ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Drop den grønne omstilling

authorimage
BLOGS
Af: Karl Iver Dahl-Madsen
13. juni 2016

Det er forunderligt at følge diskussionen om, hvordan PSO-afgiften skal betales. Langt om længe er det gået op for i det mindste nogle tænksomme politikere, at prisen for den såkaldte grønne omstilling er alt, alt for høj. Men i stedet for at diskutere, hvordan man får sat prisen ned, bruger man det meste af tiden på at finde ud af, om PSO-afgiften etc. kan betales på en anden måde.

Sagen er ganske enkelt den, at hele postyret om den grønne omstilling er et stort ståhej for ingen ting og at den danske og internationale politik på området bygger på tre falske forudsætninger: At der er knaphed på fossile brændstoffer, at klimaændringer er nettoskadelige og at den grønne omstilling gavner økonomien.

Der er ikke og vil ikke de næste par hundrede år blive mangel på fossile brændstoffer og prisen vil godt nok svinge meget, men fortsat falde relativt i forhold til det globale BNP. Det er er naturligvis korrekt, at der i princippet kun er en endelig mængde fossile brændstoffer fysisk til stede. Denne endelige mængde er bare så stor, at den ingen praktisk betydning har for energiforsyningen i lang tid fremover. Det er rigtigt nok, at vi kan se en ende på de meget lettilgængelige og dermed helt billige olieforekomster i Mellemøsten. Men det, som naive iagttagere har overset, er menneskenes fænomenale innovationsevne, som med skifergas og -olierevolutionen har gjort meget tyndere og mange gange rigeligere forekomster økonomisk tilgængelige for alle mennesker på jorden. I en sådan grad. at olieprisen er raslet ned, Saudierne begynder at pive og at drivhusgasudledningerne er væsentligt reduceret i forhold til anvendelse af kul. I øvrigt det eneste væsentlige bidrag til CO2 reduktion i nyere tid, da vedvarende energi med dagens teknologi er en ubetydelig og meget dyr parentes. Dagens retroteknologi til VE er i øvrigt aldeles ikke bæredygtig, da dens EROI=Energi Returned for Energy Invested er uacceptabelt lav[i].

Mere tyder nu på, at klimaændringerne ikke bare allerede er, men også vil fortsætte med, at være nettopositive for verdens velstand og velfærd: Det skyldes simpelthen, at en varm og våd verden med masser af CO2 i atmosfæren er meget bedre for menneskene end en kold, tør og gold verden.

Senest har en artikel[ii] i Nature Climate Change beskrevet det, som alle med et bare rudimentært kendskab til plantefysiologi har sagt hele tiden, at mere CO2 og mere varme og væde øger plantevæksten betydeligt til stor gavn for fødevareproduktionen og biomasse & biodiversitet.

I et stille, eftertænksomt øjeblik burde klimajammerhovederne lige forestille sig alternativet til denne frugtbare verden, nemlig en ny istid med 2 kilometer is hen over København. Den vil med 100 % sikkerhed komme før eller senere, og vi har ikke en kinamands for at modvirke dette, hvis vi hæmmer verdens økonomiske og teknologiske udvikling, forbi vi bliver bange for spøgelser.

Klimaændringerne går i øvrigt ikke nær så hurtigt som beskrevet i klimamodellernes virtuelle verden. Det skyldes blandt andet, at den indædte påstand om, at nutidens klimaændringer overvejende er menneskeskabte, er en stor fed løgn. Enhver, der kender jordens geologiske historie vil vide, at der er forekommet store og hurtige og helt naturlige klimaændringer længe før, der kørte biler på jorden.

I nyere tid kan man iagttage det naturlige fænomen El Nino, som over nogle få år omkring 1998 fik klodens temperatur til at svinge plus/minus en halv grad celsius. Det samme, som vi ser her i 2015/16.

Desuden viser de samlede økonomiske analyser[iii] af klimændringerne indtil nu, at de har været nettogavnlige for verdens velfærd. Og at mere og mere tyder på, at dette vil fortsætte også selv om klodens middeltemperatur stiger mere end to grader.

I det hele taget er det en myte, at klima er en vigtig faktor for menneskelig velfærd. Ganske vist mente vor store forfatter, Johannes V. Jensen, at nordboerne klarede sig så godt i verden, fordi de blev hårdføre af at leve i et koldt klima, men i virkelighedens verden er der ingen sammenhæng mellem klima og menneskelig velstand & velfærd uden for de helt ekstreme områder som ørkener og Arktis. Der er ludfattige lande både i meget kolde og meget varme klimaområder, og der er meget rige lande over hele klimaspektret.

De lande, der har reelle problemer med vejr & klima er de fattigste lande, og det siger selv, at det ikke vil gavne disse landes økonomiske udvikling og dermed deres modstandsdygtighed mod naturens luner, at gøre den nødvendige energi kunstig dyr.

Det er utroligt, at myten om, at den grønne omstilling gavner vores økonomi, stadig huserer. Det ser naturligvis fint ud med alle de jobs i de statsstøttede beskyttede værksteder i den vedvarende energisektor, men enhver førstedelsstuderende i økonomi vil vide, at det mere end opvejes af alle de jobs, der tabes i andre brancher, og at der derfor er et (meget stort) velstands- og velfærdstab knyttet til en kommanderet grøn omstilling. CEPOS har vurderet[iv], at tabet med en nuværende oliepris er ca. 36 mia.kr & og at det vil stige til 100-150 mia. kr./år for et samfund som det danske. Hvilket på globalt niveau svarer en størrelsesorden på 1/10 af verdens BNP. Helt ude af proportioner med selv det relativt alarmistiske IPCC’s vurdering af, at klimaændringernes nettoomkostninger vil ligge på fra 0,2 til 2 % af det globale BNP.

I det hele taget er en vigtig grund til, at Europa har meget svært ved at skabe økonomisk vækst og jobs til almindelige mennesker, den møllesten. man har lagt sig selv om halsen, ved et forsøge at kommandere og forcere den såkaldte grønne omstilling.

Danske politikere vil have, at Danmark skal være et internationalt foregangsland. Gerne for mig. Vi kan gå i forvejen ved at stoppe enhver form for støtte til produktion af energi og sætte gang i den forskning & udvikling f.eks. inden for atomkraft, der for alvor vil batte noget på langt sigt.

Det vil give et voldsomt boost på 36 mia. / år til den danske økonomi blandt andet fordi klassiske danske industrier, som landbrug, gartneri og cementfabrikation igen kan få love at udfolde sig efter markedets behov i stedet for være lagt i den misforståede grønne omstillings spændetrøje.

Profil
Karl Iver Dahl-Madsen authorimage Karl Iver Dahl-Madsen blogger om grønne udfordringer, vækst uden grænser, biologisk produktion, teknologi og futurisme.

Karl Iver er civilingeniør og uafhængig strategisk rådgiver - fortrinsvis om mad & miljø. Læs mere om Karl Iver på www.dahl-madsen.dk

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk