Bloker støjsenderne

Vi er få år fra starten på de sociale medier, og børnesygdommene florerer stadigvæk, når vi ytrer os professionelt på SoMe (som det så kækt hedder). På langt sigt vil de seriøse og unikke bidragsydere løbe med følgerne, og de tyndbenede vil blive luget ud.

Hvorfor er det så irriterende, at venner og forbindelser bruge deres personlige profiler til uhæmmet markedsføring af deres aktuelle arbejdsgiver? Måske fordi man ser sig selv reduceret til et potentielt lead i en kommerciel – måske ligefrem semi-automatiseret – kampagnemaskine. Kommunikationsmæssigt går det galt, fordi platformen – den personlige profil – bliver brugt til upersonlig kommunikation. Hvis jeg troede, at vi var ”venner”, så får støjkilden klart og tydeligt fortalt mig, at jeg er ”marked”. Den mere eller mindre utilslørede reduktion af en menneskelig relation til en nytte-orienteret, funktionel og bundlinje-relevant professionel handling harmonerer dårligt med mit eget personlige udgangspunkt for at kommunikere.

Den naturlige udsendelse

Heldigvis er det ikke nødvendigt at følge og læse hvad som helst, og man kan jo også blokere for de værste støjsendere. Hvis din borddame eller bordherre udelukkende bræger løs om sig selv, så har du jo også mulighed for at lugte lunten og vende din opmærksomhed andre steder hen. Den naturlige udvælgelse i vores adfærd vil over tid frasortere den upersonlige personlige kommunikation. Hvis du bruger dine personlige profiler til at viderebringe færdigpakket marketingmateriale fra din arbejdsplads, hvad gør du så, når du får et nyt job? Og hvad fortæller det om at være i relation til dig?  Det er negationen til rent faktisk at have et netværk, og det er jo ellers italesat som en styrke og som et must for os alle. Andre vil trives og opnå reelt følgeskab, fordi de har noget på hjerte, og fordi de giver os noget at tænke over. Det handler om troværdighed, autenticitet og konsistens. Det er survival of the socially fittest.

Netværket som kulisse

Det virker på mig som om, at vi har lidt svært ved at se forskel på de mekaniske og postulerede forbindelser og de faktiske relationer. Jeg takker løbende nej til invitationer til forbindelser, når de kommer fra nogen, jeg slet ikke kender. Omvendt må de tænke, at kvantitet er alfa og omega, fordi de får en platform at tale på. Jeg vil hellere tales til. Netværket bliver mekanisk envejskommunikation – sikkert ud fra en tanke om personlig branding - og selv om det er en ren kulisse, så kan vi ikke helt lure det. Det er en af børnesygdommene, at vi ikke kan se forskel. Men det kommer data – faktabaseret måling – til at afsløre over tid.

Virksomhedens ambassadører

Jeg synes ikke, at problemstillingen er sort-hvid. For jeg er jo netop både et menneske med relationer til andre mennesker og ansat i en professionel rolle. På samme tid. Som direktør og markedsfører af en virksomhed ser man selvfølgelig gerne, at medarbejderne bidrager til opgaven fra deres personlige profiler. I hvert fald i arbejdstiden. Vi ledere vil gerne gøre medarbejderne til virksomhedens ambassadører i deres relationer til kunder og emner både i det fysiske liv og digitalt. En række SoMe-initiativer handler da helt sikkert om at gøre det nemt for medarbejdere at re-tweete og aktivere virksomhedens content på relevante sociale netværk med sig selv som afsender. Men det kan ikke ske på ordre, for det taber sin værdi, hvis det bliver mekanisk og upersonligt.  Værdien af at bruge de personlige profiler falder drastisk, hvis det taber den personlige dimension og det unikke touch. Måske virker det ligefrem skadeligt. Derfor må vi ikke bare opstille kvantitative KPI’er for output uden at have styr på kvaliteten af kommunikationen.