Brexit: Når løgnen bliver for stor

Følger I med i debatten om den engelske EU-afstemning den 23. juni?

Jeg kan næsten ikke bære det længere. Jeg kan ikke erindre at have været vidne til så betydelig en skræmmekampagne, som tilfældet har været i år. Politikere og institutioner verden over synes at have sat selve verdensfreden på spil, og som minimum trues England med et meget betydeligt – og permanent - velfærdstab i tilfælde af et exit. Selv den danske regering har meldt sig i koret. Bank of England synes at gå forrest, dels med en advarsel om panik ved et nej, dels ved at udtrykke vished om en allerede igangværende vækstnedgang alene som følge af Brexit-truslen.

Alt dette er sandsynligvis forkert.

Mest problematisk finder jeg at EU’s ledere advarer om ”svære forhandlinger” vedrørende kommende forhandlinger om handelssamkvem. Samtidigt advares om straffelignende tiltag, som blot synes at understrege at EU’s ledere opfører sig irrationelt i forhold deres borgeres velfærd, men nok rationelt i forhold til bevaring af magtstrukturer.

I en parentes kan man indskyde at det er præcis samme mekanisme, der synes at gøre det umuligt for EU’s lederskab at indse at Grækenland er insolvent, og at gælden bør nedskrives. Også her vælger man en økonomisk irrationel løsning, der resulterer i et samlet velfærdstab for EU.

Det centrale i argumentet for et permanent velfærdstab er at England vil opleve et fald i handelssamkvemmet med EU, der ikke kompenseres ved øget handel med andre lande. Det i sig selv bør bestrides. Tyskland, for eksempel, har et betydeligt handelsoverskud med Storbritannien, og tror nogen virkelig på, at man vil sætte dette over styr?

Skulle UK handle mindre med EU, så bør man i udgangspunktet overveje om ikke man finder alternative handelspartnere. Det kunne jo f.eks. være, at UK går i mod globale frihandelsaftaler, hvilket ret beset bør lede til en velfærdsgevinst.

Den næste effekt i skræmmekampagnen ligger i en antagelse om, at faldende handel giver lavere produktivitet, hvilket leder til et permanent velfærdstab. Dette er ikke sig selv åbenlyst, idet England er en højt udviklet økonomi, hvor produktivitetsudviklingen (også) drives af andre kilder. Det er i hvert fald svært at se, at resultatet skulle blive et fald i boligpriserne på 18%, som den engelske finansminister advarer om.

Her bør man ikke mindst indskyde, at EU-medlemskab ikke er garant for en positiv økonomisk udvikling, og at euro-medlemskab ser ud til at gøre ondt værre. Figuren nedenfor viser udviklingen i bruttonationalproduktet i reale termer. Her ligger UK fint til, sammen med Tyskland, mens Schweiz, USA og Sverige har klaret sig noget bedre. I bunden ligger euro-zonen, Danmark og f.eks. Italien.

Jeg kan forstå at politikere over en bred kam er magtbevarende. Jeg har sværere ved at forstå at så få forsøger sig med en alternativ vision. En god test er hvad der kendes som Ockhams ragekniv (link): er der nogen grund til at Brexit skal ende med velfærdstab hvis alle parter arbejder for en god løsning? Svaret må ligge lige for.

Skulle Storbritannien vælge en Brexit, så er faktum at landet har  to år til at forhandle en udtræden fra EU fra det tidspunkt man vælge at indsende en ansøgning herom. En kollaps over natten til den 24. juni kommer således ikke på tale. Herefter anhænger meget af hvilken vision, England har for et liv udenfor EU (f.eks. global frihandel eller snæversynet lilleput). Hvis Brexit ender som et wake-up call for både England og EU, så kan skilsmissen blive lykkelig, og velfærdsskabende for begge parter.

Finansielt set er Brexit dog en risikopræmie på kort sigt, og alle fra day-tradere til makro-hedgefonde vil trykke på salgsknappen i tilfælde af et nej. Dette vil i udgangspunktet give et fald i engelske pund og i engelske aktier. Flere og flere accepterer at det nok i længden er værre for EU end for England, hvorfor også europæiske aktier vil falde. Modsat bør engelske obligationer stige, primært i forventning om en pengepolitisk lempelse. Et kraftigt fald i engelske aktier og i pund bør ses som en købsmulighed.