Sådan er det jo

Det var den tidligere minister Margrete Vestager, der udtalte det berømte/berygtede citat ”sådan er det jo” i forbindelse med hele dagpenge-debatten for et par år siden. Citatet er sidenhen blevet en nærmest fast del af det danske sprog i alverdens situationer, hvor man bare må acceptere, at det er sådan, virkeligheden er. Punktum.

Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg her i den skiftende danske sommer, læste i forskellige medier om Jesper René Christensen, der efter en udsendelse som soldat blev diagnosticeret med post-traumatisk belastningsreaktion. En diagnose, der bl.a. betyder, at han ikke kan opholde sig sammen med mange mennesker på én gang.

Efter hjemkomsten startede et helvede for den tidligere soldat. Hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen ville nemlig anerkende, at det var udsendelsen, der var skyld i de psykiske problemer.

Derfor søgte veteranen klogeligt hjælp hos sin fagforening og efterfølgende hos en advokat for at føre sagen. Og efter flere års sagsbehandling lykkedes det ham at få tilkendt en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Endelig, da den tidligere soldat nu kunne koncentrere sig om at få hverdagen til at fungere igen, ja så opstod en ny ubehagelig overraskelse. En regning fra advokaten på mere end en halv million dumpede ind af brevsprækken. Værsgo at betale. For sådan er det jo.

Men den tidligere soldat havde dog alligevel overskud til granske regningen nærmere. Og her fandt han ud af at beløbet var beregnet ud fra en procentdel af en eventuel erstatning. Men det er ulovligt for advokater at opkræve salær på den måde. Jesper Christensen allierede sig med en ny advokat og klagede over regningen. Han fik medhold, og soldater-veteranen skulle nu kun betale godt 56.000 kroner i salær til advokaten. Samtidig slog Advokatnævnet fast, at advokaten, der havde kørt sagen, groft havde tilsidesat god advokatskik. Derudover pålagde Advokatrådet advokaten en sanktion på 40.000 kroner.

Sagen endte godt, men med meget besvær. Men denne slags situationer er desværre ikke en enlig svane. For det er svært at sætte regninger og leverancer under kritisk lup. Særligt hvis man er påvirket psykisk og følelsesmæssigt af ens situation.

Jeg mener, at tiden er kommet til et nybrud i advokatbranchen. Der er behov for at både advokater og klienter ændrer adfærd. Her to forslag.

Advokaternes approach skal i højere grad fokusere på, hvad der er bedst for klienten som person, og hvad der er vigtigt for dem i deres liv – også selvom det kan indebære mindre jura, retssager og færre timer på kontoen. Vi skal ikke udbrede rene ”no cure, no pay” forretningsmodeller i den danske advokatbranche, da det simpelthen skaber forkerte incitamentsstrukturer. Den gængse model med fakturering pr. time, mener jeg dog bestemt heller ikke er optimal, men det er en længere diskussion (Den vender jeg tilbage til i et senere blogindlæg).

Derudover mener jeg, at der på landets jurastudier skal undervises i dealmaking, og hvordan man løser problemer – frem for kun at undervise i hvilke juridiske tiltag, der kan iværksættes. 

Fra klientens side, skal man droppe al benovethed over for advokaterne, og bare spørge løs. Også om leverancer, hvad er opnået, har advokaten skabt værdi for klienten, hvad er prisen og timeforbruget. Det er kun rimeligt. Og altid huske, at man kan stemme med fødderne, hvis advokatens leverance ikke står mål med regningen. Men det bedste er, at forventningsafstemme før en opgave igangsættes.

Og derved udfordre ”sådan er det jo” præmissen.