Jobexit, det personlige Brexit

Det er svært at komme forbi Brexit, når man i disse dage får sin daglige opdatering på nyhedssiderne. Om ikke andet kan redaktionerne rundtom i Europa da anerkende briterne for så god timing, at sommerens traditionelle agurketid næsten er aflyst.

Derudover giver efterdønningerne af briternes afstemning et godt billede af vores samfunds forhold til usikkerhed. Selvom man i sit stille sind kan have en formodning om, at de velorganiserede europæiske markeder inden for overskuelig tid finder et nyt equilibrium, sådan som det blandt andet skete efter det danske nej til Maastricht og siden euroen, så bliver den generelle aversion mod usikkerhed tydelig. Alt bliver påvirket. Det er som om aversionen mod usikkerhed har sit helt eget liv, på det nærmeste uden sammenhæng til de relevante fremtidsscenarier, man aner. Usikkerhed virker kort sagt som et forstørrelsesspejl for alt det, der kan gå galt, og som en konsekvens heraf bliver det næsten umuligt at få øje på det positive potentiale i det nye equilibrium.

Usikkerheden og det gyldne bur

Den samme aversion mod usikkerhed genfinder man, når mennesker på det personlige plan oplever et Brexit eksempelvis i form af en Jobexit.

Fornyelig havde jeg fornøjelsen af en interessant sparringssession med en mand, der på grund af en afskedigelse var ”in between jobs”. Han var selv klar over, at han og jobbet ikke havde været det rigtige match. Alligevel havde han taget imod det, fordi han også dengang havde været fritstillet og bekymret for ikke at kunne få økonomien til at hænge sammen. Under vores samtale blev det klart, hvor påvirket han var af usikkerheden. Det gjorde, at han var parat til at gentage samme fejl igen og acceptere et job, som på ingen måde matchede hans niveau og kompetencer. Et job, han ikke ville kunne brænde for, fordi det slet ikke gav plads til, at han kunne bruge det bedste i sig selv.

Alligevel var det svært for ham at give slip på frygten. Den holdt ham så fastlåst i alt det, han risikerede at miste, alt det, der kunne gå galt, at det var vanskeligt for ham at se, at afskedigelsen måske var den gave, han havde brug for til en ny start, der kunne bringe hans fulde potentiale i spil.

Er du klar til at skære din sikre gren over?

Det er ikke, fordi jeg ikke kan sætte mig ind i hans situation. Det tror jeg faktisk, at de fleste af os kan. Men tænk lige, hvilket potentiale der ville blive frigivet, hvis vores forhold til usikkerhed var et andet; hvis vi ikke var bange for at sige vores mening, være uenige og træffe risikofyldte beslutninger; hvis vi ikke frygtede den mistede anseelse ved en fiasko; hvis vi var villige til at omlægge vores privatøkonomi, skille os af med sommerhuset og vælge færre og mindre luksuriøse rejser; hvis vi tillidsfuldt kastede os ud i det, som får hjertet til at brænde og pulsen til at slå; for det er der, vi reelt lever op til vores potentiale og skaber værdi for vores forretning.

Med den transformation, der er på vej i mange brancher i dag, foranlediget af både den teknologiske udvikling og hastigt forandrende kundebehov, har virksomhederne netop brug for mennesker med et andet forhold til usikkerhed; som vælger job med hjertet og ikke med frygten; mennesker, der kan se de nye muligheder opstå og gå efter dem fremfor at begræde, at de gamle visner bort; mennesker, der er villige til at skære den gren over, de selv og deres virksomhed har siddet så trygt på, også selvom det på forhånd er usikkert, hvor de lander eller om de lander, men som har en tro på, at de nok skal finde vej alligevel; mennesker, der kan gøre deres personlige Brexit til en ny start fyldt med passion og en mission om at folde deres fulde potentiale ud, uanset at det betyder et farvel til det sikre og et hjerteligt velkommen til usikkerheden.