Den uimodståelige musemåtte, der løser alle problemer

Jeg er i gang med et umoderne eksperiment. Det handler om at sige sandheden om vores kunders problemer, når vi er på tur i de danske domiciler for at tale om, hvordan man ændrer menneskers adfærd.

Og her er den. Sandheden, altså: Problemerne kan ikke løses.

Ofte er min allerbedste faglige vurdering ganske enkelt, at adfærdsproblemerne ikke kan løses. I hvert fald ikke ud fra de resurser eller fokus kunden vil lægge i at løse problemet.

Hvad med musemåtter?

Der bliver gerne lidt stille, når man siger: ’Det tror jeg ikke, man kan gøre noget ved. Det må I nok bare acceptere’.

Ikke sådan ’hvor er vi dumme’-stille. Mere noget i retning af ’den havde vi ikke set komme’-stille.

For det er jo ikke normalt at sige, lige når mødet er gået i gang (slet ikke som konsulent).

Men det er utrolig afvæbnende at gøre opmærksom på, at problemet nok ikke kan løses.

Normalt hersker der er en typisk organisatorisk ’Vi må da gøre noget-indstilling’.Et eller andet. Nye uimodståelige musemåtter med vigtige budskaber til alle? En lille folder og en kampagne? Et velment opslag på det hyperpopulære intranet. Eller hvis alt går galt: Noget med en brændende platform!

Men det hele beror på en misforståelse.

Misforståelsen mellem hvad du har, og hvad det kan

Vi har mistet evnen til at se forskel på, hvad vi har af muligheder, og hvad vi kan udrette med de muligheder.

Når vi er i bekneb med tid, penge og medarbejdere, så er vores eneste mulighed ofte de ovennævnte strategier. Krydret med et par arbejdsmøder og nogle alle-mails.

Men fordi det er vores eneste mulige redskaber, så lader vi som om, at de også er løsningen.

Fordi vi ikke accepterer, at problemet ikke kan løses.

Og her pointen, der fortjener et korkbælte, så den ikke drukner i velmente ambitioner:

Hvis du gerne vil have folk til at gøre noget anderledes, så skal du være klar til at investere massive mængder af tid og prioritet ind i foretagendet. Så du bør edderskraleme være sikker på, at det er et væsentligt problem, du forsøger at løse.

For du skal regne med, at det tager tid og resurser. Også selvom det ser uskyldigt ud på overfladen.

Derfor hepper jeg voldsomt på udbredelsen af følgende udsagn:

”Hey chef, tak for udfordringen. Jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen jordisk chance for, at vi kan løse det der med de her resurser. Skal vi ikke bare lade det ligge?”

For i virkeligheden burde virksomheder fejre alle de åbenlyse problemer, de ikke forsøger at løse. Det illustrerer realisme, fremfor de fesne rygdækninger med at sætte én medarbejder på en hyperkompleks problemstilling som fx sygefravær, imens de skal fokusere på tusind andre ting samtidigt. Problemet kan nemlig ikke løses. Ikke med de resurser.

Hvad gør du så nu?

Du (og en god portion af alle os andre) skal blive væsentligt bedre til ikke at undervurdere problemer, der har med adfærd at gøre.

Og du kan passende begynde sådan her:

Lav en liste over de 3 problemer, du arbejder på lige nu, som du helt ærligt udmærket godt ved, at du ikke kan løse med de resurser, du har.

Stop derefter med at arbejde på dem. Løs et realistisk problem i stedet for.

Hav en god dag.