Barn af 70'erne

Jeg var barn i 70'erne og allerede fra min tidlige barndom husker jeg, hvordan de voksne omkring mig fokuserede på hullerne i osten. Hverdagens dialoger tog som oftest udgangspunkt i dét, der burde være anderledes og dét, der ikke var godt nok.

Mødet med folkeskolen styrkede denne tilgang til livet, og blev en solid grundpille i at have fokus på det jeg ikke var stærk til eller havde præference for.

Arbejdsmarkedet ramte jeg på et tidspunkt, hvor det ene kursus afløste det andet - og hvor formålet hver gang var at udvikle medarbejdernes svagheder. Fra samme periode mindes jeg adskillige udviklingssamtaler, der tog afsæt i, hvad jeg var mindre god til og hvad der skulle til for at rette op på det.

Selvom jeg ikke er meget for at erkende det, videreførte jeg mønstret, da jeg selv blev chef - og jeg er helt sikker på, at flere af mine tidligere medarbejdere kan nikke genkendende til både individuelle og organisatoriske udviklingsforløb, der har taget udgangspunkt i dét, der ikke var godt nok.

Alt dette blev jeg mindet om, da jeg for nylig var gennem et uddannelsesforløb med bl.a. en professor fra Columbia Business School, som underviste i transformation af organisationer. Han understregede vigtigheden af at bygge en brændende platform, som afsæt for enhver forandring i en organisation. En brændende platform, som tydeligt synliggør det, der ikke virker.

Jeg mener det er misforstået og forældet! At fokusere på hullerne i osten, på medarbejdernes "svagheder" og på det, der ikke virker, skaber frygt!

Det er vist klart for enhver, at intet menneske skaber de bedste resultater under frygt. Mennesker vokser derimod, når de kan bruge deres styrker og får mulighed for at fokusere på dét, der virker og giver energi! Og når mennesker vokser, vokser virksomheden og dens resultater!