhold til vore fælles udfordringer – senest migrationen men også den lave vækst, arbejdsløshed, energipolitik og bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Ikke mindst de store flygtningestrømme og indvandring i øvrigt vækker stor bekymring, fordi EU ikke har kunne dæmme op for det. Nå man ikke kan beskytte de ydre grænser effektivt, så rammer det grundlaget for Schengen-aftalen og de åbne grænser inden for EU. På dette og andre områder har EU skabt nogle forventninger om at kunne løse udfordringerne på fællesskabets vegne, og når det så ikke lykkes, så opstår frustrationerne i befolkningerne.

Da flygtningepresset var på sit højeste forsøgte Ungarn at få kontrol med det ved at opstille fysiske hegn og bevogte dem effektivt ved Ungarns og EU’s fælles ydre grænse mod Balkan. Men det mødte stærk modstand i vide kredse i EU.

Gør det bedre, men gør mindre!

Så på nogle områder, er kritikken i realiteten, at EU ikke gør det godt nok snarere end, at man gør for meget. Og det er helt nøgternt set en kæmpe falliterklæring, at de ydre grænser ikke bliver bedre beskyttet. Det underminerer i realiteten hele grundideen i EU om den fri bevægelighed.

Skal man træde på speederen eller bremsen? Det er vel det, det handler om. Realiteten er nok, at EU skal gøre færre ting, men til gengæld gøre de ting, der skal gøres, langt mere effektivt. Tag færre initiativer men gennemfør dem til gengæld på en stærkere og mere effektiv måde!