Opgavetyveri: Derfor sker det

Børsen debatterer i øjeblikket, at offentlige organisationer udkonkurrerer private virksomheder. Tyveri af viden og kunder, prisdumping og magtmisbrug, lyder de fortvivlede anklager fra private virksomheder. 

Med skattekroner i baglommen udbyder offentlige organisationer services og produkter i direkte konkurrence med private leverandører. Meget forskellige private organisationer bliver truet på livet, lige fra velgørende foreninger som Røde Kors og Frelsens Hær til producenter af software og tekniske konsulentvirksomheder. Kommunerne er i søgelyset i Børsens debat, men fænomenet findes i mange forskellige offentlige organisationer. 

Hvorfor?

”Hvorfor gør de det dog – det er jo ikke nødvendigt, for vi er allerede mange i markedet?” spørger de forurettede.

”Kan de ikke se det  urimelige i, at mine skattekroner går til at ødelægge mit eget levebrød?”, lyder det fortvivlet fra meget forskellige faggrupper. 

Umiddelbart ser det jo også besynderligt ud. Det virker helt bagvendt at arbejde i en offentlig organisation og herefter agere iværksætter. Det er unødvendigt for den enkelte offentlige medarbejder, for hvis man er interesseret i at udvikle undervisningssoftware eller vil specialisere sig i tekniske målinger af kabler, kan man jo søge job i sådan en virksomhed. Her vil man oveni købet få ros for at være aggressiv i kapring af kunder. 

Derfor

Jeg har et bud på, hvorfor vi i dag har dette meget omfattende samfundsproblem. Da vi konstruerede vores offentlige sektor, tog vi ikke højde for et meget sympatisk karakteristika ved menneskelig aktivitet: Vi mennesker udvikler. Vi vil altid være på vej mod at skabe noget mere. Det er vores instinkt og adskiller os fra alle andre levende væsener. Sådan er vi mennesker. 

Derfor vil organisationer altid vokse, med mindre de bliver forhindret. Private virksomheder bliver forhindret af ydre omstændigheder i form af et marked. Her vil priser, konkurrence og lovgivning stille betingelser. Det er fair og forståeligt for os alle. 

Sådan fungerer det bare ikke i den offentlige sektor. Finansieringen ikke hænger direkte sammen med leverancer, og det er vanskeligt at se sammenhængen. Derfor handler beslutningsprocessen om at kunne argumentere for behovet og en leverance. Det er super-tilfredsstillende for den enkelte medarbejder at kunne arbejde med udvikling og dække et behov. Det giver mening for en ledelse at honorere fagligheden og stolthed at levere mere end bare vedligehold af den eksisterende organisation. 

Det er bare dybt problematisk, fordi det er unfair at drive forretning, der er subsidieret af ’fælleskassen’, og som tiden har vist, er der i princippet ikke er grænser for denne vækst. Selv Konkurrencestyrelsen erkender at have mistet overblikket over omfanget af offentligt subsidieret aktivitet, der konkurrerer med private virksomheder. 

Sådan

Når vores politikere skal stilling til dette problem, så handler det ikke bare om strukturer , jura og  revision af subsidier. Det vil være klogt at tage højde for denne helt grundlæggende dynamik i enhver organisation, nemlig de evige ønsker om vækst og udvikling. 

Problemet er aldeles forudsigeligt, for det udspringer af sund menneskelig aktivitet, som bare bliver usund både for vores samfund og de berørte private virksomheder. Den dynamik skal vi tage med i betragtning, når vi skal forstå, hvordan problemet opstår. Sådan skal vi forstå problemet og dermed nødvendigheden af rammer for offentlig aktivitet.