Diskriminerende topskat på topskatten

authorimage
BLOGS
Af: Henriette Kinnunen
30. maj 2016

Indkomstaftrapning af børnechecken forskelsbehandler danske børnefamilier. Ja faktisk er reglerne så grelle, at der findes eksempler på familier, der er fuldt ud indkomstaftrappet af deres børnecheck, trods en negativ hustandsindkomst. Reglerne bør derfor ændres, hvilket kan ske ved enten at fjerne indkomstaftrapningen for alle, gøre indkomstaftrapningen hustandsindkomstbestemt eller ved at fjerne børnepenge for alle.

I 2012 indførte SRSF-regeringen med opbakning fra VK en indkomstaftrapning af børnechecken, der både forskelsbehandler gifte par indbyrdes, gifte par kontra ugifte par, samt ugifte par indbyrdes. Eksempelvis er det ikke hustandsindkomsten, der er afgørende for, om man bliver indkomstaftrappet, men derimod om mor og far er gift/ikke gift, og hvordan lønindkomsten fordeler sig mellem dem.

Konsekvensen er, at der er familier med en hustandsindkomst på fx 800.000 kr., som bliver indkomstaftrappet, mens andre familier med langt højere hustandsindkomst bevarer den fulde børnecheck. Tal fra Danmarks Statistik viser sågar, at der i Danmark findes enkelte familier, som trods negativ hustandsindkomst har fået indkomstaftrappet deres børnecheck fuldt ud. Absurditeten taler for sig selv.

Fra fradrag over universelydelse til lovgivningsmæssig forskelsbehandling

Den 23. maj 2016 satte Politiken fokus på denne ulogiske og urimelig forskelsbehandling af ellers identiske familier med historien ”Kvinder med høj løn beskæres i børnecheck, mens mænd ikke gør”. En historie, der dagen efter blev fulgt op med en leder i Børsen, hvor chefredaktør Anders Krab-Johannesen kaldte indkomstaftrapningen for en ”Absurd ekstra topskat på vellønnede kvinder”.

Det samlede billede er, børnechecken trænger til et politisk eftersyn, og at indkomstaftrapningen er uholdbar såvel juridisk som samfundsøkonomisk. Men først et historisk tilbageblik.

Børnechecken så dagens lys i 1987, hvor Schlüter-regeringen indførte den – med opbakning fra bl.a. Socialdemokratiet – som led i en større forenkling af skattesystemet. Frem til 1987 havde den danske skattelovgivning således indeholdt et særligt børnefradrag, men med børnecheckens introduktion blev fradraget konverteret til en universelydelse til alle med børn uanset deres indkomstforhold i øvrigt.

Siden da har børnechecken – som årligt koster staten knap 15 mia. kr. (jf. Økonomisk redegørelse fra december 2015, s. 205) – gentagne gange været udsat for kritik. Eksempelvis er der stillet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at staten yder finansielle tilskud til familier, som ikke har økonomisk brug for pengene. Præcist som der jævnligt stilles spørgsmålstegn ved det rimelige i, at velhavende ældre får offentligt betalt hjemmehjælp og medicintilskud.

Kritikken fik i 2012 SRSF-regeringen til at indføre den såkaldte indkomstaftrapning af børnechecken, der imidlertid har som direkte konsekvens, at den forskelsbehandler identiske og sammenlignelige familier. Det afgørende for indkomstaftrapningen er således ikke børnefamiliens hustandsindkomst, men derimod om forældrene er gift/ikke gift, og hvordan forældrenes indkomst indbyrdes fordeler sig. Lad os tage et par eksempler:

Eksempel 1: Gift par

Hvis man er gift, og én eller begge forældre tjener over 732.900 kr. om året, beskæres børnechecken med 2 pct. af det beløb, der for begges vedkommende overstiger 732.900 kr. Det betyder, at for en familie, hvor den ene part – fx far – tjener 800.000 kr., mens mor tjener 400.000 kr., vil indkomstaftrapningen udgøre 2 pct. af 67.100 kr. (800.000 kr. – 732.900 kr.), svarende til 1.342 kr. om året. Til sammenligning vil en tilsvarende familie med samme husstandsindkomst på 1,2 mio. kr., men hvor lønnen fordeler sig med 600.000 kr. til hver, ikke blive indkomstaftrappet.

På landsplan var der i 2013 ca. 43.000 ægtepar med børn, som blev indkomstaftrappet i børnechecken. Blandt disse var der 4.500, der havde en hustandsindkomst på under 1 mio. kr., mens 4.400 ægtepar helt mistede retten til børnecheck, fordi de tjente for meget.

Eksempel 2: Ugift par, hvor mor går hjemme eller er på deltid, mens far er hovedforsørger

De regler, som S, R, SF, V og K indførte i 2012 betyder, at indkomstaftrapningen af henholdsvis ægtepar på den ene side og ugifte samlevende på den anden, er forskelig, selvom indkomstforholdene er ens. For ugifte men samlevende forældre, er det nemlig udelukkende kvindens løn, der er afgørende for indkomstaftrapningen. Tjener hun under 732.900 kr. om året, bevarer familien den fulde børnecheck, uanset niveauet for faderens indkomst, som ikke indgår ikke i vurderingen af, om ugifte forældre skal have deres børnecheck indkomstaftrappet. Tjener hun over, bliver familiens børnecheck indkomstaftrappet med 2 pct. af det beløb, som overstiger beløbsgrænsen.

Baggrunden for, at man fra lovgivers side har indført en forskelsbehandling mellem gifte og ugifte forældre, er – ifølge lovens forarbejder – at SKAT ikke kan opgøre husstandsindkomst for ugifte par, og at det ville være for dyrt at udvikle et system, der kan lave en sådan opgørelse. Eller sagt på lovgiversprog: ”Det vil kræve en betydelig omlægning af den automatiske og nemme udbetaling, der sker i dag”.

Fra lovgivers side var det altså et bevidst – og økonomisk valg – at man indførte en lovgivning, der forskelsbehandler gifte og ugifte forældre i forhold til, om deres børnecheck skal indkomstaftrappes eller ej.

Eksempel 3: Ugift par, hvor far går hjemme eller er på deltid, mens mor er hovedforsørger.

Det forhold, at det alene er moderens løn, der afgør, om det ugifte pars børnecheck skal indkomstreguleres eller ej, gør, at loven ikke kun forskelsbehandler gifte par og ugifte par. Den forskelsbehandler også ugifte par indbyrdes.

Konkret har forskelsbehandlingen den betydning, at gifte par bliver indkomstaftrappet af børnechecken fra det øjeblik, den ene forældres indkomst (MK) overskrider 732.900 kr., mens indkomstaftrapningen for ugifte par udelukkende afhænger af, om moderens løn overstiger beløbsgrænsen. Gør den det, bliver familien indkomstaftrappet, gør den ikke, bevarer familien den fulde børnecheck, uanset mandens husstandsindkomst.

Dermed kan der for det første gå skattespekulation i, om man overhovedet skal gifte sig, hvis faren har en god løn. For det andet tilskynder loven nærmest ugifte forældre til et kønsrollemønster anno 1950, idet der kan være en økonomisk fordel i at fremme faderens karriere, mens moderen så tager sig af børn, hus og kødgryder. Eller sagt på anden måde: Den fremmer i hvert fald ikke de pågældende kvinders incitament til at give karrieren et ekstra skub, mens børnene er små.

Eksempel 4: Enlig mor med børn

Loven har sågar den yderligere effekt, at den økonomisk belønner den hjemmegående husmor, som bor sammen med en vellønnet mand, på bekostning af den arbejdende kvinde.

I Danmark er der således ca. 1.700 enlige mødre med hjemmeboende børn, der bliver indkomstaftrappet af børnechecken og dermed betaler topskat oven på topskatten. Statens ”belønning” til disse kvinder – der formår at forene rollen som enlig mor med en karriere - er en marginalskat, som er 2 pct. højere end alle andres. Til sammenligning kan hjemmegående (ugifte) kvinder få fuld børnecheck, selvom familien har en langt højere hustandsindkomst end den enlige mor.

Ikke underligt, at daværende skatteminister Thor Möger Petersen allerede i 2012 beklagede indkomstaftrapningens åbenlyse skævvridning og lovede at se på reglerne igen:

Det er forkert, at differentieringen af børnechecken kun gælder for gifte og ikke også for samlevende. Jeg tror, alle er enige om, at det mest logiske ville være, hvis samlevende og gifte behandles ens. Det er baggrunden for, at vi vil undersøge, om der kan findes en teknisk løsning på et teknisk problem.

Topskat på topskatten

Trods den ansvarlige skatteministers erkendelse af, at loven var uhensigtsmæssig i en grad, som fik Danske Advokater til at kalde den for ”lovbestemt diskrimination”, har ingen – hverken ham selv eller en af hans foreløbigt fem efterfølgere på skatteministerposten - vist tegn på at ville ændre reglerne. Og det kan af flere årsager undre.

Den første er diskriminationselementet. At folketingspartier som S, SF, R, V og K har vedtaget og fortsat opretholder en lovgivning, der forskelsbehandler identiske familier, er uforklarligt. Spørgsmålet er kort og godt: Er det den slags værdipolitik, de står for og vil kendes for?

Den anden er topskatteeffekten. V-regeringen har i sit regeringsgrundlag, at den vil sænke topskatten, som har en negativ effekt i forhold til at få folk til at arbejde mere og i det hele taget har betydelige samfundsøkonomiske omkostninger. Denne negative effekt forstærkes ved indkomstaftrapning af børnechecken, fordi indkomstaftrapningen øger marginalskatten med 2 pct. for dem, som den rammer. Altså en ekstra topskat på topskatten eller en lille millionærskat, som den også er kaldt, hvilket er årsagen til, at Det Økonomiske Råd ligefrem har frarådet en indkomstaftrapning af børnechecken.

For det tredje er kvinder dem, som reagerer mest på topskattens negative incitamenter i forhold til at yde en ekstra indsats. Ifølge beregninger fra Finansministeriet er den negative effekt af topskatten tre gange så udtalt for kvinder som for mænd, hvorfor det er paradoksalt, at pålægge kvinder en topskat oven i den allerede eksisterende topskat. Indkomstaftrapning af børnechecken vil således forstærke de ramte kvinders i forvejen negative incitament til at arbejde mere, hvilket næppe er den rette vej, hvis politikernes ambition om at få flere kvinder i danske virksomheders ledelser og bestyrelser, skal opfyldes.

Kort sagt: Den nuværende indkomstaftrapning af børnechecken, som forskelsbehandler ellers ligestillede familier, og udelukkende rammer børnefamilier herunder enlige mødre, er for de ramte en topskat på topskatten, med samfundsøkonomisk negative konsekvenser til følge. Derfor må ”bagmændene” bag denne lov - nemlig S, R, SF, V og K – have som topprioritet at afskaffe den skattemæssigt diskriminerende indkomstaftrapning af børnechecken.

At opretholde en lovdiskriminerende og samfundsøkonomisk skadelig topskat på topskatten, giver ikke mening. Slet ikke, hvis man samtidig vil øge de danske kvinders incitament til at arbejde mere og ad den vej få flere velkvalificerede kvinder i danske bestyrelser, hvilket for mange partier er et politisk mål.

Behov for lovændring

Ændring af loven kan ske på flere måder. Den mest oplagte er, at man fjerner indkomstaftrapningen, hvilket (kun) vil koste staten 150 mio. kr. om året. Fordelen ved denne løsning er, at loven igen bliver lige for alle, og at topskatteproblematikken elimineres. Til gengæld må man forvente, at navnlig venstrefløjen vil genstarte debatten om, hvorfor velhavende børnefamilier skal have børnecheck.

Alternativt kan man fjerne børnechecken for alle. Også det vil medføre ligebehandling af personer i ligestillede situationer, samt give staten et årligt provenu på 14,4 mia. kr. (10,9 mia. kr. efter tilbageløb), som kan gå til alt fra at fjerne topskatten (det vil koste staten 8,6 mia. kr.), til at sænke bundskatten for alle med 1,5 pct. En sænkelse af bundskatten med 1,5 pct. vil give kontanthjælpsmodtagere et yderligere råderum på 1.300 kr. årligt, mens LO-medlemmet vil få en gevinst på 4.000 kr. om året. Altså en skattelettelse til alle, der dog ikke fuldt kompenserer børnefamilierne for deres ”tabte” børnecheck.

Sidst men ikke mindst kan man gøre, hvad man som minimum burde have gjort, dengang man i 2012 indførte indkomstaftrapningen af børnechecken. Nemlig at indføre et system, hvor en evt. indkomstaftrapning af familiens børnecheck, baserer sig på hustandsindkomsten og ikke på, om forældrene er gift/ikke-gift, eller på om det er mor eller far, der tjener mest. Et sådan system vil dog fortsat have som effekt, at børnefamilier pålægges topskat på topskatten, uanset om denne nedsættes eller ej i forbindelse med en kommende skattereform.

Lovgivningsmæssig diskrimination hører ikke hjemme i en retsstat

Folketingets læring bør være, at lovgivningsmæssig forskelsbehandling af ligestillede ikke hører hjemme i en retsstat. Det er ikke fair og kan ikke forsvares, hvilket burde være børnelærdom for samtlige 179 medlemmer af Folketinget.

I denne sag har S, R, SF, V og K fejlet eklatant ved at sætte hensynet til statens systemer før hensynet til borgerne krav på ligebehandling i ligestillede situationer. Det har de et fælles ansvar for nu at få ryddet op i, hvis de ellers er enige i, at diskrimination og forskelsbehandling blandt ligestillede ikke hører hjemme i dansk lovgivning.

Profil
Henriette Kinnunen authorimage Henriette Kinnunen blogger om alt, hvad der har at gøre med aktiviteten inden for Skats mure. Hun er skatteretsekspert og har øje for de juridiske sammenhænge i enhver skattesag.
 
Henriette Kinnunen er cand.jur med speciale i selskabs- og fondsbeskatning, men hun har stor indsigt i skatterettens kringelkroge og Skats arbejde generelt. Hun er Tax and Public Affairs Director hos Grace Public Affairs. Hendes baggrund omfatter stillinger som presserådgiver i Skat, chef for et retssikkerhedsprojekt i Skat og videnjurist i Advokatfirmaet Bech-Bruuns skatteafdeling.

Tidligere bloggere på borsen.dk