Injured? Then call the aggressive lawyers..

Jeg var i forbindelse med påsken en tur med familien i USA. Mens vi kørte rundt i smukke Florida – med Lukas Graham på stort set alle radiokanaler – så måtte jeg mange gange lige dreje hovedet en ekstra gang.

For undervejs på motorvejen fra Miami til Key West og videre til Orlando, så jeg flere gange kæmpe billboards med et opsigtsvækkende budskab. Reklamen for et lokalt advokatfirma lød:

“Injured? Then call the aggressive lawyers on…”

Reklamen er jo på mange måder komisk. Advokater, der ligefrem fører sig frem med at være aggressive. Det får helt tankerne hen på filmen The Rainmaker med bl.a. Matt Damon og Danny DeVito, hvor sidstnævnte aggressivt opstøver nye klienter på skadestuen og ligger sit visitkort i gipsen, og giver kunder med brækkede lemmer, løfte om kæmpe erstatning.

Men reklamen fra highwayen i Florida udstiller meget præcist, hvordan incitamentsstrukturen er i den måde advokater aflønnes på i USA. For med forretningsmodellen ”No cure, no pay”, hvor man som klient kun betaler, hvis sagen vindes, ja så er bolden givet op for den aggressive adfærd hos advokaterne. Konkurrencen mellem advokater i USA er derudover også benhård og en måde at differentiere sig på er derfor denne forretningsmodel (langt fra alle amerikanske advokater kører denne model).

Herhjemme er den type forretningsmodel for advokater heldigvis ikke tilladt, hvorfor det i Danmark oftest er timeafregning. Men timeafregning kan også give incitamentsproblemer, f.eks. hvis det kan betale sig at køre på med en sag og ”opfinde” problemer eller tiltag, der forlænger sagens varighed. Og det kan også sagtens hænge sammen med aggressiv fremfærd. Selvom det naturligvis kan være en del af taktikken at køre hårdt på, så må det – i min optik – aldrig være målet i sig selv. For så kommer det overordnede fokus til at være på konflikteskalering fremfor at løse problemet og komme videre.

Selvom sagen nok er noget anderledes, så kunne man for nogle dage siden i danske medier læse, at Kammeradvokaten fik kritik for at køre på i årevis med sager på vegne af SKAT. Sagerne blev tabt i Højesteret efter først at være tabt i Landsretten. Til stor gene for modparten grundet betydelige økonomiske og personlige omkostninger. Her var der efterfølgende også kritik af den incitamentsstruktur, som Kammeradvokaten havde ift. at indlede sager, og så bare blive ved med at køre på. Jo flere timer, jo større regning.

Det er klart, at timeafregning jo også kan give en forkert incitamentsstruktur. Der findes nok ikke nogen model, der er helt perfekt. Så ansvaret ligger i høj grad hos advokaterne, der må sikre, at klientens samlede interesse altid har forrang. Det gør langt de fleste advokater heldigvis også. Men som jeg har påpeget flere gange her på bloggen, så mener jeg bl.a., at der på jurastudiet bør arbejdes mere med dealmaking og konfliktløsning, så de kommende advokater bliver oplært til i højere grad at fokusere på løsninger frem for primært juridiske afgørelser.