Nok er nok!

Begejstringen ville ingen ende tage, da Gitte Seeberg i 2007 udtalte de berømte ord 'nok er nok' og efterfølgende tog springet væk fra de trygge rammer hos de Konservative og skiftede til det nyetablerede Ny Alliance.

Selvom Ny Alliance jo nærmest imploderede i løbet af et halvt år, så blev sætningen hængende i luften. For den repræsenterer noget, som jeg tror, ligger dybt i os alle: følelsen af afmagt, når man som menneske bliver så presset på ens værdier, at man bliver nødt til at sige fra. Og leve med konsekvenserne.

Jeg sidder jævnligt over for klienter, der befinder sig i tilspidsede konflikter, hvor følelsen dukker op. Det kan være situationer med arbejdsgivere, samarbejdspartnere eller kunder, der – eksempelvis via forskellige juridiske tiltag – bruger magt til at tryne modparten.

Og så opstår alle de svære spørgsmål. Hvor meget skal man finde sig i? Hvornår må man sige ”nok er nok”?

Jeg husker et eksempel fra nogle år tilbage, hvor jeg repræsenterede en klient – en selvstændig erhvervsdrivende – der drev sin virksomhed sammen med nogle andre parter og derfor havde en fælles aftale. Min klient var meget afhængig af aftalen, og virksomhedens kundegrundlag afhang i betydelig grad af samarbejdet med de andre. Pludselig – fra den ene dag til den anden – ændrede ejerne så aflønningsvilkårene uden varsel.

Det var under finanskrisen, så ændringen var formentligt et udtryk for, at ejerne var presset af markedet – og derfor skulle finde pengene et andet sted. Ændringen var imidlertid så voldsom, at levevilkårene for min klient blev enormt presset fra det ene sekund til det andet. Og det ville blive en næsten umulig opgave at køre virksomheden videre under de vilkår. Ejerne var hverken til at hugge eller stikke i. Uden aftalen ville min klient skulle ud og finde et helt nyt sted, et nyt kundegrundlag og nye samarbejdspartnere. I et marked der var enormt presset.

For min klient var det næsten ikke til at leve med. Og for selvstændige handler det jo ikke kun om regneark, men også om familien derhjemme. Om sikkerhed. Om fremtiden.

Vi prøvede først at gå konstruktivt til værks og kiggede på økonomien i aftalen og kom med forskellige scenarier til ejerne. Men alt blev pure afvist. Uden nogen form for respekt for det hidtidige samarbejde, som havde fungeret til gensidig glæde i en del år.

Jeg besluttede sammen med min klient, at det var tid til at sætte foden ned – og simpelthen ophæve samarbejdet. Til stort chok for modparten, der tydeligvis havde regnet med, vi bare makkede ret. I stedet valgte min klient at bryde ud og starte op et nyt sted. At bygge en ny forretning op. Vi tog simpelthen styringen.

Klienten endte faktisk med at se bruddet som et meget positivt vendepunkt for virksomheden. De ændrede rammer medførte frihed og nye muligheder. Og i dag er det en langt sundere virksomhed med medarbejdere og balance i tingene. Men det var bestemt ikke let at se sig ud af dengang. At forudse alle konsekvenser. Og betale den ultimative pris, hvis det fejlede.

Rejsen derhen indebar mange overvejelser. Og min tilgang var simpelthen at vende alle sten. Kigge på alle plusser og minusser, få kortlagt alle alternativer. Det var særligt svært dengang, da modparten også forsøgte at presse os på tid. At puste sig op. Men vores approach var at skubbe tilbage til modparten og få mere tid, så vi ikke tog en forhastet beslutning. Og så afbrød vi samarbejdet helt.

Det viste sig at være den rigtige beslutning. Klienten endte med at sige ”nok er nok”. Grænsen var nået. Men det kunne vi kun vide, efter vi havde kortlagt alle konsekvenser – ikke kun for virksomheden, men også for personen bag. For hun blev fri, hvilket gav fornyet energi og resulterede i en langt bedre virksomhed, end den hun havde tidligere. Både modigt og godt gået!