Topskatteselvmål fra socialdemokraterne

I sommervarmen tilkendegav socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt, at man var nødt til at sætte skatterne op for at finansiere fremtidens velfærd. Konkret skulle det dreje sig om, at personer, der tjener mere end 1 million kroner, skal straffes med en ekstra topskat på 5 pct. point. Man må håbe, at socialdemokraterne besinder sig i løbet af sommeren eller at Margrethe Vestager finder Jelveds gamle håndtaske frem om og blokerer forslaget.

Forslaget vil nemlig betyde, at den øverste marginalskat inklusiv afgifter rammer 70 pct. Og det er skadeligt. Forskning finder, at marginalskatten har meget negative adfærdseffekter for navnlig de mest produktive danskere. Det kan være kernemedarbejdere i en virksomhed, ledere eller virksomhedsejere. Denne persongruppe har i høj grad mulighed for selv at bestemme, hvor mange timer de vil arbejde ekstra, om de vil arbejde for at få en bonus eller skifte til et bedre betalt arbejde. Og det er klart, at en samlet marginalskat på 70 pct. giver anledning til, at man dropper den ekstra indsats. Forslaget, der har karakter af en jantelovskat, vil dermed være en skat på alt det, vi har brug for i fremtiden, nemlig den ekstra indsats, de gode ideer og øget produktivitet. Jeg vil faktisk kalde forslaget for fremtidsfjendsk.

Forslaget strider også imod den skattepolitik, der er ført siden 1982. Såvel Schlüter, Nyrup som Fogh gennemførte skattereformer, der sænkede den øverste marginalskat. Fordi alle tre statsministre vidste, at det ville gøre Danmark rigere, hvis de mest produktive danskere fik en bedre tilskyndelse til at sætte endnu flere ideer i verden. Men Helle Thorning Schmidt ønsker at bryde med denne retning i skattepolitikken for at skaffe finansiering til flere udgifter.

Man må stille stort spørgsmålstegn ved om en ekstra topskat for millionærer overhovedet kommer til at indbringe ekstra skatteprovenu. Ser man på nogle af de seneste undersøgelser om skatters skadelige virkning, herunder fra Rockwoolfonden og Skatteministeriet, er der meget, der tyder på, at Thorning ikke får ekstra milliarder i statskassen af sin skatteforhøjelse. Fordi de negative adfærdsvirkninger indebærer et tab af skatteprovenu, der opvejer den ”mekaniske” provenueffekt af at forhøje topskatten med 5 point. Dermed er det sandsynligt, at Thorning ikke får flere skattekroner i statskassen, men i stedet opnår at Danmark bliver fattigere. Fordi produktive danskere drosler ned for deres indsats eller flytter til et land med en mere ”fair” beskatning. Hvem er tjent med det?

Selv hvis man godtager præmissen om et større skatteprovenu ved skatteforhøjelsen, må der stilles spørgsmålstegn ved, om vi får mere velfærd, når pengene anvendes på offentligt forbrug. Vi har nemlig set flere målinger, der finder, at den offentlige service er ringere i dag end for år tilbage. Dette kan virke underligt, eftersom det offentlige forbrug er vokset med over 50 mia.kr. (i faste priser siden 2001). Dette er dobbelt så meget som Nyrup lagde op til for perioden 2001-2009, da han som statsminister lavede den såkaldte 2010-plan. Når der ses på det offentlige forbrugs andel af samfundsøkonomien, så har der også været en meget stor stigning. Faktisk ligger det offentlige forbrugs andel på det højeste niveau siden 1982. Og alligevel føler danskerne, at den offentlige service er forringet.

Hvis ”operation flere penge til det offentlige” var midlet til bedre offentlige service, ville danskerne jo i dag være henrykte over kommunekontorets formåen. Men danskerne er ikke henrykte. I stedet for mekanisk tilførsel af flere penge, bør bedre offentlig service opnås ved at reformere den offentlige sektor, så vi får mere velfærd for de eksisterende mange penge. Det handler om bedre ledelse, udlicitering, om at høste stordriftsfordele ved kommunalreformen og om højere løn til de dygtigste medarbejdere og ledere i det offentlige. Alene indenfor udliciteringsområdet ligger der en potentiel velfærdsgevinst på 15 mia.kr., hvis kommunerne udliciterer 70 pct. af deres udliciteringsegnede opgaver. Der er langt mere perspektiv i sådanne reformer end en skatteforhøjelse, der vil medføre et mindre velstående og kreativt Danmark.