Den globale pengepolitik er alt for slap

Den 18. maj argumenterede økonomisk kommentator Lars Christensen (LC) i Børsen for at den globale pengepolitik var alt for stram. Jeg er lodret uenig i dette synspunkt, og mener dels at pengepolitikken er alt for slap, dels at moderne pengepolitik er i stort behov for et reality check.

LC baserer sin analyse på udviklingen i G20-landenes pengebase, hvor væksten er faldet siden den amerikanske centralbank stoppede sit seneste QE-program. Dette leder LC til at konkludere at ”global pengepolitik er ikke lempelig, men derimod stram – for stram”.  Endvidere, at faldet i pengebasevæksten gør det ”meget lettere at forstå, at der ingen inflation er”.

Europas pengebase fordobles på under 3 år

Det er korrekt at den amerikanske pengebase ikke vokser så hastigt som før. I lande hvor kvantitative programmer fortsat er i anvendelse, er dette dog absolut ikke tilfældet. I euro-zonen vokser pengebasen således aktuelt med 41% å/å, mens væksten i Japan er på 26% å/å. Sådanne vækstrater giver en fordobling af pengebasen på hhv. 2,4 år og 3,8 år, hvilket jeg anser for ekstremt hurtigt.

Ser vi på de store G7-lande er den gennemsnitlige pengepolitiske styrerente på blot 0,3%. Den nominelle vækst i BNP er imidlertid 2,8% å/å (Q4-15). Og forskellen mellem de to, som udtrykker en form for pengepolitisk effekt, er nu næsten så stor som under boble-årene i 00’erne.

Lav inflation er god inflation

På trods af dette er inflationen overalt ganske lav. Når det er tilfældet skyldes det overvejende ændringer på økonomiens udbudsside, først og fremmest faldende energipriser i forlængelse af en stigende produktion af olie og konkurrerende energikilder, samt en accelererende teknologisk forandring. Samtidigt arbejder husholdningerne sig ud af den gældsopbygning, der endte i tårer under finanskrisen. Kombinationen giver dårlige betingelser for gennem pengepolitik at løfte inflationen.

Bank of Japan som storaktionær

Men hvis pengepolitikken er noget impotent i forhold at kunne påvirke inflationen, så har centralbankerne en enorm påvirkning af verdens finansielle markeder i disse år. I Japan er centralbanken nu registreret som blandt de 10 største aktionærer i 90% af selskaberne på børsen. Og i Europa har selskabet Unilever netop udstedt en 4-årig obligation med en kupon på 0%, i en direkte konsekvens af at ECB nu køber kreditobligationer i markedet. Begge eksempler er udtryk for en uhørt manipulering af finansielle priser, der uvægerligt resulterer i en misallokering af kapital.

Interessant nok er bankerne i både USA, Europa og Japan blandt de dårligste performende sektorer på børsen, så hvis centralbankerne tror at de med deres bestræbelser hjælper bankerne til at understøtte den økonomiske vækst, så er det modsatte faktisk tilfældet. De tager ligeledes fejl når de tror at en yderligere lempelse af pengepolitikken vil give et løft i inflationen. Derimod er de godt på vej til at undergrave tilliden til det moderne pengesystem.