Danskerne snyder i skat for milliarder

authorimage
BLOGS
Af: Henriette Kinnunen
21. apr 2016

Mediedebatten de seneste uger har i høj grad været præget af den såkaldte ”Panama-sag”, som vedrører en lækage af 11,5 mio. dokumenter fra advokatfirmaet Mosack Fonseca.

Lækagen har påkaldt sig stor opmærksomhed verden over. I udlandet mest af alt på grund af de statsledere, som optræder i Panama-lækagen, og som man kan mistænke for – via korruption – at suge penge ud af lommerne på deres egne befolkninger. Eller som tidligere direktør i Skatteministeriet Otto Brøns-Petersen skriver på Punditokraterne:

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption.

Ikke alt handler om skat

Herhjemme har debatten – i mangel af korruptionsskandaler – i stedet drejet sig om dét, som kanhave et eventuelt dansk islæt. Nemlig skatteunddragelse. Her må man dog ikke glemme, at der kan være fuldt ud legale årsager til, at man har en bankkonto eller et selskab i Panama. Fx er Novo Nordisk i færd med at lukke sine aktiviteter i Mexico for i stedet at placere dem i Panama. Ikke for at snyde i skat, men for at tiltrække arbejdskraft, som de siger.

En anden årsag - som navnlig er af relevans for udlændinge og mindre for danskere – kan være, at man bor i et korrupt land, med en svag beskyttelse af ejendomsretten, og af den grund ønsker at beskytte sin formue mod magthaverne. Den tanke kan måske virke abstrakt for os danskere, der ifølge Transparency International bor i det mindst korrupte land i verden, men i andre dele af verden opfører magthavere sig som kleptomaner og konfiskerer private formuer efter forgodtbefindende.

Jøders placering af formuer i Schweitz under 2. verdenskrig er et historisk eksempel på, hvordan det kan være forbundet med såvel accept som sympati at bruge, hvad der i nutidens sprog kaldes skattely. Og bevæger man sig uden for Danmarks grænser, lever store dele af verdens befolkning den dag i dag under voldsomt korrupte regimer.

Transparency International opgør således årligt et ”korruptionsverdenskort”, der illustrerer, at det i store dele af verden, kan være nødvendigt at skjule sin private formue fra magthaverne, hvis man vil undgå uretmæssig konfiskering heraf. Og faktisk var netop korruptionsrisikoen årsag til, at den danske stat i 2011 – med accept fra bl.a. fagforbundet LO - placerede danske ulandsmidler i skattelyet Mauritius i stedet for det korrupte Kenya.

Formålet var ikke skatteunddragelse, men at beskytte pengene, så de gik til de ulandsformål, de var tiltænkt. Er det ikke sund fornuft – og en fuldt ud plausibel forklaring på at bruge skattely? Det skulle man mene. Og om ikke andet må man formode, at det ville have påkaldt sig et ramaskrig – eller på moderne dansk ”en shitstorm” - i befolkningen, hvis danske ulandsmidler havnede i korrupte udenlandske lederes lommer i stedet for de fattige lokalsamfund, som man ville hjælpe. 

Uskyldig til andet er bevist

Summa summarum er, at selvom det fra et dansk perspektivkan lugte,hvis en privat person er i besiddelse af en konto eller et selskab i Panama, såkander være fuldt ud legale årsager hertil. Vi må derfor ikke glemme et af vores allermest betydningsfulde retsprincipper. Nemlig, at man er uskyldig til andet er bevist.  

Medierne har en voldsom magt og kan med sin vinkling af historier forme danskernes holdning til et emne. Tænk bare på DR´s dokumentarudsendelse ”Hængt ud på forsiden” fra 2012, som omhandlede fem personer, der uberettiget var hængt ud på dagbladendes forsider med de personlige omkostninger, det havde til følge. Folkedomstolen dømte dem, selvom de var uskyldige. Fair? Nej, overhovedet ikke. Men det skete og uden følger for de ansvarlige journalister.

I relation til Panama-lækagen er det således værd at notere sig, at nok har DR og Politiken – som er i besiddelse af dokumenterne – antydet, at der gemmer sig en rygende pistol. Ingen andre har dog set den endnu. Derfor bør man – indtil videre – være varsom med at fælde dom over de navngivne personer, der er omfattet af lækagen, og i stedet sætte sin lid til SKAT og Bagmandspolitiet. Og det er der faktisk god grund til at gøre - også selvom DR og Politiken har afvist at samarbejde.

Ligesom med Kinnocks-skattesag

Reglerne er således sådan, at hvis man har en konto i udlandet, så skal man meddele dette til SKAT. Der findes endda en blanket man skal udfylde. Sværere er dét ikke.

Man må på det grundlag formode, at SKAT allerede har været inde og tjekke om de navngivne danskere, der optræder i Panama-lækagen, har oplyst SKAT om deres eventuelle udenlandske konti. Ja mon ikke, SKAT sågar har sendt, hvad man kan kalde en ”serviceforespørgsel” til de pågældende, præcist som SKAT gjorde dengang BT – uberettiget, skulle det senere vise sig - anklagede Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock for at have unddraget sig dansk skat. Også i SKAT læser man således aviser.

Kinnocks skattesag er i det hele taget et godt eksempel på, hvor varsom man skal være med at dømme folk på baggrund af mediehistorier. De kan være gode at blive forarget af, men savner ofte juridisk perspektivering, og de er under alle omstændigheder sjældent egnede som basis for politisk handling. Måske endda tværtimod.

Om de så skal helt til månen, vil de fortsat snyde

Panama-lækagen har fået politikere – primært dem i opposition - til at efterlyse nye regler. Se som eksempel Socialdemokratiets Peter Hummelgaard, der ønsker ”stærkere regulering, klogere beskatning og mere gennemsigtighed”. Præcist hvilke værktøjer politikerne vil smide i værktøjskassen, er imidlertid uklart. Ingen synes at være konkrete herom, bortset fra Enhedslisten, som vist vil gøre ulovligt skattesnyd og rådgivning herom ulovligt én gang til.

I forhold til den politiske debat er det derfor relevant, at Danmark allerede er EU´s duks, hvad angår skatteregler, der skal dæmme op for brug skattesnyd via skattely. Det fremgår af en rapport ”Study on Structures of Aggressive Tax Planning and Indicators”, som Rambøl og Corit har lavet til EU-Kommissionen.

Dertil kommer, at Danmark har indgået såkaldte udvekslingsaftaler med over 100 lande - herunder med samtlige ”skattelylande” – som indebærer, at SKAT (uden nogen form for forudgående retskendelse) kan få adgang til oplysninger om danske personer og virksomheder, som har konti mv. i udlandet. Og parallelt hermed gælder Skattekontrollovens § 8D, som giver SKAT kontrolbeføjelser i et omfang, som i visse tilfælde overstiger, hvad Politiet har til at bekæmpe terror. Hvad mere kan de ønske sig?

Regler er der således nok af, hvilket rent faktisk har fået lektor Niels Johannesen, som forsker i skattely ved Københavns Universitet til at mane til politisk besindelse med ordene: ”Ro på, pengene gemt i skattely skal nok komme frem”. At SKAT ikke får fat i alle skatteål, skyldes således ikke utilstrækkelig regulering, men snarere det forhold, at uanset hvor finmasket nettet er, så vil der altid være personer, som snyder. Eller som EU-kommissær Margrethe Vestager for nyligt udtalte på et læserarrangement hos Berlingske:

Om de så skal helt til månen for at unddrage sig SKAT, så er det, hvad de vil gøre”.

Danskerne snyder for milliarder

Lad os som næste øvelse se på, hvad danskernes skattesnyd rent faktisk koster staten.

Her er det først og fremmest værd at kaste et blik på den sorte økonomi, som er blevet undersøgt af Rockwool Fonden. Her vurderes det, at hele 40 pct. af den danske befolkning købte sort arbejde i 2014, og at den sorte økonomi på borgerområdet antog ca. 31 mia. kr., hvilket svarer til 1,6 pct. af BNP.

Til sammenligning har KMD i 2011 lavet en opgørelse, der viser, at danskerne begår socialt bedrageri i størrelsesordenen 7-12 mia. kr. Omtrent samme niveau når Folketingets Ombudsmands til i sin beretning fra 2012, hvor omfanget af socialt bedrageri er opgjort til et sted mellem 5 og 12 mia. kr. Danskernes sociale bedrageri udgør således ca. 0,3-0,6 pct. af BNP.

Heroverfor står omfanget af danskernes skattesnyd via skattely. Som med alt snyd er det svært at opgøre, fordi der netop er tale om skjulte formuer. Niels Johannesen, lektor i økonomi fra Københavns Universitet, har dog vovet pelsen og vurderet, at skattely årligt koster den danske statskasse mellem 2,5-3,75 mia. kr. i tabte skatteindtægter. Hans tal er imidlertid lavt sat. Det bedste konkrete bud er derfor nok Otto Brøns-Petersen, der i den føromtalte blog på Punditokraterne, har opgjort de tabte skatteindtægter i Danmark forbundet med skattely til 6,5 mia. kr., hvilket svarer til 0,3 pct. af BNP. Hans tal er opgjort på baggrund af et studie af økonomen Gabriel Zuchman omregnet proportionalt til danske forhold, hvormed dog ikke indgår, at skatteunddragelse via skattely formentlig er mindre i Danmark end internationalt. Tallet er derfor ikke udtryk for facit – men et godt konkret bud.

Fej for egen dør først

Samlet set er der intet, der tyder på, at omfanget af danskernes skatteunddragelse via skattely overstiger danskernes snyd med sort arbejde og socialt bedrageri. Faktisk langt fra. Dermed ikke sagt, at skattesnyd via skattely er acceptabelt, for det er det ikke. Og som alt andet snyd, skal skattesnyd også bekæmpes.

Fra et skattepolitisk og samfundsøkonomisk perspektiv kunne man dog godt ønske sig lidt flere nuancer og bedre proportioner i skattelydebatten. I årevis har danskerne således – forbavsende stiltiende – affundet sig med sort arbejde, som hele 40 pct. fik udført i 2014 og i et omfang, som samfundsøkonomisk er ca. 5 gange så stort, som det snyd, der foregår via skattely.

Skal vi på det grundlag skærpe reglerne i forhold til sort arbejde – som rent faktisk er på vej ned qua en markant holdningsændring blandt danskere - eller skal vi anlægge den nøgterne erkendelse, at skattesnyd kun kan bekæmpes indtil en vis grænse, hvis der også skal tages hensyn til borgernes retssikkerhed, privatlivets fred, ønsket om ikke at leve i et stikkersamfund og omkostningerne til kontrol i øvrigt?

Alt tyder i den henseende på, at vi i forhold til bekæmpelse af skattesnyd via skattely har omtrent så effektiv en bekæmpelse, som det er muligt at opnå, og at vi nok heller ikke realistisk set kan forvente en voldsom stigning i skatteprovenuet ved yderligere tiltag. Selvfølgeligt skal man fra politisk side kunne ønske sig mere, men ligeså vigtigt er det, at man har proportionerne i debatten på plads og afstår fra at føre politik på baggrund af en mediedebat, hvor ingen andre end DR og Politiken rent faktisk ved, hvad der er op og ned.

Profil
Henriette Kinnunen authorimage Henriette Kinnunen blogger om alt, hvad der har at gøre med aktiviteten inden for Skats mure. Hun er skatteretsekspert og har øje for de juridiske sammenhænge i enhver skattesag.
 
Henriette Kinnunen er cand.jur med speciale i selskabs- og fondsbeskatning, men hun har stor indsigt i skatterettens kringelkroge og Skats arbejde generelt. Hun er Tax and Public Affairs Director hos Grace Public Affairs. Hendes baggrund omfatter stillinger som presserådgiver i Skat, chef for et retssikkerhedsprojekt i Skat og videnjurist i Advokatfirmaet Bech-Bruuns skatteafdeling.

Tidligere bloggere på borsen.dk